Hop til indhold

Lee Spetner: Min tvivl om evolution

Den 21. august skrev jeg en anmeldelse af en ny bog dansk, Ikke helt tilfældigt af Lee Spetner. Jeg tillader mig her at bringe et uddrag fra bogens forord for at give en bredere ide om, hvad denne aldeles glimrende bog går ud på. Lee Spetner skriver (den danske oversættelse skyldes Helge Hoffmann):

“I 1963 sad jeg og lyttede til en forelæsning om evolution, som Bentley Glass holdt på Johns Hopkins University, og kom til at spekule­re på, hvordan den enorme mængde information i planter og dyr var blevet opbygget. På den tid underviste jeg i statistisk kommunikati­onsteori og informationsteori, og det var sandsynligvis med til at åb­ne mine øjne for problemet. Nogle dage efter forelæsningen spurgte jeg Bentley om det, men han kunne ikke hjælpe mig. Han havde al­drig rigtig selv skænket det en tanke. Problemet blev ved med at be­skæftige mine tanker og førte til sidst til, at jeg skrev nogle artikler om emnet i The Journal of Theoretical Biology (som var et forholdsvis nyt tidsskrift på det tidspunkt), i Nature og i Transactions on Informa­tion Theory of the IEEE. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke gjort op med mig selv, hvad jeg mente om spørgsmålet.

Jeg kunne ikke slippe en følelse af, at der var noget, der haltede ved evolutionsteorien. Senere læste jeg Richard Dawkins’ bog Den blinde urmager (The Blind Watchmaker), men den gav ingen rigtig mening for mig. Tilfældige fejl under kopiering af DNA kombineret med na­turlig udvælgelse skulle være forklaringen på, hvordan alt liv havde udviklet sig fra en primitiv, encellet organisme. Jeg kunne ikke for­stå, hvordan tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse kunne op­bygge den information, teorien om fælles afstamning kræver. Kun­ne små fejl i kopiering af DNA virkelig tilføre levende organismer ny information? Det havde jeg svært ved at tro, og jeg besluttede mig for at imødegå de påstande om evolution, som Dawkins fremsatte i sin bog. Derfor skrev jeg bogen Not By Chance! som blev udgivet i Israel i 1996 og i USA i 1997.

Den neodarwinistiske teori strider mod al intuition, hvilket også dens tilhængere indrømmer. Alle nutidige livsformer antages at ha­ve udviklet sig fra en primitiv celle, og den celle skal være opstået af sig selv af simple kemikalier. Mere præcist, hvordan den første celle er blevet til, er der ingen, der kan forklare, men så godt som alle biologer mener, de har en nogenlunde god forståelse for, hvordan alle levende væsner derefter har udviklet sig fra denne celle.

Der viser sig at være en anseelig mængde information i træer, fisk, elefanter og mennesker. Men hvor kommer denne information fra? Evolutionsteorien påstår, at den kommer fra tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse. Hvordan kan det fungere? Naturlig udvælgelse fremstilles som den magi, der får evolutionen til at ske, men det eneste, naturlig udvælgelse kan udrette, er at eliminere de dårligst tilpassede livsformer og dermed give de bedst tilpassede plads til at overleve og formere sig. Men hvordan er de bedst tilpassede livsformer opstået? Det spørgsmål skulle tilfældige mutationer så kunne besvare.

Den opbygning af information, som teorien om fælles afstamning kræver, kan ifølge evolutionslæren kun stamme fra fuldstændigt tilfældige mutationer i levende organismers DNA. På hvert lille trin i evolutionen må der altså være sket en mutation, som giver den organisme, der muteres, en fordel frem for andre. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Er det en rimelig antagelse? For at afgøre det spørgsmål har nogle folk (herunder jeg selv) regnet på sandsynligheden for, at tilfældige mutationer kan resultere i en opbygning af information.

Vi har selvfølgelig ikke alle de data, vi skal bruge til at lave præcise beregninger af denne sandsynlighed. Men selv om vi er forsigtige i vores antagelser og hele tiden lader tvivlen komme den neodarwinistiske teori til gode, støtter sådanne beregninger på ingen måde tanken om fælles afstamning. Darwinisterne accepterer ikke disse beregninger som endegyldige, men foreslår forskellige alternative scenarier, der kan øge sandsynligheden for, at de har ret.

I bogen Darwin’s Black Box forklarer Michael Behe, hvorfor den neodarwinistiske evolutionsmodel ganske enkelt ikke holder vand. Behe beskriver nogle biologiske systemer/mekanismer, som er “ikke-reducerbart komplekse”. Dermed menes, at disse systemer er sammensat af et antal uundværlige komponenter på en sådan måde, at systemet kun kan fungere, når alle komponenterne er på plads. Behe påpeger, at et sådant system ikke kan udvikle sig ét lille skridt ad gangen, fordi den naturlige udvælgelse først kan gøre gavn, når systemet er funktionelt. Også i dette tilfælde består darwinisternes modargumenter af scenarier, hvor den naturlige udvælgelse måske alligevel vil kunne virke, men disse scenarier er rent hypotetiske.

Takket være darwinisternes evne til at opfinde scenarier, der kan imødegå en hvilken som helst kritik af deres teori, vil de aldrig kunne overbevises af selv nok så gode argumenter for, at den neodarwinistiske evolutionsmodel ikke kan fungere. Jeg har derfor konkluderet, at det vil være mere formålstjenligt at udfordre dem til at godtgøre, at evolutionen faktisk kan virke – udfordre dem til at gøre andet og mere end at komme med tågede forestillinger om, hvorfor deres teori måske alligevel ikke er ubrugelig, og vise med konkrete udregninger, at der er en rimelig høj sandsynlighed for, at evolutionen kan virke. Dette krav må de opfylde, hvis deres teori skal hvile på videnskabelig grund. De har aldrig opfyldt dette krav, for det kan de ikke. De kan ikke godtgøre, at alt livs udvikling fra en primitiv urcelle er så sandsynlig, at deres model på nogen måde står som andet end en påstand. De har ikke formået at samle evidens for deres hypotese om fælles afstamning, og derfor kan evolutionslæren dybest set slet ikke regnes for en videnskabelig teori. Det er en af mine væsentligste pointer i denne bog.

Der kan i mine øjne ikke lægges for stor vægt på sandsynlighedsberegninger. Den neodarwinistiske evolutionsteori er ikke af samme art som Newtons mekaniske teorier, hvor udregninger kan beskrive et fysisk legemes bevægelse under påvirkning af en bestemt kraft. Den kan heller ikke sammenlignes med Maxwells teori om elektromagnetisme, hvis ligninger beskriver elektriske og magnetiske felters påvirkning af elektriske ladninger. Disse teorier og deres tilhørende ligninger kan afprøves eksperimentelt. I den neodarwinistiske teori beskrives evolution som et resultat af tilfældige mutationer, som måske/måske ikke resulterer i en tilpasningsegnet fænotype. Der er tale om rene tilfældigheder. Teorien kan kun afprøves ved at udregne for de nødvendige hændelser og vurdere, om disse sandsynligheder er tilstrækkeligt store. Teorien har aldrig levet op til kravet om en vis sandsynlighed og er derfor ikke en gyldig teori. De fænomener, der skal godtgøre evolution, er kun indicier, og indicier kan ikke stå alene. Der må være en teori, som knytter fakta til konklusionen på en nogenlunde overbevisende måde. Men i stedet for en sandsynliggjort teori præsenterer darwinisterne os kun for optænkte scenarier, der skal muliggøre, at evolution kan finde sted. Teorien understøttes ikke med sandsynlighedsberegninger af nogen art.

De fossile “beviser” for evolution består af forsteninger af uddøde organismer, der sammensættes i en rækkefølge, der synes at vise en gradvis overgang fra den ene form til den næste. Dette udgør imidlertid på ingen måde noget overbevisende argument for evolution. Netop fordi man opererer med uddøde arter, har man ingen mulighed for at godtgøre påstanden, om at den ene form har udviklet sig fra den anden ved hjælp af en række på hinanden følgende små ændringer. Evolutionsteorien hævder for eksempel, at et abelignende væsen på et tidspunkt har avlet et lidt mere menneskelignende afkom på grund af en mutation i kønscellerne. Derefter har dette afkom oplevet det samme, og en kæde af sådanne begivenheder har efter nogle millioner år resulteret i fremkomsten af et fuldt udviklet menneske. Denne rækkefølge af stadigt mere menneskelige væsner er aldrig blevet observeret, men er alligevel blevet et af evolutionsteoriens dogmer. Der findes imidlertid ingen videnskabelig evidens for den darwinistiske teori om fælles afstamning. Mere herom i kapitel 4.

Mens der ingen påvisning findes for teorien om fælles afstamning, finder man talrige vidnesbyrd om, at en eller anden form for udvikling har fundet sted. Populationer forandrer sig i mange tilfælde over tid. I årtier har darwinisterne hævdet, at teorien om fælles afstamning blot er en naturlig forlængelse af de forandringer inden for forskellige arter, som vi rent faktisk kan observere. Det bedst kendte eksempel er vel mikroorganismers udvikling af resistens mod antibiotika, men det er langt fra det eneste. Jeg vil komme med flere eksempler i kapitel 3.

Mine forstudier i forbindelse med min tidligere bog gav mig et godt blik for, at planter og dyr synes at besidde evner til at forandre sig som reaktion på ændringer i deres eksistensvilkår. Disse forandringer lader sig også nedarve til efterfølgende generationer. Forandringerne er ofte (måske altid) formålstjenlige tilpasninger og repræsenterer afgjort en udvikling. Der er imidlertid to gode grunde til, at disse ændringer ikke kan betragtes som den form for evolution, den neodarwinistiske teori om fælles afstamning kræver. For det første sker disse ændringer meget hurtigere, end evolutionsteorien forudsiger – alt for hurtigt til at være et resultat af tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse. For det andet tilføjer disse forandringer ikke information til genomet, og det er en afgørende forudsætning for, at de kan bidrage til den makroevolution, teorien om fælles afstamning postulerer.

I min tidligere bog fremsatte jeg en hypotese vedrørende denne begrænsede form for udvikling. Jeg kaldte det NREH eller Nonrandom Evolutionary Hypothesis (hypotesen om ikke-tilfældig evolution). Hypotesen går ud på, at levende organismer har en indbygget mekanisme, der tillader miljømæssige påvirkninger at udløse genetiske forandringer, der kan afføde ændringer i en organismes fænotype, og at disse ændringer kan nedarves. Både mekanismen til den genetiske forandring og mekanismen til udløsning af denne forandring ved udefrakommende påvirkninger er på forhånd indbygget i organismen. Jeg gør mig ingen forestillinger om, hvor disse mekanismer kommer fra. Jeg finder ingen indikationer på deres oprindelse og ser mig ikke i stand til at opstille nogen teori om, hvordan de eventuelt skulle være opstået.

Min hypotese baserede sig på observationer af forskellige arters hurtige tilpasning til ændringer i deres omgivelser og observationer af, hvordan spontane genetiske forandringer ofte resulterede i netop en sådan tilpasning. Præcis hvordan disse genetiske forandringer blev udløst af omgivelsernes påvirkning, havde jeg ikke nogen forklaring på, men der var tydelige indikationer på, at de havde fundet sted. I dag, femten år senere, har jeg fundet omfattende støtte for min hyposandsynlighederne tese i den videnskabelige litteratur. Der er nu evidens for epigenetiske mekanismer, der kan forklare fænomenet. Mere om dette i kapitel 2.

NREH kaster ikke bare nyt lys over hele spørgsmålet om evoluti­on, men kan tilsyneladende også danne basis for en løsning på andre ubesvarede spørgsmål. Det vil jeg diskutere nærmere i kapitel 5. Det vigtigste er, at NREH giver en bedre forklaring på forskellige viden­skabelige fakta såsom de fossile fund og den biogeografiske diversi­tet, end den neodarwinistiske teori om tilfældig mutation og naturlig udvælgelse gør. Det ser jeg nærmere på i kapitel 4.

Min kritik af den neodarwinistiske teori er således todelt. For det første er den helt afgørende forudsætning for teoriens brugbarhed – at sandsynligheden for tilfældige mutationer er høj nok til at gøre teorien værd at overveje – aldrig blevet opfyldt. For det andet er de ’be­viser’, darwinisterne fremfører, ikke i stand til at understøtte teorien. Jeg fremfører en anden forklaring på den observerbare udvikling – en forklaring, der ikke indeholder evolutionsteoriens fejl og mangler, men tværtimod fører til den konklusion, at den neodarwinistiske te­ori må opgives. Lee M. Spetner, juni 2014.”

 

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: