Hvordan man erkender design uden at kende designerne

Som barn elskede jeg at læse science fiction-bøger. Mange af disse historier handlede om menneskehedens første møde med en fremmed civilisation, med teknologi og tankesæt radikalt anderledes end vores. Måske har jeg til dels min barndomsfascination at takke for, at jeg mange år senere begyndte at tænke over, hvordan man erkender ikke-menneskeligt design.

En af de bøger, jeg læste, var Arthur C. Clarkes Rendezvous med Rama, i Arne Herløv Petersens oversættelse fra 1974. Som den malende beskrivelse på bagsiden af min slidte paperback angiver, omhandler bogen “mødet med og udforskningen af et mystisk himmellegeme, der ude fra rummet med fantastisk fart trænger ind i vort solsystem. Det viser sig at være en kunstig cylinder af uhyre dimensioner, der i sit indre skjuler en hel verden af vidundere og skrækindjagende foreteelser skabt af en ukendt races avancerede videnskab og teknik.”

Jeg er i de følgende år ofte vendt tilbage til Rendezvous med Rama, især de første kapitler, der beskriver den gradvise erkendelse af, at den kunstige cylinder er et produkt af intelligent design. Jeg vil i det følgende citere en del fra bogen, hvorefter jeg vil diskutere, hvorfor jeg mener, at dette er relevant for designtilhængere.

Hvorfor citere fra et skønlitterært værk på en blog, der skal forestille at handle om naturvidenskabelige emner? Kunsten er virkelighedens spejl, og selv om de begivenheder, Arthur C. Clarke beskriver, er fiktive, er der intet i hans beskrivelse af personernes reaktioner, der slår os som ulogisk eller irrationelt. De kan således tjene som et illustrativt eksempel på, hvordan påstande om ikke-menneskeligt design rationelt kan evalueres.

Opdagelsen og udforskningen af Rama

Rendezvous med Rama tager sin begyndelse i år 2031, hvor man opdager, hvad man i starten tror er en asteroide, der bevæger sig ind i solsystemet. Himmellegemet, som bliver opkaldt efter den hinduistiske gud Rama, har flere karakteristika, der er svære for forskerne at forklare. For det første er det usædvanligt stort for en asteroide, over 40 kilometer i diameter. For det andet bevæger det sig med så høj hastighed, at det modsat andre asteroider ikke vil blive indfanget af solens tyngdefelt.

Mysteriet vokser. Himmellegemet udviser nemlig ingen variation i lysstyrke, ligesom andre asteroider gør, når deres uregelmæssige form roterer og dermed reflekterer forskellige mængder sollys. “Rama udviste ingen sådanne forandringer. Enten roterede den overhovedet ikke eller også var den fuldkommen symmetrisk. Begge forklaringer forekom lige usandsynlige.”

På dette tidspunkt bliver det besluttet at opsende en rumsonde for at tage billeder af det mystiske himmellegeme.

De første billeder fra en afstand af ti tusinde kilometer fik menneskeheden til at gå i stå. På en milliard fjernsynsskærme viste sig en lille cylinder uden særlige kendetegn, der voksede sekund for sekund. Inden dens størrelse var fordoblet var der ikke længere nogen der kunne foregive, at Rama var et naturobjekt.

Cylinderen var så geometrisk perfekt, at den kunne være drejet på en drejebænk – der var halvtreds kilometer bred. De to ender var helt flade, bortset fra nogle små strukturer midt på den ene side, og var tyve kilometer i diameter. Set på afstand, hvor der ikke var nogen størrelsesskala, lignede Rama næsten i komisk grad en almindelig varmtvandsbeholder.

Et bemandet rumskib bliver sendt op for at undersøge Rama og det lander på den ene af de to ender. Iført rumdragter går skibets kaptajn Bill Norton og hans kaptajnløjtnant Karl Mercer i gang med at undersøge Ramas overflade for at finde en indgang.

Herefter følger en beskrivelse af, hvordan Norton og Mercer som rationelle mennesker undersøger en teknologi designet af ikke-mennesker. Beskrivelsen er meget illustrativ, og jeg har derfor valgt at gengive et forholdsvis langt citat, for at få alle detaljerne med.

Norton havde ikke gået mere end nogle få meter, før han kom til et brud på den glatte, tilsyneladende metalliske væg. Til at begynde med troede han det var en ejendommelig dekoration, for den havde tilsyneladende ikke noget nyttigt formål. Seks radiære riller eller furer var skåret dybt ind i metallet, og inde i dem lå seks stænger hen over hinanden som eger i et hjul uden fælg, med et lille nav i midten. Men det var umuligt at dreje hjulet, da det sad fast inde i væggen.

Så bemærkede han med stigende spænding, at der var dybere indhak for enden af egerne, der var fint formet, så man kunne stikke en hånd (klo? følehorn?) ind i dem. Hvis man stod sådan her og støttede sig op ad muren og så trak i den ene ege, sådan her . . .

Hjulet gled ud af væggen så glat som silke. Til sin totale forbløffelse – for Norton havde været næsten sikker på, at alle bevægelige dele var blevet vacuumsvejset for uendelige tider siden – opdagede han, at han holdt om et hjul med eger. Han kunne have været kaptajnen på et gammelt sejlskib, der stod ved roret på sit skib.”

[…]

– Hvad mener du det er, Karl? spurgte han Mercer.

– Det er åbenbart en manuel kontrol til en luftsluse – formodentlig et nødsystem i tilfælde af energisvigt. Jeg kan ikke forestille mig nogen teknologi, hvor avanceret den end var, der ikke ville tage den slags forsigtighedsregler.

– Og det ville være helt idiotsikkert, sagde Norton til sig selv. Det kunne kun fungere, hvis der ikke kunne ske nogen mulig skade på systemet . . .

Han greb om to eger overfor hinanden, satte fødderne fast mod grunden og prøvede hjulet. Det rørte sig ikke.

– Hjælp mig lige, sagde han til Mercer. Hver af dem tog en ege, men selv om de lagde alle kræfter i, kunne de ikke rokke hjulet det mindste.

Men der var selvfølgelig ingen grund til at tro, at ure og proptrækkere drejede rundt i samme retning som på Jorden . . .

– Lad os prøve den anden vej, foreslog Mercer.

Denne gang var der ingen modstand. Hjulet roterede næsten uden besvær en hel cirkel rundt. Så begyndte det meget glat at tage rigtigt ved.

En halv meter væk begyndte bunkerens buede væg at bevæge sig, som en muslingeskal der langsomt åbner sig. Nogle få støvkorn, der blev drevet frem af et pust af luft, der slap ud, fløj ud som funklende diamanter, da det strålende sollys fangede dem ind.

Vejen til Rama lå åben.

Lektioner for designtilhængere

Arthur C. Clarkes beskrivelser giver anledning til en række betragtninger af relevans for designtilhængere.

1. En designslutning er ikke baseret på uvidenhed
Ifølge ID-kritikere er intelligent design alene et argument fra uvidenhed. Det er derfor værd at bemærke, at i starten af historien, hvor der er tale om et ukendt fænomen med uforklarlige egenskaber, er der ingen, der bruger denne uvidenhed til at foreslå, at Rama er designet. Det er først, da man gennem billeder bliver klogere på, hvilke egenskaber fænomenet har, at man konkluderer, at intelligent design er en rationel mulighed – man drager en designslutning.

2. Manglende kendskab til designere udelukker ikke en designslutning
ID-kritikere stiller ofte nogle meget høje krav til intelligent design. Vi skal mindst have observeret designerne og gerne også have talt med dem, så vi kender deres motivation til at designe.

Sådanne krav er der ingen, der tænker på at stille, da de ser de første billeder af Rama. Menneskeheden har på dette tidspunkt ingen erfaring med fremmede civilisationer og har ingen grund til at tro, at mennesket ikke alene i universet. Alligevel ligger det lige for at konkludere, at Rama ikke er “et naturobjekt”, men må være designet.

Der er heller ingen, der stiller det blandt ID-kritikere så populære spørgsmål “hvem designede designerne?” eller argumenterer for, at hvis man alligevel er nødt til at forudsætte eksistensen af udesignede designere, kan man lige så godt antage, at det var Rama, der opstod af sig selv.

3. I studiet af et designet objekt indtages et designperspektiv
Norton og Mercer ved intet om Ramas designeres motivationer eller hvordan de ser ud – har de hænder, klør eller følehorn? Alligevel er de i stand til at forstå den fremmede teknologi ved at trække på deres egne erfaringer med menneskeligt design.

De formulerer hypoteser, som de derefter tester – “egerne har fint formede indhak, fordi man skal kunne tage fat i dem” og “hjulet er en manuel kontrol til en luftsluse, for alle teknologier har behov for nødsystemer”. Hypoteser, de aldrig ville have formuleret, hvis de havde troet, at Rama var et produkt af naturlige, ikke-intelligente processer.

Nogle gange tager de fejl, fordi designerne ikke tænker på samme måde som mennesker – “der var selvfølgelig ingen grund til at tro, at ure og proptrækkere drejede rundt i samme retning som på Jorden” – men Norton og Mercer justerer deres hypoteser og prøver igen.

På intet tidspunkt sætter de sig ned og siger: “Dette er alt sammen bygget af en fremmed civilisation, hvis intentioner og tankemåder vi ikke kender. Vi kan lige så godt opgive at forstå det.” De undersøger derimod Ramas teknologi ved at drage en designslutning, og derefter sætte sig i designernes sted –  de indtager et designperspektiv.

Holder sammenligningen?

Jeg har i denne artikel beskrevet en fiktiv undersøgelse af et rumskib designet af en fremmed civilisation og hvilke lektioner designtilhængere kan drage fra dette i undersøgelsen af potentielt designede biologiske strukturer fra virkelighedens verden.

Jeg kan dog forestille mig, at der hos læseren er opstået berettigede spørgsmål om, hvorvidt jeg har trukket sammenligningen for langt. Lad mig i det følgende derfor besvare to potentielle kritikpunkter, der kan rettes mod det ovenstående.

“Vi har ikke erfaringer med at designe liv”

“I historien trækker astronauterne på deres erfaringer med menneskeskabte rumskibe til at forstå rumskibet Rama. Men vi har ikke nogen tilsvarende erfaring at trække på, når det drejer sig om at forstå livet fra et designperspektiv.”

For det første er det korrekt, at Norton og Mercer har en erfaring med menneskeskabte rumskibe at trække på. Men bemærk, at de ikke har nogen erfaring med rumskibe som Rama, der er markant større end noget menneskeskabt rumskib og derfor giver anledning til andre designudfordringer. De har således erfaringer med menneskeskabte objekter, der er lig Rama på nogle områder og forskellige herfra på andre områder.

På samme måde har mennesker erfaringer med at designe strukturer, der er lig biologiske strukturer på nogle områder og forskellige herfra på andre områder.

Tag den bakterielle flagel, en roterende, piskelignende struktur, som mange bakterier bruger til at bevæge sig med. Flagellen består af en svingtråd, en motor til at drive den rundt og en krog, der fungerer som kardanaksel (se figuren nedenfor).

Den bakterielle flagel er blevet foreslået som en struktur, der er produktet af intelligent design (Behe, 1996), og vi kan således betragte den ud fra et designperspektiv. Vores erfaring med at designe roterende fremdriftsmidler, såsom skibsskruer, gør os i stand til at forstå principperne bag den bakterielle flagel. Det er rigtigt, at størrelsesforskellen giver anledning til forskellige designudfordringer, ligesom størrelsesforskellen mellem Rama og menneskeskabte rumskibe. Men vi behøver ikke at have erfaring med at designe lige præcis bakterielle flageller for at forstå f.eks. princippet for kraftoverførsel gennem en kardanaksel.

For det andet har vi faktisk erfaringer med at designe levende organismer. I tusindvis af år har mennesker gennem forædling (eller kunstig selektion) skabt dyr og planter, der er mere højtydende end deres vilde slægtninge. Og med moderne bioteknologi kan vi modificere organismer på det molekylære niveau.

Det er korrekt, at vi indtil videre ikke har skabt noget, der blot er tilnærmelsesvis så sofistikeret som det nanoteknologiske vidunder, en celle er. Men i takt med, at vores bioteknologiske evner øges, vil vores evner til at sætte os i designernes sted også øges. Ud fra et designperspektiv kan vi således forudsige, at i takt med, at vores teknologi forbedres og vi bliver i stand til at designe mindre strukturer, der er mere komplekse og mere sofistikerede, vil vi i højere grad blive i stand til at forstå de valg, designerne traf (Gene, 2007).

Et godt eksempel på dette er RuBisCO-proteinet, som jeg tidligere har skrevet om (Krauze, 2020). RuBisCO er med sin uhensigtsmæssige evne til at reagere med ilt blevet karakteriseret som et “dårligt designet” protein, som bioteknikere arbejder på at forbedre (Lurquin & Stone, 2007). Men “på trods af 50 års intensiv forskning har forsøg på at forbedre Rubiscos katalytiske evner indtil videre være uden succes,” som en række forskere for nyligt slog fast i en artikel med titlen “Rubisco is not really so bad” (Bathellier et al., 2018). De fortsætter med at foreslå, at RuBisCOs evne til at binde ilt er resultatet af en afvejning mellem specificitet og hurtighed.

Den bioteknologiske forskning har således givet os en øget forståelse for, at RuBisCO ikke så meget er dårligt designet som resultatet af en afvejning mellem modsatrettede hensyn.

“Rumskibe formerer sig ikke”

“Der er en meget vigtig forskel mellem rumskibe og levende organismer: Rumskibe formerer sig ikke og kan dermed ikke udvikle sig. Det gør levende organismer.”

Det er korrekt, at levende organismer udvikler sig, og at dette gør det mere kompliceret at skelne mellem designede og ikke-designede biologiske strukturer. Men indsigelsen viser allerhøjst, at evolution er en konkurrerende forklaring, ikke at den er den eneste.

Situationen kan sammenlignes med den situation, evolutionsbiologer står i, når de skal afdække, om et givent biologisk træk skyldes naturlig selektion eller genetisk drift (Sober, 2008). Her kan man ikke konkludere, at blot fordi den ene forklaring er en mulighed, er der ingen grund til at overveje den anden.

Eksistensen af evolutionære mekanismer betyder således, at designtilhængere for hver enkelt biologisk struktur må finde træk, der gør os i stand til at skelne de to muligheder – design og ikke-design – fra hinanden ved at sandsynliggøre den ene mulighed over den anden. Eksempler på sådanne træk, der sandsynliggør design, kunne være tilstedeværelsen af irreducibel kompleksitet (Behe, 1996) og træk, der tyder på fremsynethed (Gene, 2007).

Desuden overser indsigelsen, at organismers reproduktion er en maskinafhængig proces, der involverer en lang række molekylære maskiner med navne som DNA polymerase, primase, helicase, topoisomerase og mange andre. Organismernes evne til at udvikle sig er således også et træk, der kræver en forklaring, og denne forklaring kan i sagens natur ikke komme fra evolutionen selv.

Referencer

Bathellier C., Tcherkez G., Lorimer G.H., Farquhar G.D., 2018, “Rubisco is not really so bad”, Plant, Cell & Environment 41(4):705-16. https://doi.org/10.1111/pce.13149

Behe M.J., 1996, Darwin’s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution, Simon & Schuster.

Clarke A.C., 1974, Rendezvous med Rama, Stig Vendelkærs Forlag.

Gene M., 2007, The Design Matrix: A Consilience of Clues, Arbor Vitae Press.

Krauze M., 2020, “RuBisCO – Et veldesignet protein”, Intelligent Design DK. https://intelligentdesign.dk/2020/05/30/rubisco-et-veldesignet-protein/

Lurquin P.F. & Stone L., 2007, Evolution and Religious Creation Myths: How Scientists Respond, Oxford University Press.

Sober E., 2008, Evidence and Evolution: The Logic Behind the Science, Cambridge University Press.