Umuligt gamle flinteredskaber fra Thenay, Frankrig

Endnu et eksempel på et 1800-tals fund af, hvad der tilsyneladende er spor af mennesker som os (Homo sapiens) fra tider, hvor der ifølge de nu bredt accepterede ideer om menneskets udvikling ikke kan have levet mennesker, kommer fra Thenay i det nordlige Midtfrankrig. I en afhandling, som L. Bourgeois præsenterede den 19. august 1867 for den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi i Paris, fortalte han om flinteredskaber, han havde fundet i 15–20 millioner år gamle aflejringer fra Nedre Miocæn i Thenay. Bourgeois skrev, at de lignede redskaber fra nyere tid som skrabere, bor, knivblade osv., som han havde fundet på jordoverfladen i samme område. På næsten alle Miocæn-eksemplarerne fandt han de normale tegn på menneskelig bearbejdning som fin retouchering, symmetrisk tilhugning og tegn på brug.

Kun få af kongressens deltagere kunne tro på, at der var tale om kulturgenstande. Uforknyt fortsatte Bourgeois sine udgravninger, gjorde flere fund og fik den ene palæontolog og geolog efter den anden overbevist om, at der var tale om tilsigtet bearbejdning. Gabriel de Mortillet var blandt dem, der først blev overbevist.

Nogle videnskabsmænd betvivlede flintens stratigrafiske placering. De første fund gjorde Bourgeois imellem løse klippestykker langs siderne af en lille dal, der skar sig igennem Thenays højslette. Geologer som Sir John Prestwich protesterede og hævdede, at der var tale om overfladefund. Som svar gravede Bourgeois en rende ned i dalbunden og fandt flintestykker, der havde de samme tegn på menneskelig tilvirkning.

Kritikkerne var stadig utilfredse og indvendte, at flintestykkerne i renden var faldet ned igennem sprækker oppe fra højsletten, hvor redskaber fra nyere tid i Pleistocæn ofte blev fundet. For at imødegå dette gravede Bourgeois i 1869 et hul ned fra selve højsletten. Under udgravningen stødte han først på et 30 cm tykt lag kalksten uden sprækker, som stenredskaber fra Pleistocæn kunne være faldet igennem ned til de ældre aflejringer.

Længere nede i en dybde på omkring fem meter i aflejringer fra Nedre Miocæn fandt Bourgeois mange flinteredskaber. De Mortillet skrev i Le Préhistorique: “Der var ikke mere tvivl om deres alder eller deres geologiske placering.”

På trods heraf tvivlede mange fortsat. Det kom til en styrkeprøve i 1872 i Bruxelles på den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi.

Bourgeois præsenterede mange eksemplarer, hvis præcise detaljer blev medtaget i kongressens officielle mødereferat. I sin beskrivelse af et tilspidset redskab forklarede Bourgeois: “Her er et syllignende redskab med en bred basis. Spidsen i midten er resultat af en regelmæssig retouche. Sådanne redskaber går igen i alle tidsperioder. På den anden side er der en slagbule.”

Bourgeois beskrev et andet redskab, som han karakteriserede som en kniv eller et skæreredskab: “Kanterne har regelmæssig retouche, og på den modstående side er der en slagbule.” Bourgeois bemærkede på mange af sine eksemplarer, at kanterne på den del af redskabet, der må have været holdt i hånden, ikke var slidte, imens skærefladens kanter havde omfattende tegn på slid og blankslibning.

Et tredje eksemplar (se skitse) karakteriserede Bourgeois som en pilespids eller syl. Han gjorde opmærksom på en bearbejdning, der tydeligvis havde haft til formål at lave en skarp spids. Bourgeois fandt også blandt sine fund en kerne med to yderender, der var bearbejdet med et eller andet formål for øje. Han anførte: “Den kant, der rager mest frem, er blevet tilhugget med en række slag, sandsynligvis for at få redskabet til at ligge mere behageligt i hånden, der skulle holde det. De andre kanter er fortsat skarpe, hvilket viser, at afslagene ikke skyldes, at stenen har trillet eller rullet rundt.”

For at få afgjort kontroversen satte Kongressen for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi en kommission på femten medlemmer til at undersøge Bourgeois’ fund. Et flertal på otte af kommissionens medlemmer udtalte, at flinten var bearbejdet af mennesker. Fem af de femten så ingen tegn på menneskelig bearbejdning. Et medlem var ikke i stand til at tage stilling, og et andet støttede Bourgeois med forbehold.

Slagbuler var sjældne på Bourgeois’ flintestykker, men de fleste havde en fin retouche på kanterne. Retouchen var ofte kun på den ene side på en enkelt kant, imens den anden side var uforarbejdet. Dette kaldes ensidet afslag. De Mortillet mente ligesom moderne eksperter, at i næsten alle tilfælde er ensidet afslag ingen tilfældighed, men resultat af tilsigtet bearbejdning. I sin bog Musée Préhistorique medtog de Mortillet gengivelser af nogle af de flintestykker, der havde en meget regelmæssig ensidet retouche.

Nogle af Bourgeois’ kritikere kommenterede, at blandt alle de mange flintestykker var der meget få gode eksemplarer, kun omkring 30. Men de Mortillet svarede: “Selv et enkelt ubestridt eksemplar ville være nok, og de har 30!”

Nyere eksperter i stenredskaber som L. W. Patterson skriver, at parallelle ar fra afslag af tilnærmelsesvis samme størrelse er et godt tegn på menneskelig bearbejdning. Illustrationer af flintestykkerne fra Thenay har sådanne ar.

Mange af flintestykkerne fra Thenay har overflader med fine revner i, hvilket betyder, at de har været udsat for ild. Mortillet sluttede, at der var anvendt ild for at sprænge store flinteblokke i stykker. Flintestykkerne var derefter lavet til redskaber.

Det engelsktalende intellektuelle publikum fik kendskab til Thenay-redskaberne fra Nedre Miocæn igennem S. Laings artikler. Laing skrev: “Den menneskelige herkomst til disse redskaber er blevet kraftigt støttet af opdagelsen af, at det minkopiske folk fra Andamanerne fremstiller slibesten eller skrabere, der er næsten identiske med dem fra Thenay, og kløver stenene på samme måde i den påkrævede størrelse og form … I det store hele ser beviserne for disse Miocæn-redskaber ud til at være temmelig sikre, og indvendingerne imod dem har næppe andet grundlag end modviljen imod at indrømme menneskets høje alder.”

Hvem lavede flinteredskaberne fra Thenay? Nogle mente, at de var lavet af menneskets primitive, abelignende forfædre. Men i 1894 skrev S. Laing om flinten fra Thenay: “Denne slags redskaber kan spores løbende uden ændringer bortset fra nogle små forbedringer igennem Pliocæn, Kvartærtiden og helt op til nutiden. Eskimoens og Andamanøernes beboeres skrabere er blot en større og forbedret udgave af Miocæn-skraberen.” Hvis mennesker laver sådanne skrabere i dag, er det også muligt, at mennesker som os lavede samme slags skrabere i Miocæn.

Hvorfor hører vi ikke mere om flinteredskaberne fra Thenay? Grunden ser ud til at være temmelig ligetil. På et tidspunkt i palæoantropologiens historie accepterede mange, der også troede på evolutionsteorien, faktisk Miocæn-redskaberne fra Thenay, men mente, at de var lavet af en tidlig forløber for det moderne menneske. Evolutionsteorien havde overbevist dem om, at en sådan forgænger havde eksisteret, men endnu var ingen fossiler dukket op. I 1891 blev der på Java fundet fossiler, der blev tolket som en længe ventet mellemform (Java-mennesket). Men Java-mennesket blev fundet i aflejringer, der nu anses for at være fra Mellem Pleistocæn, ca. 800.000 år gamle. Det bragte tilhængerne af abemennesket fra Miocæn i et dilemma. Denne forgænger, der skulle være en mellemform imellem fossile aber og moderne mennesker, var ikke fundet i 20 millioner år gamle aflejringer fra Nedre Miocæn, men kom fra Mellem Pleistocæn for mindre end en million år siden. Derfor ser flinten fra Thenay og alle andre beviser for eksistensen af Tertiær-mennesket lige så stille, men tilsyneladende ret så grundigt ud til at være blevet udelukket fra videre overvejelse og glemt.

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 58-62.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det herfra i en højopløst pdf: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf