Irreducibel kompleksitet: Et problem for darwinistisk evolution, 2

Jeg bragte den 23.10 den første del af en artikel af Michael Behe, Irreducibel kompleksitet: Et problem for darwinistisk evolution. Dr. Behe forklarede, hvad der menes med irreducibel kompleksitet, og beskrev derefter et eksempel på et irreducibelt komplekst biokemisk system, bakterieflagellen. Jeg lader Behe fortsætte sin forklaring.

***

Behe: Som med musefælden er det vanskeligt at se, hvordan Darwins gradvise proces med naturlig selektion, der sorterer tilfældige mutationer, kunne resultere i en bakterieflagel, siden mange dele kræves, før funktionen er der. En krog eller en drivaksel alene vil ikke fungere som en fremdrivende anordning. Men situationen er af flere grunde i virkeligheden meget værre, end den ser ud til fra denne løselige beskrivelse. For det første ledsages flagellens funktion af et komplekst styresystem, der fortæller flagellen, hvornår den skal dreje rundt, hvornår den skal standse, og somme tider hvornår den skal gå i bakgear og dreje i modsat retning, så bakterien kan svømme hen imod eller væk fra et passende emne og ikke i en tilfældig retning, der meget let kunne føre den på afveje. Derfor drejer problemet med at redegøre for flagellen sig ikke kun om selve flagellen, men også om det tilknyttede styresystem.

For det er andet er der et spidsfindigt problem med, hvordan delene samler sig til en helhed. Sammenligningen med en påhængsmotor holder ikke i én forstand: en påhængsmotor samles normalt under styring af et menneske, en intelligens, der kan præcisere, hvilke dele skal forbindes med hvilke. Informationen, der skal til for at samle bakterieflagellen (og alle andre biomolekylære maskiner for den sags skyld), ligger i de proteiner, der er dele af selve strukturen. Nylig forskning viser, at samleprocessen til en flagel er særdeles elegant og kompleks (Yonekura et al. 2000). Hvis samleinformationen mangler i proteinerne, bygges der ikke en flagel. Derfor ville vi stadig ikke få strukturen, selv om vi havde en hypotetisk celle med proteiner, der er homologe til alle flagellens dele (måske udførte de andre funktioner end fremdrift), men manglede informationen om, hvordan de samler sig selv til en flagel. Vi ville fortsat have problemet med irreducibilitet.

Sådanne betragtninger har fået mig til at konkludere, at darwinistiske processer ikke  virker lovende som forklaring på mange biokemiske systemer i cellen. I stedet har jeg bemærket, at hvis man ser på, hvordan komponenterne i flagellen, ciliet eller andre irreducibelt komplekse systemer indgår i samspil med hinanden, ser de ud til at være designet – designet med overlæg af en intelligens. De træk ved systemerne, der tyder på design, er de samme, der går imod de darwinistiske forklaringer: det specifikke samspil mellem mangeartede komponenter, der giver ophav til en funktion, der ligger ud over, hvad de enkelte komponenter kan præstere hver for sig. Den logiske struktur i designargumentet er et enkelt og ligefremt induktivt bevis: når som helst vi ser sådanne specifikke samspil i vores dagligdag, uanset om det er i musefælder eller andre steder, kan vi med usvigelig sikkerhed konstatere, at systemerne var arrangeret sådan med overlæg. Nu støder vi på systemer af tilsvarende kompleksitet i cellen. Siden ingen anden forklaring har haft held til at redegøre for dem, hævder jeg, at vi kan udvide induktionen til at omfatte molekylære maskiner og foreslå, at de var designet sådan med fuldt overlæg. 

(Fortsættes)

***

Yonekura,K., Maki,S., Morgan,D.G., DeRosier,D.J., Vonderviszt,F., Imada,K., & Namba,K. 2000. The bacterial flagellar cap as the rotary promoter of flagellin self- assembly. Science 290: 2148-2152.