Hop til indhold

Recks Skelet: Tanzania 1913

Kraniet fra Recks skelet.

 

Et meget omtalt arkæologisk fund, der igen sætter et spørgsmålstegn ved de gængse forestillinger forestillinger om menneskets evolution og oprindelse, kommer fra Tanzania. I 1913 stod professor Hans Reck fra Berlins Universitet for udgravninger i Olduvai-slugten i det, der dengang hed Tysk Østafrika. En af Recks afrikanske samlere så en knogle stikke op af jorden. Efter at have fjernet stenene på overfladen så han et fuldstændigt skelet af et fuldt moderne menneske, der var indesluttet i bjergarten. Han kaldte på Reck, der derefter fik skelettet taget ud sammen med en massiv blok af hærdnet aflejret materiale. De menneskelige skeletrester inklusive en fuldstændig kranieskal måtte frigøres med hammer og mejsel. Skelettet blev herefter transporteret til Berlin.

Hans Reck (1886-1937). Kilde: Wikipedia Commons

Reck identificerede en rækkefølge af fem lag i Olduvai-slugten. Skelettet kom fra den øverste del af Lag II, der nu regnes for at være 1,15 million år gammelt. På Recks lokalitet var de overliggende lag (Lag III, IV og V) eroderet væk. Men Lag II var stadig dækket af røde stenstykker fra Lag III og V. Måske kun 50 år tidligere havde Lag III og Lag V været intakte på lokaliteten sammen med en hård kalkaflejring. Lag IV var tilsyneladende eroderet væk før aflejringen af Lag V.

Reck forstod vigtigheden af fundet og undersøgte nøje, om skelettet var fra en yngre grav, der var lagt ned i Lag II. Reck bemærkede: “En gravs sider ville have haft en tydelig grænseflade, en kant, der i profil ville have kunnet skelnes fra den uforstyrrede bjergart. Gravens fyld ville have haft en unormal struktur og en uensartet blanding af udgravede materialer inklusive let genkendelige stykker af kalciumkarbonat. En meget omhyggelig undersøgelse afslørede ingen sådanne tegn. Tværtimod var bjergarten, der lå direkte rundt om skelettet, ikke til at skelne fra den omliggende bjergart med hensyn til farve, hårdhed, lagtykkelse, struktur eller orden.”

Den engelske palæontolog Louis Leakey undersøgte Recks skelet i Berlin og dømte det til at være yngre, end Reck var nået frem til. Derfor rejste Leakey og Reck I 1931 tilbage til lokaliteten i Østafrika, hvor skelettet var fundet. Leakey endte med at give Reck ret i, at det anatomisk moderne menneskeskelet var fra samme tidsperiode som Lag II.

Afvisningen af Recks skelet

Så vidt så godt. Man skulle tro, at dermed var sagen afsluttet, og menneskets alder konstateret til at være mindst 1,15 mio. år gammelt. Men da en sådan alder stred fuldstændigt imod den allerede dengang herskende forestilling om menneskets alder, blev fundet stadig kritiseret og betvivlet og endte med i sidste ende at blive forkastet og givet en meget yngre alder.

I februar 1932 udtalte zoologerne C. Forster Cooper fra Cambridge og D.M.S. Watson fra Londons Universitet, at da skelettet var så komplet, tydede det på, at det var fra en grav fra nyere tid, hvilket var et tydeligt eksempel på, at teoretiske overvejelser har fortrin over direkte observation.

Leakey var enig med Cooper og Watson i, at Recks skelet var blevet gravlagt i Lag II, men han mente, at graven var fra Lag II’s egen tid. I et brev til Nature skrev Leakey, at for ikke mere end 50 år siden var den rødgule øvre del af Lag II dækket af et intakt lag af rødt materiale fra Lag III. Hvis skelettet var begravet efter Lag II’s aflejring, skulle der have været en blanding af røde og rødgule sedimenter i gravens fyldningsmasse. ”Jeg var så heldig personligt at undersøge skelettet i München, imens det stadig var intakt i sin oprindelige indlejringsmasse,” skrev Leakey, “og kunne slet ikke se nogen form for tegn på en sådan iblanding eller forstyrrelse.”

Cooper og Watson var stadig ikke tilfredse. I juni 1932 skrev de i et brev til Nature, at de røde bjergarter fra Lag III kunne have mistet deres farve, hvilket kunne forklare, hvorfor Reck og Leakey ikke havde set bjergarter fra Lag III i indlejringsmassen omkring skelettet. A. T. Hopwood var imidlertid uenig i, at bjergarterne fra Lag III kunne have mistet deres røde farve. Han gjorde opmærksom på, at den øverste del af Lag II, hvor skelettet blev fundet, også var rødligt, og skrev: ”Indlejringsmassens rødlige farve går imod teorien om, at indtrængende materiale fra Lag III er blevet affarvet.”

På trods af bredsiden fra Cooper og Watson ser Reck og Leakey ud til at have holdt på deres. Men i august 1932 gjorde P. G. H. Boswell, en geolog fra Imperial College i England, sagen endnu mere knudret med et indlæg i Nature.

Professor T. Mollison havde fra München sendt Boswell en prøve af, hvad Mollison sagde var fra indlejringsmassen, der omgav Recks skelet. Det skal gøres opmærksom på, at Mollison ikke var helt neutral. Så tidligt som i 1929 havde han erklæret, at han troede på, at skelettet var fra en masai, der var begravet i en ikke så fjern fortid.

Boswell hævdede, at prøven fra Mollison indeholdt “(a) røde småsten på størrelse med ærter som dem fra Lag 3, og (b) stykker af hærdnet kalksten, der ikke er til at skelne fra Lag 5.” Boswell tolkede alt dette til at betyde, at skelettet var gravlagt efter aflejringen af Lag V, der indeholder hårde lag af kalksten eller kalk.

At der skulle være røde sten fra Lag III og stykker af kalksten fra Lag V i prøven fra Mollison, kræver afgjort en forklaring. Reck og Leakey havde omhyggeligt undersøgt indlejringsmassen på forskellige tidspunkter over en periode på 20 år uden at have set nogen iblanding af materialer fra Lag III eller stykker af kalksten, selv om de udtrykkeligt havde set efter noget sådant. Det er påfaldende, at man pludseligt tydeligt kunne konstatere røde bjergarter og stykker af kalksten. Mindst en af de involverede i fundet og den efterfølgende polemik må have været skyldig i enten en særdeles sjusket undersøgelse eller bedrag.

Debatten om Recks skelet blev endnu mere kompliceret, da Leakey kom med nye jordprøver fra Olduvai. Boswell og J. D. Solomon undersøgte dem på Imperial College of Science and Technology i London. De beskrev resultaterne af deres undersøgelse i Nature den 18. marts 1933 i et brev, der også var underskrevet af Leakey, Reck og Hopwood.

Brevet indeholdt en interessant udtalelse: ”Jordprøver, der rent faktisk blev indsamlet på ’menneskelokaliteten’ på samme niveau fra Lag II og i umiddelbar nærhed af stedet, hvor skelettet blev fundet, består af rent og fuldstændigt typisk materiale fra Lag II, og adskiller sig markant fra prøverne, som Prof. Mollison fra München sendte fra skelettets indlejringsmasse.” Dette kunne tolkes som et tegn på, at den prøve, som Mollison sendte til Boswell, ikke repræsenterede det materiale, der omgav Recks skelet.

Ikke desto endte det med, at Reck og Leakey gik med til at indrømme, at prøven af indlejringsmassen fra Recks skelet i virkeligheden var en slags fyld fra en grav og var forskelligt fra det rene materiale fra Lag II. De gav ingen nærmere forklaring på, hvorfor de tidligere havde udtalt, at skelettet blev fundet i rent materiale, der umiskendeligt kom fra Lag II.

I stedet bakkede Reck og Leakey op om Boswell, Hopwood og Solomons konklusion: “Det virker stærkt sandsynligt, at skelettet blev anbragt i Lag II, og at tidspunktet for anbringelsen ikke er ældre end den store diskordans, der skiller Lag V fra de underliggende lag.”

Det er noget af et mysterium, hvorfor både Reck og Leakey skiftede mening. Måske blev Reck simpelthen træt af at kæmpe imod en mere og mere overvældende overmagt. Med Beijing-mennesket og nye fund af Java-mennesket stod det videnskabelige samfund generelt fast på, at i Mellem Pleistocæn havde der kun levet overgangsarter imellem aber og mennesker. Et anatomisk moderne skelet af Homo sapiens fra Lag II i Olduvai-slugten gav ingen mening undtagen som en gravlægning fra nyere tid.

For Leakeys vedkommende ønskede han måske ikke at gøre sig til uven med sine kolleger. Han havde gjort flere fund i Kenya ved Kanam og Kanjera, og de fundne fossiler var efter hans mening klare beviser på Homo sapiens i meget gamle tider. Måske opgav han kampen om Recks omstridte skelet for at vinde støtte for sine egne nye fund i Kanam og Kanjera. Flere ting taler indirekte for dette. Leakeys erklæring om, at han havde ændret opfattelse med hensyn til Recks skelet, udkom i Nature samme dag, som en komité mødtes for at afsige sin dom over fundene fra Kanam og Kanjera. Nogle af de mest højrøstede modstandere af Recks skelet som Boswell, Solomon, Cooper, Watson og Mollison sad i komitéen.

Den uomtvistelige kendsgerning er under alle omstændigheder, at Hans Reck fandt et skelet, og at alle de oprindelige observationer og noter beskriver det som et originalt fund fra en lagserie, der er mindst 1,15 mio. år gammel. Betyder den senere afvisning, at de første observationer var ukorrekte og sjuskede? Eller står vi med et tilfælde, hvor et arkæologisk og palæontropologisk funds alder er politisk uacceptabelt og derfor bliver kritiseret i stykker for derefter at blive ignoreret og glemt, som tilfældet er? Hvem blandt moderne arkæologer og palæontologer har i  dag hørt om Recks skelet, selv om det var det første vigtige fund i et område, hvor der senere er blevet snesevis af betydningsfulde fund omkring fortidens mennesker?

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 231-237 ff.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: