Hop til indhold

En kompleks designer bag den designede kompleksitet?

man in black suit jacket
Jeg har modtaget et spørgsmål fra en, der har læst vores nye informationshæfte om intelligent design. Jeg har tænkt mig at dele spørgsmålet og mit svar her i det følgende:
“Kære Leif
Hermed et helt oprigtigt spørgsmål: Kan du ikke forklare, hvordan præmissen for ID hænger sammen, for jeg synes ikke, jeg får et klart svar i pjecen. Hvis naturlige fænomener som fx øjet er så komplekst, at svaret må være, at det er designet, kan man vel træde et skridt tilbage i forhold til den påstand. Kompleksitet og det, der kaldes irreversibelt design, forudsætter ifølge denne logik, at der ligger en bevidsthed eller en designers tanker bag.  Denne designer (eller designende ånd) må vel i sagens natur selv være af en vis kompleksitet, hvis han/hun/den/det/de står bag designet. Ellers falder præmissen for mig at se fra hinanden. Og hvis det er en designer bag, må denne designer i så fald også været designet? Hvordan forholder I jer til det?”
Mit svar:
“Tak for dit spørgsmål. Det er ikke første gang, det bliver stillet.
Mit overordnede svar er, at naturen af designeren er ikke en del af diskussionen om intelligent design. Den diskussion handler kun om, hvorvidt et givet fænomen, træk eller objekt kan forklares som resultat af rent fysiske processer, eller om det må være intelligent designet.
Mit standardeksempel, som jeg også bruger i pjecen, jeg sendte dig, er arkæologer, der studerer flintesten. Først diskuterer de, om stenene har træk, der kun kan forklares som et resultat af bevidst tilvirkning eller brug. Først bagefter, hvis de konkluderer, at de står med ægte tilvirkede artefakter, vil de diskutere, hvem der kan have lavet disse artefakter. At gøre det i omvendt rækkefølge vil være uvidenskabeligt. Lad os tage et tænkt eksempel. En dag falder en ekspedition på Antarktis under en udgravning over, hvad der umiskendeligt er en fint tilhugget og poleret flinteøkse. Kan arkæologerne, når de bliver præsenteret for den, hævde, at det ikke kan være en flinteøkse, fordi ifølge deres teorier har der aldrig været stenalderfolk på Antarktis? Det vil faktisk være videnskabeligt forkert, for en sådan stenøkse kan aldrig opstå på nogen naturlig måde. Det rigtige vil være at konkludere, at vores teorier har været forkerte, og selv om vi ingen anelse har om, hvordan i alverden der kan været stenalderfolk på Antarktisk, må der faktisk have været det (bemærk, at det kun er et tænkt eksempel. Jeg mener ikke, at der har været stenalderfolk på Antarktis).
Når vi på samme måde finder træk i naturen, der efter standardkriterier for påvisning af design ser ud til at være intelligent forårsaget, er det eneste videnskabeligt logiske at konkludere, at de faktisk også må være et resultat af intelligent design, selv om vores forudfattede teorier eller livssyn ikke har plads til, at der skulle være design og designere bag naturen. Videnskab betyder at følge evidenserne, ligegyldigt hvor de fører os hen, og ikke at klamre sig til forudfattede teorier og livssyn.
Men selv om det først er en senere diskussion, melder spørgsmålet om naturen af designeren sig selvfølgelig, hvis man finder det berettiget at konkludere, at vi står med et intelligent design. Her er der flere teoretiske muligheder. Det følger ikke nødvendigvis, at kilden til kompleksitet er en endnu større kompleksitet (og hvad er så kilden til den?) En anden mulighed, som jeg godt nok ikke selv tror på, er, at kilden til Jordens komplekse liv er nogle intelligente rumvæsener, der opstod igennem en eller anden naturlig fysisk proces, som vi ikke kender til.  En anden mulighed, som jeg selv hælder til, hentyder jeg til i min pjeces sidste artikel (Hvad er bevidsthed?). Med andre ord er bevidsthed, som vi alle kan observere inde i os selv, måske slet ikke et resultat af nogen fysisk proces, men er snarere ‘oprindelig’ og ‘elementær’ (dvs. ikke har sin oprindelse i mere simple elementer). Hvis det faktisk er tilfældet, tyder det på, at der også er en ikke-fysisk bevidsthed bag den fysiske natur, og denne bevidsthed er kilden til det design, vi kan påvise inden for eksempelvis biologien.
Jeg håber, det giver mening og besvarer dit spørgsmål. Ellers hører jeg meget gerne mere fra dig.
Med venlig hilsen, Leif Asmark

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: