Piltdown-bedraget

Jeg vil gerne over nogle gange gennemgå et af videnskabens kendteste bedragerisager, det engelske Piltdown-bedrag. Affæren er lige så spændende som en kriminalroman og åbner for nogle store spørgsmål. Hvordan var det f.eks. muligt, at nogle af verdens førende videnskabsfolk i den grad kunne lade sig bedrage og videregive bedraget til den almene offentlighed?

Piltdown giver et godt indblik, hvordan ideer omkring menneskets evolution bliver accepteret og forkastet. I modsætning til den almindelige opfattelse af, at fossiler taler deres eget klare sprog, udelukker det forgrenede net af omstændigheder, der omgiver ethvert palæoantropologisk fund, altid enhver enkel og ligefrem tolkning. En sådan uklarhed må man specielt regne med, når der er tale om et nøje planlagt bedrag, hvis det er, hvad Piltdown var, men generelt er selv ’normale’ palæoantropologiske fund hyldet ind i flere lag af usikkerhed. Piltdown gør det klart, at grænsen imellem realitet og bedrag ofte er uklar.

Mange tilhængere såvel som modstandere af den darwinistiske teori om menneskets oprindelse kender hovedtrækkene i historien om Piltdown. Videnskabsmænd på British Museum afslørede i begyndelsen af 1950’erne fossilerne, hvor det første blev fundet af Charles Dawson i årene 1908–1911, som et bedrag. Det gav evolutionsteoriens kritikere lejlighed til at betvivle troværdigheden hos de videnskabsmænd, der i flere årtier havde anbragt Piltdown-fossilerne i menneskets evolutionære stamtræ.

Dawson finder et kranium

Engang omkring 1908 bemærkede advokaten og amatørantropologen Charles Dawson, at en landevej nær Piltdown i Sussex var ved at blive udbedret med ral af flint. Som altid var Dawson på udkig efter flinteredskaber. Han forhørte sig hos vejarbejderne og fandt ud af, at flinten kom fra et stenbrud på et nærliggende gods, Barkham Manor, der tilhørte Mr. R. Kenward, som Dawson kendte. Dawson besøgte stenbruddet og bad et par arbejdere holde øje med ethvert redskab eller fossil, der dukkede op. I 1913 skrev Dawson:

“Under et af mine efterfølgende besøg i stenbruddet rakte en af mændene mig et lille stykke af en usædvanlig tyk menneskelig parietalknogle [’parietal’ refererer til issen]. Jeg foretog med det samme en undersøgelse, men fandt intet mere … Det var ikke før nogle år senere i efteråret 1911, at jeg på et besøg på stedet fandt blandt stenbruddets regnvaskede kasserede bunker et andet og større stykke, der tilhørte pandeområdet på det samme kranium.”

Dawson lagde mærke til, at flinten fra stenbruddet havde samme farve som kraniestykkerne.

Dawson var ingen almindelig amatør. Han var medlem af The Geological Society og havde i 30 år været samler for British Museum. Han havde udviklet et nært venskab med Sir Arthur Smith Woodward, museumsinspektøren på det Geologiske Instititut på British Museum og medlem af The Royal Society. I februar 1912 fortalte Dawson i et brev til Woodward, hvordan han var ”faldet over en meget gammel Pleistocæn-aflejring … som jeg tror vil vise sig at være meget interessant … [Jeg har fundet] en del af et menneskekranium, der kan måle sig med Homo heidelbergensis.” Alt i alt havde Dawson fundet fem stykker af kraniet. For at fiksere dem havde han lagret dem i kaliumdikromat.

Lørdag den 2. juni 1912 begyndte Woodward og Dawson sammen med Pierre Teilhard de Chardin, en studerende på en lokal jesuiterpræsteskole, at foretage udgravninger i Piltdown, og de blev belønnet med flere fund. På den allerførste dag fandt de endnu et stykke af kraniet. Flere fulgte. Dawson skrev senere:

“Tilsyneladende var hele eller det meste af menneskekraniet slået i stykker af arbejderne, der havde smidt stumperne væk uden at lægge mærke til det. Vi fik fat på så mange som muligt fra de kasserede dynger. I en lidt dybere sænkning i det uforstyrrede gruslag fandt jeg højre halvdel af en underkæbe fra et menneske. Så vidt jeg kunne vurdere ud fra placeringen af et træ 3 eller 4 yards derfra, var stedet identisk med det, hvor mændene havde arbejdet, da den første del af kraniet blev fundet for flere år siden. Dr. Woodward udgravede også en lille del af kraniets nakkeknogle inden for en yard fra det sted, hvor kæben blev fundet, og i præcis samme niveauhøjde. Kæben syntes at have været brækket ved symfysen [sammenvoksningen] og havde nogle afskrabninger, måske fra da den faldt på sin plads i gruset før sin fuldstændige aflejring. Fragmenterne af kraniet havde kun få eller ingen tegn på at være rullet eller andre former for slid undtagen et snit bag på parietalen [issen], sandsynligvis fra en arbejdsmands hakke.”

I alt blev der fundet ni fossile kraniestykker, fem af Dawson alene og fire mere efter, at Woodward sluttede sig til udgravningen.

Ud over de humane fossiler blev der også fundet mange slags fossiler af pattedyr inklusive tænder fra elefant, mastodont, hest og bæver. Der blev også fundet stenredskaber, hvor nogle kunne sammenlignes med eolitter, og andre var mere avancerede. Nogle af redskaberne og pattedyrfossilerne var mere medtagne end andre. Dawson og Woodward mente, at de redskaber og knogler, der var i mere hel tilstand inklusive fossilerne af Piltdown-mennesket, stammede fra Nedre Pleistocæn [ca. 2. mio. år], imens andre oprindeligt havde været del af Pliocæn-formationen [2-5 mio. år].

I de følgende årtier gav mange videnskabsmænd Dawson og Woodward ret i, at Piltdown-mennesket var samtidigt med Piltdowns grusaflejring og hørte sammen med pattedyrfossilerne fra Nedre Pleistocæn. Andre som Sir Arthur Keith og A. T. Hopwood mente, at Piltdown-mennesket hørte hjemme i den ældre Øvre Pliocæne fauna [3. mio. år], der tilsyneladende var blevet skyllet ned i Piltdown-gruset fra en ældre aflejring.

Lige fra begyndelsen blev Piltdown-kraniet anset for menneskeligt. Ifølge Woodward havde menneskenes tidlige abelignende forfædre et menneskelignende kranium og en abelignende kæbe ligesom Piltdown-mennesket. Woodward mente, at på et tidspunkt delte evolutionslinien sig. Den ene gren udviklede tykke kranier med store øjenbrynsbuer. Denne slægt førte til Java-mennesket og neandertalerne, der havde tykke kranieskaller med store øjenbrynsbuer. En anden linie beholdt kraniet med den glatte pande, imens kæben blev mere menneskelig. Anatomisk moderne mennesker opstod i denne slægt.

Woodward havde således sin egen teori om menneskets udvikling, som han ønskede at underbygge med fossilfund, hvor begrænsede og fragmentariske de end var. I dag overlever en udgave af Woodwards foreslåede afstamning i den bredt accepterede ide om, at Homo sapiens sapiens og Homo sapiens neanderthalensis begge stammer fra en art, der kaldes arkaisk eller tidlig Homo sapiens. På ingen måde bredt accepteret, men ret tæt på Woodwards ide var Louis Leakeys teori om, at både Homo erectus og neandertalerne er sideskud fra hovedlinien på menneskets evolution. Ingen af disse teorier tager dog hensyn til de fund, jeg har diskuteret her de sidste måneder, og som tyder på eksistensen af anatomisk moderne mennesker i tider før Pleistocæn.

Ikke alle var enige i, at Piltdown-menneskets kæbe og kranie kom fra samme individ. Ifølge Sir Ray Lankester fra British Museum kunne de være fra forskellige individer fra forskellige arter. David Waterston, professor i anatomi ved Kings College, mente heller ikke, at kæben hørte sammen med kraniet. Han sammenlignede det med at sætte en chimpansefod sammen med et menneskeben.

Lige fra starten var nogle altså utrygge ved den tilsyneladende uforenelighed imellem Piltdown-menneskets menneskelignende kranieskal og abelignende kæbe. Hjernefysiologen Sir Grafton Eliot Smith forsøgte at nedtone denne tvivl. Efter at have undersøgt en afstøbning af Piltdown-skallens hulrum skrev Smith: “Vi må anse dette for at være den mest primitive og abelignende hjerne, vi hidtil er stødt på; ydermere en, som med rimelighed kan forventes at have tilhørt samme individ som den [abelignende] underkæbe.” Men ifølge moderne videnskab tilhører Piltdown-skallen en temmelig nylig Homo sapiens sapiens, som en bedrager havde sat sammen med en abekæbe. Hvis dette er rigtigt, så Smith, en anerkendt specialist, abelignende træk, hvor der ingen var.

Håbet var, at fremtidige fund ville afklare Piltdown-menneskets nøjagtige status. Hjørnetænderne, der er mere spidse hos aber end hos mennesker, manglede i Piltdown-kæben. Woodward troede på, at i sidste ende ville en hjørnetand komme for dagens lys og lavede sågar en model af, hvordan den skulle se ud.

Den 29. august 1913 fandt Teilhard de Chardin faktisk en hjørnetand i en grusbunke på lokaliteten i Piltdown nær stedet, hvor kæben var gravet frem. Tandens spids var nedslidt og flad som på en menneskelig hjørnetand. Nogle næseknogler blev også fundet.

På dette tidspunkt var Piltdown blevet en stor turistattraktion. Besøgende forskere fik høfligt lov til at hjælpe med de løbende udgravninger. Motoriserede omnibusser bragte medlemmer af naturhistoriske selskaber til stedet. Dawson blev berømt og afholdt en frokost i det fri på Piltdown-lokaliteten for Londons Geologiske Selskab. Piltdown-hominiden blev givet det videnskabelige navn Eoanthropus dawsoni, ’Dawsons tidlige menneske’. Dawsons berømmelse varede dog kun kort, da han døde i 1916.

Nogle nærede fortsat tvivl om, hvorvidt kæben og skallen fra Eoanthropus tilhørte samme individ, men disse tvivl stilnede hen, da Woodward i 1915 kunne fortælle om fundet af et nyt sæt fossiler tre kilometer fra den første Piltdown-lokalitet. Dette fund bestod af to stykker af et menneskekranie og en menneskelignende kindtand. For mange videnskabsmænd var Piltdown-fund nummer to en bekræftelse på, at kranieskallen og kæben fra det første Piltdown-fund kom fra samme individ.

Men efterhånden som der med årene blev fundet flere hominide fossiler forskellige steder i verden, gav Piltdown-fossilet med sit Homo sapiens-agtige kranie anledning til stor usikkerhed. Ved Zhoukoudian nær Beijing fandt videnskabsmænd til at begynde med en primitivt udseende kæbe, der mindede om Piltdown-mennesket. Men da kranieskallen fra det første Beijing-menneske blev fundet i 1929, havde det samme lave pande og fremstående øjenbrynsbuer som Javas Pithecanthropus erectus, der nu klassificeres sammen med Beijing-mennesket som Homo erectus. I det samme årti fandt Raymond Dart det første eksemplar af Australo­pithecus i Afrika. Andre fund af Australo­pithecus fulgte, og ligesom Java-mennesket og Beijing-mennesket havde de også lavtstående pandeben og fremstående øjenbrynsbuer.

De fleste engelske antropologer holdt på, at Australo­pithecus var en slags abe og ikke stamfader til mennesket. Men efter Anden Verdenskrig fik nye fund i Afrika af Robert Broom englænderne til at ændre opfattelse med hensyn til Australo­pithecus og acceptere den som en menneskelig forfader. Hvad skulle man nu stille op med Piltdown-mennesket, der blev anset for at være lige så gammelt som Australopithecus-fundene?

(Fortsættes)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 175 ff.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf