Hop til indhold

Bevidsthed 3: Sokrates’ død

Sokrates’ død, maleri af C.F. Høyer. Ophavsret: Creative Commons

I denne tredje del om bevidsthed (læs her for første del og anden del) har jeg tænkt mig at afrunde med en 2.500 år gammel samtale. Det var længe siden, vil nogle måske tænke. Hvad relevans har det i en moderne naturvidenskabelig sammenhæng? Men siden moderne naturvidenskab intet kan sige om bevidsthed (“Ingen har den fjerneste ide om, hvordan noget materielt kan være bevidst. Ingen ved engang, hvordan det ville være at have den fjerneste ide om, hvordan noget materielt kan være bevidst,” som jeg allerede har citeret filosoffen Jerry Fodor for),[i] bliver vi da i hvert fald ikke mindre kloge ved at høre en 2.500 år gammel klassisk filosofisk samtale end ved at høre moderne videnskabsfolk indrømme, at de intet ved om bevidsthed.

Det er Sokrates og hans venner, der diskuterer naturen af selvet. Den nærmere sammenhæng er Sokrates’ sidste dag, hvor han skal henrettes om et par timer. Hans venner under ledelse af Cebes trygler ham om at flygte med dem til en ny tilværelse i et andet land, men Sokrates er både ubøjelig og ikke bare rolig, men faktisk i rigtigt godt humør. Han begynder at diskutere med sine venner om, hvad bevidsthed er, for ifølge ham må bevidstheden være uforgængelig og derfor er der ingen grund til at være bange for døden. Derimod er han meget bange for at handle umoralsk, og at flygte er umoralsk.

Dialogen er hentet fra Platons Faedon. Navnet kommer af, at det er Faedon, som Platon lader fortælle.

”Vi må, mener jeg,” sagde Sokrates, ”stille os dette spørgsmål. Hvad slags ting vil naturligt af skæbnen blive splittet i stykker? For hvad slags ting bør vi frygte denne skæbne, og for hvilke bør vi ikke? Når vi har besvaret dette, må vi dernæst overveje, hvilken klasse selvet tilhører, og da vil vi vide, om vi skal være tillidsfulde med hensyn til eller frygte for vort selvs skæbne.”

”Det er sandt.”

”Ville du ikke forvente, at en sammensat ting eller en naturlig blanding er tilbøjelig til at gå i stykker, hvor den var sat sammen? Og burde ikke hvad som helst, der virkeligt ikke er sammensat af noget, være den ene ting blandt alle andre, der ikke påvirkes på denne måde?”

”Det synes at være tilfældet,” sagde Cebes.

”Er det ikke overvældende sandsynligt, at det, der altid er konstant og uforanderligt, ikke er sammensat, og det, der er ukonstant og foranderligt, er sammensat?”

”Sådan ser det ud for mig.”

”Lad os da vende tilbage til de samme eksempler, som vi drøftede før. Forbliver denne absolutte virkelighed, som vi definerede i vore diskussioner, altid konstant og uforanderlig eller ej? Forandres absolut lighed eller skønhed eller nogen anden uafhængig størrelse, som virkelig eksisterer, på nogen måde? Eller forbliver hver af disse naturlige og uafhængige størrelser altid konstante og uforanderlige uden nogensinde at indrømme nogen ændring i nogen henseende eller i nogen forstand?”

”De må være konstante og uforanderlige, Sokrates,” sagde Cebes.

”Hvad så med de håndfaste eksempler på skønhed – såsom mennesker, heste, tøj osv. – eller på lighed eller nogen anden repræsentant for en klasse, der svarer til en absolut størrelse? Er de konstante, eller er de tværtimod næsten aldrig de samme i nogen forstand i relation til enten dem selv eller til andre?”

”Med dem, Sokrates, forholder det sig lige omvendt; de er aldrig fri for foranderlighed.”

Sokrates går dernæst videre til selvets uforanderlighed: 

”Sagde vi ikke for lidt siden, at når selvet bruger kroppen som instrument i sin søgen, hvad end det er igennem syn, hørelse eller nogen anden sans – for at bruge kroppen vil sige at bruge sanserne – trækkes det af kroppen med ind i det foranderliges sfære og farer vild og bliver forvirret og omtumlet, som om det var beruset, igennem kontakt med ting af en lignende natur?”

”Så sandelig.”

”Men når selvet iagttager sig selv, træder det ind i sfæren af det rene, bestandige, udødelige og uforanderlige, og da det selv er af samme natur, omgås det altid, når det er blevet fri og uden forstyrrelser, med disse og farer ikke længere vild, men forbliver i det absolutte, bestandige og uforanderliges sfære gennem kontakt med væsener af en lignende natur. Og denne tilstand hos selvet kalder vi visdom.”

”En glimrende beskrivelse, Sokrates, og fuldstændig sand.”

”Godt, i lys af alt, vi har sagt, både nu og før, hvilken klasse mener du, at selvet mest af alt minder om og har det nærmeste forhold til?”

”Jeg mener, Sokrates,” sagde Cebes, ”at selv den mest tungnemme person vil ud fra denne logik være enig i, at selvet er i enhver henseende mere som det uforanderlige end det foranderlige.”

”Og kroppen?”

”Som den anden.”

Pointen afrundes i Faedon: 

”Se nu, Cebes,” sagde Sokrates, ”om dette er vores konklusion ud fra alt, vi har sagt. Selvet er mest som det, der er guddommeligt, udødeligt, forståeligt, ensartet, uopløseligt og altid konstant i sig selv og uforanderligt, imens kroppen er mest som det, der er menneskeligt, dødeligt, uensartet, uforståeligt, opløseligt og aldrig konstant i sig selv. Kan vi påberåbe os nogle modstridende argumenter, der viser, min kære Cebes, at dette ikke er tilfældet?”

”Nej, det kan vi ikke.”[ii]

Efter at Sokrates havde overbevist sine venner om selvets uforanderlighed og dermed udødelighed, tømte han med et smil bægret med den giftige skarntydesaft og døde med største sindsro for øjnene af alle.

Panpsykisme, som bl.a. Spinoza var fortaler for (se anden del fra i går), foreslår, at alle materielle partikler også har et bevidsthedselement forbundet. Alt har en form for bevidsthed ifølge den filosofi. Jeg skrev også om, hvorfor den opfattelse har nogle logiske problemer såsom at forklare enhedsoplevelsen af bevidsthed. Men er det ikke desto mindre en mulighed, at selv om ikke alle partikler har bevidsthed, er der en særlig form for partikel, der har bevidsthed eller er bevidst? I så fald vil bevidsthed være et udslag af tilstedeværelsen af en sådan bevidst partikel i en organisme og manglen på bevidsthed fraværet af en sådan partikel. Indtil videre vil jeg lade den hænge her og lade det op læseren at overveje, om dette kan være en mulighed. Men det ville i hvert fald være en meget enkel og direkte forklaring på bevidsthed.

***

[i] The big idea. Can there be a science of mind? Jerry A. Fodor, Times Literary Supplement, den 3. juli 1992, s. 5.

[ii] Faedon 78b-c og 79d-e. Her oversat fra The Collected Diolagues of Plato, redigeret af Edith Hamilton, Princeton University Press, 16. oplag 1996, s. 62-63.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: