Bevidsthed, 2

Jeg fortsætter fra i går med at skrive om bevidsthed. Hvad er bevidsthed? En ting, man kan sige, er, at bevidsthed er forskellen på det levende og det døde. Lad os tage et menneske, der i et øjeblik er levende, men fem minutter senere er død. Hvad er forskellen? Den største og måske eneste forskel er, at i det levende menneske er der bevidsthed, en bevidst ’mig’, mens der i det døde menneske ingen bevidsthed er. Det må derfor være interessant at finde ud af, hvad denne bevidsthed egentlig er for noget. Ikke desto mindre er det som nævnt et af de største uløste videnskabelige mysterier.

Personer med materialistiske livssyn har selvfølgelig altid forsøgt at forklare bevidsthed som et materielt eller fysisk fænomen. For eksempel foreslog Thomas Huxley, Darwins samtidige og allierede, somme tider kaldt Darwins bulldog (uden Huxley var Darwin og hans teori måske aldrig blev kendt), at reducere bevidsthed til et ’epifænomen’, en bieffekt af processer i hjernen, men ikke ophav til dem, så ingen fysiske love modsiges. Til at begynde med indrømmede Huxley den tilsyneladende irreducible natur af bevidsthed:

”Jeg forstår, at materialismens vigtigste grundsætning er, at der intet andet er i universet end materie og kraft, og at alle fænomener i naturen kan forklares som udledt fra egenskaberne, der tillægges disse to primitive faktorer … Jeg finder det temmelig indlysende, at der er en tredje ting i universet, nemlig bevidsthed, som … jeg ikke kan se er hverken materie eller kraft eller nogen tænkelig omdannelse af nogen af dem.[i]

Men så slog Huxley til lyd for, at bevidsthed er et ’epifænomen’. Fysiske (neurologiske og kemiske) processer i hjernen giver ophav til mentale processer, foreslog han, men disse mentale processer, der er symptomatiske for bevidsthed, påvirker på ingen måde de fysiske processer. Huxley sammenlignede mentale hændelser med en dampfløjte, der på ingen måde bidrager til et lokomotivs arbejde.

Igen er dette en ide, der skaber flere problemer, end den løser. For det første har hverken Huxley eller nogen anden fortaler for epifænomologi præciseret en mekanisme, der kan give ophav til bevidsthed fra fysiske processer. For det andet er det værd at bemærke den klodsede ide om, at bevidsthed på ingen måde kan påvirke det system af materie, som det er opstået fra, såsom nerveimpulser, sanseorganer og selve hjernen. I fysik går reaktioner som regel begge veje, så alle sider af et system har en eller anden form for indvirkning på de andre elementer og på det samlede system. Hvorfor skulle bevidsthed være en undtagelse?

En anden teori om bevidsthed kaldes panpsykisme. Det er en gammel filosofi, selv om den igennem århundrederne har heddet forskellige ting og haft forskellige forgreninger. Blandt de filosoffer, der var fortalere for panpsykisme, var hollænderen Baruch Spinoza (1632–1677). Einstein skulle efter sigende have været en beundrer af Spinoza. Spinoza troede på én universel substans, hvis samtlige dele har både fysiske og psykiske egenskaber. Ifølge denne opfattelse har selv et atom en svag atomisk bevidsthed, og efterhånden som komplekse strukturer af materie bliver til, opstår der tilsvarende mere komplekse former for bevidsthed.

Panpsykisme, der tillægger en vis grad af bevidsthed til selv uorganiseret stof, kan give en mulig evolutionær forklaring på, hvordan bevidsthed opstår og udvikles. Den tyske zoolog Bernhard Rensch (1900-1990), der også var tilhænger af denne opfattelse, foreslog i tilgift til materiens fysiske egenskaber, hvad han kaldte ”parallelle psykiske bestanddele” såsom bevidsthed. ”Molekyler og atomer bør også tillægges grundlæggende parallelle bestanddele af denne slags,” skrev han. ”Disse parallelle processer kan kun konstateres, når de respektive molekyler er blevet del af en organismes psykofysiske substans (nerve- og sanseceller), så de parallelle bestanddele danner et kompleks af bevidsthedsfænomener, der kan ’erfares’.”[ii]

Et problem med denne opfattelse er enhedsnaturen af bevidsthed. Jeg oplever mig selv som én samlet bevidsthed, som én person. Hvis alle atomerne i min krop er selvstændigt bevidste hver for sig, hvilken mekanisme forener da deres bevidsthed til én enkelt samlet oplevelse? Hvorfor skulle et kulstofatom tænke eller føle anderledes i en menneskehjerne end i et stykke træ? Og siden hjernen kun er en kombination af forskellige atomer, hvorfor udgør hjernens bevidsthed da én samlet erfaring og ikke blot totalsummen af alle disse individuelle atomiske bevidstheder? Neurobiologen og nobelprismodtageren John C. Eccles indrømmede dette problem, da han skrev:

“Hidtil har det været umuligt at udvikle nogen neurofysiologisk teori, der forklarer, hvordan en forskellighed af begivenheder i hjernen bliver syntetiseret, så der er en samlet bevidst oplevelse af en helheds eller gestalt natur. Hjernehændelserne forbliver forskelligartede, for de er i bund og grund de individuelle aktiviteter af utallige neuroner, der er bygget sammen i komplekse kredsløb.”[iii]

Hvis former eller mønstre af materie også har bevidsthed, og vi hver især blot er et sæt af sådanne mønstre, følger to konklusioner. For det første må der findes komplekse metafysiske love, der styrer frembringelsen af bevidsthed som respons på bestemte mønstre. For det andet må mønstrets bevidsthed, når det sammenholdes med den individuelle bevidsthed hos ethvert af mønstrets elementer, være et helt nyt individ, en ”højere” bevidsthed, der er i stand til at forene vores erfaring til én samlet menneskelig bevidsthed. På dette tidspunkt skulle vi i så fald i den menneskelige krop have et temmelig komplekst metafysisk apparat, der består af bevidste væsener (billioner af halvbevidste atomer, mønstre med højere, samlet bevidsthed osv.) og love, der styrer, hvordan de opstår og samles. Skaber dette ikke flere problemer, end det løser?

***

[i] Essays Upon Some Controverted Questions, T. H. Huxley, London: Macmillan & Co., 1892, s. 220.

[ii] Se Baruch Spinoza, Ethica in Opera quotquae reperta sunt [1677], 3. udgave, redigeet af J. van Vloten og J.P.N. Land, Den Haag, Holland, 1914.

[iii] The Self and Its Brain, Karl R. Popper og John C. Eccles, Springer International, Berlin 1977, s. 362.