Striden om 2-3 mio. år gamle flinteredskaber fra East Anglia, 2

Jeg bragte sidste søndag min første del om de omfattende fund af primitive stenredskaber, der blev gjort af J. Reid Moir i East Anglia i de første årtier af det 20. århundrede. På grund af deres tilsyneladende ekstremt høje alder på 2-3 mio. år, en alder, der ikke skulle kunne lade sig gøre ifølge den tids (og vores tids) opfattelse af menneskets evolution, blev de udsat for en heftig kritik.

Som det næste, der skete, blev en international videnskabskommission nedsat på anmodning af Det Internationale Institut   for Antropologi til at bedømme Moirs fund. Kommissionen bestod af otte fremtrædende europæiske og amerikanske antropologer, geologer og arkæologer og offentliggjorde sine konklusioner i 1923. Kommissionen støttede Moirs konklusioner. Dens medlemmer havde konstateret, at flinten fra bunden af The Red Crag nær Ipswich lå i et uforstyrret lag, der mindst var Pliocæn i alder. Tilhugningen på flinten skyldtes utvivlsomt mennesker. Kommissionens medlemmer foretog selv fire udgravninger i residuallagene under The Red Crag og fandt egenhændigt fem typiske eksemplarer. Disse redskaber må have været mindst 2,5 millioner år gamle, og fordi residuallagene indeholder materiale fra gamle Eocæn-lag, kan de have været op til 55 millioner år gamle.

Kommissionsmedlemmet Louis Capitan erklærede: “Nederst i The Red Crag findes der i uforstyrrede lag tilvirkede flinteredskaber (vi har selv set dem). Disse er ikke fremstillet af noget andet end et menneske eller en hominid, der levede i Tertiærtiden. Vi forhistorikere anser denne kendsgerning for absolut bevist.”

Selv efter kommissionsrapporten fortsatte Moirs modstandere overraskende nok deres forsøg på at vise, at flinteredskaberne var naturlige dannelser under tryk. Warren hævdede, at flinten kunne være blevet knust af isbjerge imod havbunden langs kysten. Men så vidt vi ved, har ingen nogensinde vist, at isbjerge kan frembringe de talrige slagbuler og det dygtige arbejde, man fandt på Moirs redskaber. Ydermere lå mange af fundene fra The Red Crag inde i formationen og ikke på hårde klippeoverflader, som et isbjerg kunne have knust dem imod. Desuden rapporterede den engelske arkæolog J. M. Coles, at redskaberne fra Foxhall fandtes i sedimenter, der kommer fra terrestriske [’terrestrisk’ refererer til landjord] og ikke marine [’marin’ refererer til hav] aflejringer. Dette udelukkede også Warrens isbjergteori.

Efter Warren kom med sin isbjergforklaring, døde diskussionen hen. Coles skrev i 1968: “At . . . videnskabens verden ikke så sig i stand til at acceptere hverken den ene eller den anden side uden en høj grad af usikkerhed må være forklaringen på den ret bemærkelsesværdige mangel på opmærksomhed, som dette problem fra East Anglia har fået siden den aktive kontrovers’ dage.” Dette er måske noget af sandheden, men der er dog en anden mulig forklaring: Visse kredse i det videnskabelige samfund konkluderede, at tavshed og ikke aktiv, højlydt modstand var en bedre måde at begrave Moirs fund på. Fra og med 1950’erne stod den videnskabelige opfattelse solidt bag ideen om, at mennesket havde udviklet sig i Afrika i Nedre Pleistocæn. Derfor var det formålsløst og nærmest pinagtigt og skadeligt at fortsætte med at tilbagevise nogle teoretisk umulige engelske fund fra Pliocæn. Dette ville holde alt for meget liv i begge sider af striden. Tavshedstaktikken, hvorvidt den var overlagt eller ej, viste sig at være en effektiv måde at få Moirs fund ud af verden på. Ingen behøvede at tilbagevise noget, som ingen kendte til, og der var heller ikke meget at vinde ved at forsvare eller støtte det.

Coles’ udsagn er undtagelsen fra den generelle instinktive afvisning af (eller fuldstændige tavshed omkring) Moirs fund. Han skrev, at det er ”urimeligt at afvise alle disse fund uden overhovedet at overveje dem.” I en afhandling fra 1968 accepterede han modvilligt nogle af redskaberne som ægte.

Skønt de fleste nutidige autoriteter ikke engang nævner Moirs fund, falder man en sjælden gang over en afvisning som i The Ice Age in Britain af B. W. Sparks og R. G. West: “Tidligt i dette århundrede blev mange flintestykker fra Nedre Pleistocæn beskrevet som kulturgenstande, f.eks. flintestykker fra The Red Crag nær Ipswich og de såkaldte rostrocarinater fra bunden af The Red Crag nær Norwich. Alle anser dem nu for at være naturligt frembragte. De tilfredsstiller ikke kravene til identifikation som redskaber, nemlig at genstandene bliver fundet i lag, der geologisk set giver mulighed for menneskers tilstedeværelse og helst med andre tegn på menneskers aktiviteter (f.eks. tilhugning, slagtning eller begravelse), og at de udviser tegn på afslag fra to eller tre retninger i rette vinkler.” Sparks og West fra Cambridge Universitet er eksperter i Englands Pleistocæn.

Som svar til Sparks and West kan det bemærkes, at Moir og andre specialister som Osborn og Capitan var fuldt ud kvalificerede til at klassificere de fundne genstande som deciderede redskabstyper (håndøkser, bor, skrabere osv.), der er fuldt på højde med accepterede palæolitiske fund som f.eks. Mousterien. Lokaliteten ved Foxhall sammen med Foxhall-kæben blev af mange eksperter anset for at være et sted, der geologisk set gav mulighed for menneskers tilstedeværelse. Moir havde sluttet, at der havde været et flinteværksted, og fandt tegn på anvendelse af ild. Hvad angår afslag fra flere retninger i rette vinkler, er dette ikke noget absolut kriterium for menneskeligt værk på stengenstande. Men selv om det skulle være det, konstaterede M. C. Burkitt fra Cambridge faktisk afslag fra flere forskellige retninger i rette vinkler på nogle af Moirs redskaber.

Burkitt, der deltog i den internationale kommission, der undersøgte Moirs redskaber i 1920’erne, gav dem en positiv behandling i sin bog The Old Stone Age fra 1956. Burkitt var specielt imponeret af lokaliteten ved Thorington Hall tre kilometer syd for Ipswich, hvor der var fundet flinteredskaber i The Red Crag. “Ved Thorington Hall blev der fundet muslingeskaller med hængslerne intakte lige oven over kulturgenstandene … ingen grusbevægelse, som kan have knust den indeholdte flint, kan have fundet sted, siden den helt sikkert ville have ført til ødelæggelsen af de skrøbelige hængsler på disse skaller.”

Burkitt kom derefter med en slående konklusion om redskaberne, der blev fundet i og under The Red Crag: “Selve eolitterne er for de flestes vedkommende meget ældre end de Øvre Pliocæns aflejringer, som de blev fundet i. Nogle af dem kan måske faktisk dateres tilbage til tider før Pliocæn.” Med andre ord var han rede til at acceptere eksistensen af redskabsfremstillende hominider i England for over 5 millioner år siden. Da der er så mange tegn inklusive skeletrester på, at det fuldt moderne menneske eksisterede i tider før Pliocæn, er der ingen grund til at udelukke muligheden af, at de af Moirs af redskaber, der kom fra under The Red Crag og The Coralline Crag, blev lavet af Homo sapiens for over fem millioner år siden.

En anden forsvarer for Moirs fund var Louis Leakey, der skrev i 1960 : “Det er mere end sandsynligt, at der levede primitive mennesker i Europa i Nedre Pleistocæn, ligesom de levede i Afrika, og en del af fundene fra aflejringerne under The Red Crag og The Coralline Crag ser afgjort ud til at være tildannet af mennesker og kan ikke regnes for blot at være resultat af naturkræfter. Redskaber fra under The Red Crag kan imidlertid ikke være fra Nedre Pleistocæn, men må mindst være Øvre Pliocæn i alder [dvs. over 2,5 mio. år].”

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 34-40.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf