Den Mitokondrielle Eva

Jeg har på det seneste skrevet om de molekylære analyser og sammenligner (se her og her), som evolutionister i vore dage bruger som argument til støtte for deres påstand om, at der er foregået en blind fysisk evolution af livet fra den første oprindelige livsform frem til nu. Jeg vil se på endnu almindeligt udbredt molekylært argument, denne gang i relation til menneskets oprindelse.

Indtil sidste del af det 20. århundrede måtte evolutionisterne nøjes med undersøgelser af fossiler og andre fundne genstande, når de forsøgte at spore menneskets historie. Med molekylærbiologiens udvikling syntes det imidlertid nu inden for mulighedernes rammer at kortlægge menneskets afstamning blot ved at sammenligne molekylesekvenser.

Siden 1980’erne har videnskabsfolkene hævdet, at ud fra sådanne molekylære undersøgelser kan de spore alle menneskers fælles stamfader tilbage til en kvinde, der levede i Afrika for omkring 200.000 år siden. Dette er blevet kendt som teorien om den afrikanske Eva eller ud-af-Afrika-teorien.[i]

Ud-af-Afrika-teorien bygger på undersøgelser af mitokondrielt DNA i kvinder. Det meste DNA i mennesker finder man i cellekernen, men celler indeholder også små runde organeller, der kaldes mitokondrier og indeholder en lille mængde DNA, selv om de findes uden for cellekernen.

DNA’et i cellekernen er en blanding af DNA fra begge forældre og er ordnet i kromosomer, som alle menneskeceller har 46 af. Kønsceller, dvs. æg- og sædceller, har dog kun halvdelen af det antal, altså 23 kromosomer hver. Når en ægcelle og sædcelle smelter sammen, har cellerne i det resulterende afkom igen 46 kromosomer i sin cellekerne, 23 fra hver forælder. På denne måde er DNA’et i cellekernen en kombination af DNA fra både moder og fader.

Imidlertid stammer mitokondrielt DNA kun fra moderen.[ii] I en efterkommers første celle kommer hele cellens maskineri inklusive mitokondrierne fra moderens ægcelle, for sædcellen bidrager kun med sine 23 kromosomer til cellekernen. Alle har vi derfor kun mitokondrielt DNA fra vores moder, der igen kun har fået det fra sin moder. Således er denne form for DNA blevet videreført uændret, når man ser bort fra tilfældige mutationer, fra moder til datter siden den første moder, der   er blevet døbt ”den Mitokondrielle Eva”.

De afrikanske-Eva forskere hævder, at Mitokondrielle Eva levede i Afrika for cirka 200.000 år siden. De er nået til denne konklusion ved at tage det mitokondrielle DNA’s mutationsrate og sammenholde den med forskelle i det mitokondrielle DNA i forskellige befolkningsgrupper verden over. På denne måde mener de at kunne klarlægge hvilken population, der er stamfader til en anden, og hvor længe siden det er, at de to populationer deltes.

I praksis betyder dette, at genetiske forskere har analyseret store mængder af mitokondrielle DNA-sekvenser fra grupper af mennesker over hele verden med computerprogrammer, der sorterer dataene i statistiske træer. Forskerne forsøger at fastslå det simpleste træ med det mindste antal forgreninger, hvilket med andre ord er det statistiske træ, der ser ud til at kræve det mindste antal evolutionære ændringer for at forklare sine data. Dette træ mener man repræsenterer de faktiske historiske relationer mellem forskellige populationsgrupper. Som en ekstra kontrol bør dette træ også udvise den største variation i mitokondrielt DNA, siden det har haft længst tid til at ansamle mutationer.

Ifølge en af de oprindelige afrikanske-Eva afhandlinger, der blev offentliggjort i 1987 af Cann, Stoneking og Wilson,[iii] konkluderede forskerne, at det simpleste træ havde den afrikanske gruppe som sin rod. En anden rapport i 1991 af Vigilant, Stoneking, Harpending, Hawkes og Wilson bekræftede denne konklusion.[iv]

Men ikke alt er så soleklart, som det lader til. Genetikeren Alan Templeton påpegede, at ved nye analyser af samme data som i første undersøgelse fandt andre videnskabsmænd 10.000 træer, der var mere simple end det træ, der oprindeligt var blevet fremført som det simpleste træ. Mange af disse træer havde blandede asiatisk-afrikanske rødder.[v] I en analyse af den anden rapport fandt Templeton selv over 1.000 træer, der var mere simple end det, som var blevet hævdet at være det mest simple. Alle disse havde ikke-afrikanske rødder. Så vidt teorien om afrikanske-Eva ifølge Templeton.[vi]

Hvad er grunden til så forskellige resultater? Alan Templeton forklarer: “Computerprogrammer … kan ikke garantere, at det simpleste træ vil blive fundet, når man har med så store datamængder at gøre, for det er alt for stor en informationsmængde til at kunne blive undersøgt til bunds.”[vii] Han gjorde opmærksom på, at i en af undersøgelserne var der 1,68×10²⁹⁴ mulige træer. Det overstiger en hvilken som helst computers kapacitet at undersøge selv en brøkdel af så stor en datamængde. Hvad computerne i stedet gør, er at udvælge et træ, der kun er det mest simple inden for en delmængde af det totale antal mulige træer. Hvilken delmængde afhænger igen af den rækkefølge, som dataene bliver indført i computeren med. For at omgå dette må forskerne indføre de samme data i computeren flere gange i tilfældig rækkefølge. Når dette er sket et tilstrækkeligt antal gange, og man derefter står med et antal ”mest simple træer”, kan man sammenligne dem og nå til en konklusion. En mindre grundig metode blev fulgt ved de første afrikanske-Eva undersøgelser.

Hvad mere er, løser den tilfældige indførelse af data ifølge Templeton ikke engang problemet. Sådanne analyser bygger på en del antagelser, der er vanskelige at bekræfte, og som kan vise sig ikke at holde. Et eksempel på en sådan antagelse er, at mitokondrielt DNA ikke skulle være genstand for naturlig selektion. Her har nyere forskning nu vist, at den antagelse er forkert. Man er også gået ud fra, at i alle de geografiske områder, der er indgået i undersøgelserne, har der været samme befolkningstilvækst. Det behøver ikke nødvendigvis at være tilfældet. Dataene kan også være vildledende, hvis befolkninger i forskellige områder har blandet sig med hinanden, hvilket meget vel kan være sket. Alt i alt er det ifølge Templeton ikke muligt gennem sådanne studier alene at nå til en absolut konklusion om, hvor den første fælles menneskelige stamfader levede.

Ligesom den sidste fælles kvindelige stammoders geografiske placering er tvivlsom, er hendes alder på 200.000 år det også. Igen afhænger denne alder af, at en del antagelser er korrekte, for eksempel hvornår mennesket og chimpansen skilte sig ud fra hinanden. Nogle hævder, at dette skete for 4 millioner år siden, imens andre giver tal på 6, 9 eller sågar 10 millioner år. Det forudsætter selvfølgelig, at mennesker og chimpanser overhovedet har en fælles stamfader til at begynde med. Nogle vil nok synes, at det er at ville bevise fælles afstamning ved at antage fælles afstamning, hvilket er en cirkelslutning. Men hvis vi ser bort fra det, kan de 200.000 år, når disse forskellige tal køres gennem regnemaskinen, let gå hen og blive til så meget som 1,3 millioner år.[viii]

En anden faktor, der indregnes i dette regnestykke, er det ”molekylære ur” eller mutationsraten. I de beregninger, der hidtil er blevet foretaget, er genetikerne gået ud fra, at mitokondrielt DNA ikke påvirkes af naturlig selektion, men som allerede nævnt, er det tilsyneladende ikke rigtigt. Flere andre faktorer påvirker udregningen af alderen på denne sidste fælles stammoder så meget, at i en af undersøgelserne nåede forskerne, når de indregnede de forskellige usikkerhedsfaktorer, til en alder for den første fælles menneskelige stamfader på et sted imellem 33.000 og 675.000 år.[ix]

Alt i alt er det ikke urimeligt at anse undersøgelser af mitokondrielt DNA og andre genetiske undersøgelser for at fastslå menneskets oprindelse og alder for i bedste fald at være uklare og i værste fald direkte vildledende. De bygger på så mange antagelser, at på et tidspunkt måtte populationsgenetikeren Rosalind Harding fra universitetet i Oxford indrømme: ”Der er ingen entydig genetisk konklusion. Det spørgsmål er vi nødt til at lade fossilmændene finde et svar på.”[x]

Det er også en af grundene til, at vi her på Intelligent Design DK jævnligt bringer artikler om fossilfund og arkæologiske undersøgelser, der er relateret til menneskets oprindelse. Søg eventuelt på tag’gen Forbudt Arkæologi.

***

[i] Baseret på Human Devolution, Michael Cremo, s. 82–95.

[ii] Dette kan være en sandhed med modifikation. Undersøgelser viser, at halen af sædcellen, der indesluttes i ægcellen, også indeholder noget mitokondrielt DNA. Således kan faderen muligvis også bidrage med mitokondrielt DNA i afkommet. Dette blev diskuteret i en afhandling i 1996 i Proceedings of the National Academy of Sciences (Friderun Ankel-Simons og Jim M. Cummins, Misconceptions about mitochondria and mammalian fertilization: Implications for theories on human evolution, PNAS den 26. november 1996, vol. 93 no. 24, s. 13859-13863). Imidlertid viser nyere undersøgelser nu, at selv om dette er korrekt, ser det også ud til, at al fædrene mitokondrielt DNA ikke desto mindre tilintetgøres af forskellige proceser under befrugtningen, før det bliver en del af cellerne i afkommet (Se Yoshiki Nishimura, Tomoya Yoshinari, Kiyoshi Naruse, Takeshi Yamada, Kazuyoshi Sumi, Hiroshi Mitani, Tetsuya Higashiyama og Tsuneyoshi Kuroiwa, Active digestion of sperm mitochondrial DNA in single living sperm revealed by optical tweezers, PNAS USA, den 31. januar 2006; 103(5): 1382–1387). Ifølge Nishimura et al. kan det stadig konkluderes, at alt mitokondrielt DNA stammer fra moderen.

[iii] Mitocondrial DNA and Human Evolution, R.L. Cann, M. Stoneking og A.C. Wilson, Nature, 325 (1987), s. 31-36.

[iv] African Populations and the Evolution of Human Mitocondrial DNA, L. Vigilant, M. Stoneking, H. Harpending, K. Hawkes og A.C. Wilson, Science 253 (1991), s. 1503-1507.

[v] The ‘Eve’ Hypothesis: A Genetic Critique and Reanalysis, Alan R. Templeton, American Anthropologist 95 (1), 1993, s. 52.

[vi] Human Origins and Analysis of Mitocondrial DNA Sequences, Alan R. Templeton, Science 255 (1992), s. 737.

[vii] Templeton 1993, s. 52

[viii] Human Devolution, s. 85-86

[ix] Human Devolution, s. 86-87

[x] Modern Men Trace Ancestry to African Migrants, Ann Gibbons, Science 292 (2001), s. 1052.