Levende ‘Dinosaur Slægtning’ med gener, der trodser enhver evolution

Den levede sammen med sine medreptiler, dinosaurerne, og den går på Jorden i dag. Vi taler om tuatara eller broøglen, et sjældent krybdyr, der overlever på nogle småøer ud for New Zealands kyst. Denne truede art er et “levende fossil”, et levn af en stor gruppe af krybdyr, der engang vandrede med dinosaurerne.

Dyrets naturhistorie beskrives i evolutionære termer i denne uge (den 5.8.2020) i Nature :

Tuatara ( Sphenodon punctatus ) – det eneste nulevende medlem af krybdyrordenen Rhynchocephalia (Sphenodontia), der engang var udbredt over Gondwana – er en ikonisk art, der er endemisk for New Zealand. Tuatara er et centralt led til de nu uddøde stamkrybdyr (hvorfra dinosaurer, moderne krybdyr, fugle og pattedyr udviklede sig)  og dermed er tuatara vigtig for forståelsen af fortidens amnioter [krybdyr, fugle og pattedyr].

Men hvis tuatara “udviklede sig”, er det dog ikke noget, dens gener fortæller noget om:

Her analyserer vi tuataraens genom, der med ca. 5 Gb er blandt de største blandt de hvirveldyrsgenomer, der hidtil er kortlagt. Vores analyser af dette genom sammen med sammenligninger med andre hvirveldyrsgenomer styrker tuataraens unikke position….

Hvorfor skulle et sådant tidligt dyr, der siges at have ”afveget fra slanger og firben” for 250 millioner år siden, have et genom, der er 67% større end det menneskelige genom? Hvorfor skulle det være mere robust, end vi er? Ifølge Northern Arizona University:

Et område af særlig interesse er at forstå, hvordan tuataraer, der kan blive mere end 100 år gamle, opnår en sådan lang levetid. En undersøgelse af nogle af de gener, der er involveret i at beskytte kroppen mod alderens nedbrydelse, konstaterede, at tuataraen har flere af disse gener end nogen anden hvirveldyrart, der hidtil er undersøgt, inklusive mennesker.

Dette fantastiske dyr viser ingen tegn på evolution over meget længere tid end det tidsrum, hvor alle pattedyr og fugle skulle være blevet udviklet.

Men genomet og tuataraen har i sig selv så mange andre unikke egenskaber. For det første har forskere fundet tuatara-fossiler, der går 150 millioner år tilbage, og de ser nøjagtigt ud som dyrene i dag.

Hvor er evolutionen, hvis en nulevende tuatara ser nøjagtigt ud som en tuatara for 150 millioner år siden? Også ifølge Phys.org har Tuatara-genomet holdt sig stabilt i et “enormt tidsrum”:

Uden nære slægtninge har tuataraens position på livets træ længe været omstridt. Forskningen placerer tuataraen solidt på en gren, som den deler med firben og slanger, men de ser ud til at have skilt sig ud og været deres egen art i omkring 250 millioner år – en enorm mængde tid i betragtning af, at primater opstod for kun omkring 65 millioner år siden, og hominider, hvorfra mennesker stammer, opstod for ca. seks millioner år siden.

Alligevel viser tuataraens genom ifølge Nature, at der må være sket nogle pludselige og meget hurtige spring i evolutionen af amnioterne (dyr, hvor fosteret lever i en væske under udviklingen). Hævder Nature, at evolutionen går langsomt, undtagen når den går hurtigt?

Vores fylogenetiske undersøgelse giver indsigt i timingen og hastigheden af ​​amniotudviklingen inklusive bevis for en afbrudt genomudvikling gennem denne fylogeni. Vi finder også, at i modsætning til tidligere antydninger om, at udviklingshastigheden for tuatara er usædvanligt hurtig, er det den langsomste udviklende lepidosaur, der endnu er blevet studeret.

Her kommer så en redningsplanke evolutionsteorien til undsætning:

Denne afstamning viser også moderat hastighed for den molekylære evolution med nogle tilfælde af punktevolution. Vores genomsekvensanalyse identificerer ekspansioner af proteiner, ikke-proteinkodende RNA-familier og gentagne elementer, hvoraf sidstnævnte viser en blanding af reptil- og pattedyrsegenskaber.

Hvordan kaster dette forvirrende genom og den stort set uændrede kropsplan “lys over evolutionen”? 150 millioner år uden ændringer er IKKE evolution. Ikke desto mindre hævder Nature at se en evolution, og at tuatara-genomet “vil hjælpe menneskelig forståelse af amnioternes udvikling, en gruppe, der inkluderer fugle, krybdyr og pattedyr.” Er det bare mig, der ikke kan få øje på, hvordan en art, der ikke ændrer sig over flere hundrede millioner år, kan hjælpe os til at få en bedre forståelse af evolutionen? Eller repeterer Nature bare en allerede givet historie om evolution, uanset hvad forskning og observationer i øvrigt viser?

Den originale artikel ligger frit tilgængeligt for alle at læse:
Gemmell et al., “The tuatara genome reveals ancient features of amniote evolution,” Nature 05 August 2020.

Artiklen er baseret på Living ‘Dinosaur Kin’ Has Genes that Defy Evolution fra https://crev.info/2020/08/tuatara-genome/.

***

Forresten, har du set vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der også ligger frit tilgængeligt for alle? Download det herfra i en højopløst pdf: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf