Stenredskaber fra Hueyatlaco, Mexico

Ved Hueyatlaco nær Valsequillo 115 kilometer sydøst for Mexico City fandt Juan Armenta Camacho og Cynthia Irwin-Williams i 1960’erne avancerede stenredskaber, der kunne måle sig med de bedste fra Cro-magnon-mennesket i Europa. Der blev også fundet primitive stenredskaber på en nærliggende lokalitet ved El Horno. Både ved Hueyatlaco og El Horno ser der ikke ud til at være tvivl om redskabernes stratigrafiske positioner. Trods dette er disse redskaber meget kontroversielle: Et hold geologer, der arbejdede for U.S. Geological Survey, gav dem aldre på omkring 250.000 år. Holdet arbejdede på en bevilling fra National Science Foundation og bestod af Harold Malde og Virginia Steen-McIntyre, begge fra U.S. Geological Survey, og Roald Fryxell fra Washington State University.

Ifølge disse geologer gav fire forskellige dateringsmetoder uafhængigt af hinanden fundene usædvanligt høje aldre. Dateringsmetoderne var (1) uran-datering, (2) ’fission track dating’, (3) ’tephra hydration dating’ og (4) studier af mineralforvitring.

Som man levende kan forestille sig, fremkaldte alderen på 250.000 år en voldsom strid. Ikke blot vælter den Den Nye Verdens antropologi, men hele billedet af menneskets oprindelse. Mennesker, der kan lave avancerede redskaber som dem fra Hueyatlaco, menes ikke at være opstået før for cirka 100.000 år siden i Afrika.

I forsøget på at få sit holds konklusioner offentliggjort løb Virginia Steen-McIntyre ind i et voldsomt socialt pres og mange hindringer. I et brev til en kollega (dateret 10.7.1976) skrev hun: “Igennem sladder bag min ryg har jeg erfaret, at Hal, Roald og jeg anses for at være opportunister og blot ude efter publicity. Jeg er endnu ikke kommet mig oven på chokket.”

Offentliggørelsen af en afhandling, som Steen-McIntyre og hendes kolleger havde skrevet om Hueyatlaco, blev af uforklarlige grunde forsinket i årevis. Afhandlingen blev først forelagt på en antropologisk konference i 1975 og skulle have været trykt sammen med konferencens andre afhandlinger. Fire år senere skrev Steen-McIntyre til H. J. Fullbright fra Los Alamos Scientific Laboratory, en af redaktørerne på den bestandigt snarligt kommende bog: “Vores fælles artikel om Hueyatlaco er virkelig en bombe. Den anbringer mennesket i Den Nye Verden ti gange tidligere, end mange arkæologer bryder sig om. Endnu værre er det, at de tosidede redskaber, der blev fundet in situ, anses af de fleste for at være et sikkert tegn på Homo sapiens. Ifølge den nuværende teori var Homo sapiens ikke udviklet endnu og slet ikke i Den Nye Verden.”

Steen-McIntyre fortsatte sin forklaring: “Arkæologerne er i oprør over Hueyatlaco – de vil ikke engang overveje fundet. Jeg har igennem kilder på anden hånd hørt, at jeg anses af forskellige medlemmer af professionen for at være 1) uduelig; 2) sensationssulten; 3) en opportunist; 4) uærlig; 5) et fjols. Selvsagt befordrer ingen af disse opfattelser mit professionelle omdømme! Mit eneste håb om at få mit navn renset er at få artiklen om Hueyatlaco trykt, så folk selv kan bedømme fundene.” Da Steen-McIntyre aldrig fik noget svar på denne og andre anmodninger om at få at vide, hvad der skete, trak hun artiklen tilbage. Men manuskriptet blev aldrig returneret.

Et år senere skrev Steen-McIntyre (8.2.1980) til Steve Porter, redaktør for Quaternary Research, og bad om at få artiklen om Hueyatlaco trykt. “Manuskriptet, jeg indsender, giver de geologiske beviser,” skrev hun. ”Det hele er meget ligetil, og hvis det ikke var, fordi en masse antropologibøger skulle skrives om, tror jeg ikke, vi ville have haft problemer med at få arkæologerne til at acceptere det. Som det står nu, vil intet antropologisk tidsskrift røre det med en ildtang.”

Steve Porter skrev til Steen-McIntyre (25.2.1980), at han ville overveje at trykke den kontroversielle artikel. Men han skrev, at han kunne “let forestille sig, at det nok bliver svært at få objektive anmeldelser fra visse arkæologer.” Den normale fremgangsmåde for videnskabelige udgivelser er, at en artikel forelægges for flere andre videnskabsmænd til anonym bedømmelse. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan et forskanset videnskabeligt ortodoksi kan manipulere denne procedure til at holde uønsket viden ude af de videnskabelige tidsskrifter.

Den 30. marts 1981 skrev Steen-McIntyre til Estella Leopold, medredaktør på Quaternary Research:

“Problemet, som jeg ser det, er meget større end Hueyatlaco. Det handler om manipuleringen af den videnskabelige tanke igennem undertrykkelse af ‘gådefulde data,’ kendsgerninger, der udfordrer den almindelige tankegang. Det gør Hueyatlaco sandelig! Da jeg ikke er antropolog, forstod jeg ikke den fulde betydning af vores datering tilbage i 1973, og heller ikke, hvor dybt rodfæstet i vores tankegang de herskende teorier om menneskets udvikling er blevet. Vores arbejde i Hueyatlaco forkastes af de fleste arkæologer, fordi det går imod disse teorier, punktum. De tænker i cirkler. Homo sapiens sapiens udviklede sig for ca. 30.000–50.000 år siden i Eurasien. Derfor er 250.000 år gamle H.s.s.-redskaber, der bliver fundet i Mexico, en umulighed, for H.s.s. udviklede sig for ca. 30.000– … osv. En sådan tankegang giver os selvtilfredse arkæologer, men elendig videnskab!”

Til sidst bragte Quaternary Research (1981) en artikel af Virginia Steen-McIntyre, Roald Fryxell og Harold E. Malde. Den holdt fast ved en alder på 250.000 år for Hueyatlaco. Det er selvfølgelig altid muligt at komme med indvendinger imod arkæologiske aldre, og dette gjorde Cynthia Irwin-Williams i et brev til Steen-McIntyre, Fryxell og Malde. Hendes indvendinger blev besvaret punkt for punkt i et nyt brev fra Malde og Steen-McIntyre. Men Irwin-Williams var ubøjelig. Sammen med resten af det amerikanske arkæologiske samfund fortsatte hun med blankt at forkaste Steen-McIntyre og hendes kollegers datering af Hueyatlaco.

De kontroversielle fund ved Hueyatlaco resulterede i personlige krænkelser og faglig mobning for Virginia Steen-McIntyre inklusive tilbageholdelse af bevillinger og tab af ansættelse, muligheder og anseelse. Hendes tilfælde åbner et sjældent vindue ind til de virkelige sociale processer, der undertrykker kontroversielle palæantropologiske kendsgerninger.

Som en sidste bemærkning nævner Thompson og Cremo her, at de engang omkring 1990 forsøgte at få Cynthia Irwin-Williams’ tilladelse til at bruge fotografierne af de fundne redskaber fra Hueyatlaco til en artikel, de skrev. De fik at vide, at tilladelsen ikke ville blive givet, hvis de havde tænkt sig at nævne den “vanvittigt groteske” alder på 250.000 år. Det er selvfølgelig interessant. 250.000 år var, hvad arkæologernes egne professionelle geologer nåede frem til med standard videnskabelige daterings- og målemetoder. 20- eller 30.000 år, som var det, arkæologerne insisterede på, blev ikke målt af nogen, men var kun en alder, der var hentet fra en på forhånd givet teori.

***

Baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 90 ff.

Læs også Wikipedias omtale af fundet: https://en.wikipedia.org/wiki/Hueyatlaco