Irreducibel kompleksitet: Et problem for darwinistisk evolution, 3

Dette er tredje del af Michael Behes artikel om irreducibel kompleksitet og implikationerne for intelligent design. De første to dele blev bragt her og her.

Misforståelser omkring designhypotesen

Hypotesen om intelligent design (ID) er ret kontroversiel, hovedsagelig på grund af dens filosofiske og teologiske overtoner, og i årene siden Darwin’s Black Box udkom har flere videnskabsmænd og filosoffer forsøgt at tilbagevise dens hovedargument. Jeg har fundet disse gendrivelser i bedste fald meget lidt overbevisende. Tværtimod mener jeg, at nogle af de påståede modeksempler imod design er utilsigtet instruktive i den forstand, at ikke blot beviser de ikke den naturlige selektions tilstrækkelighed, men de viser tydeligt det problem, som irreducibel kompleksitet udgør for darwinismen. De viser også, at darwinisterne har meget svært ved at anerkende deres egen teoris svagheder. Jeg vil gennemgå to af disse modeksempler i detaljer lidt senere. Men først har jeg et par kommentarer til nogle almindelige misforståelser omkring det biokemiske designargument.

For det første er det vigtigt at forstå, at en hypotese om intelligent design ikke nødvendigvis er i modstrid med evolution som så, dvs. ”evolution” blot forstået som nedstamning med modifikation, hvor mekanismen står åben. Når det kommer til stykket, kan en designer i princippet godt have valgt at have gjort det på den måde. Snarere end fælles afstamning er ID’s fokus evolutionens mekanisme – hvordan skete alt dette, igennem naturlig selektion eller igennem bevidst intelligent design?

Et andet punkt, der ofte overses, men bør understreges, er, at intelligent design sagtens kan eksistere sideløbende med selv en stor grad af naturlig selektion. Resistens imod antibiotika og pesticider, antifrostproteiner i fisk og andre ting kan sagtens forklares af den darwinistiske mekanisme. ID’s kritiske påstand er ikke, at den naturlige selektion intet forklarer, men at den ikke forklarer alting.

Min bog Darwin’s Black Box, hvor jeg i detaljer gennemgår designargumentet, er blevet bredt diskuteret i mange udgivelser. Selv om der har været mange indvendinger, mener jeg den generelle reaktion hos videnskabsmænd på designargumentet er blevet godt og præcist opsummeret i en nylig bog, The Way of the Cell, fra Oxford University Press af biokemikeren Franklin Harold fra Colorado State University. Harold refererer til min bog og skriver: “Vi bør principielt afvise at erstatte samspillet imellem tilfældighed og nødvendighed (Behe 1996) med intelligent design, men vi er nødt til at indrømme, at der for nærværende ikke findes detaljerede darwinistiske redegørelser for evolutionen af noget biokemisk system, kun en vifte af ønskespekulationer.” (Harold 2001, 205)

Lad mig understrege Harolds to pointer i omvendt rækkefølge. Først indrømmer han, som andre anmeldere af min bog har gjort det^[1], at darwinisterne ingen virkelige forklaringer har på cellens enorme kompleksitet, kun nogle spekulative armbevægelser, i daglig tale kaldet ”godnathistorier”. Jeg hævdede i bund og grund det samme seks år før i Darwin’s Black Box og fik en voldsom reaktion, mest fra darwinistiske Internetfans, der hævdede: ”Jamen, der er hundredvis og tusindvis af forskningspapirer, der beskriver den darwinistiske evolution af irreducibelt komplekse biokemiske systemer,” og som lavede hjemmesider for at dokumentere dem.^[2]

Jeg anser det for tilstrækkeligt svar blot at stole på Harold som citeret her såvel som på andre anmeldere, der giver mig ret i, at der er en mangel på darwinistiske forklaringer. Hvis førende videnskabsmænd, der, når det kommer til stykket, ikke er tilhængere af intelligent design, giver mig ret i, at systemerne indtil videre mangler forklaring, skulle det ikke være nødvendigt at sige mere. Lad mig imidlertid indskyde her, at jeg opfatter dette som en forbløffende indrømmelse for en teori, der har domineret biologien så længe. At den darwinistiske teori har været så lidt givende med hensyn til at forklare livets molekylære basis på trods af dens lange regeringstid som biologiens grundlæggende teori, tyder stærkt på, at den ikke er den rigtige ramme til forståelsen af oprindelsen til livets kompleksitet.

Harolds anden pointe er, at han tilsyneladende mener, at der er et princip, der forbyder os at udforske intelligent design, selv om design er en indlysende ide, man hurtigt får, når man ser en tegning af flagellen  eller andre komplekse biokemiske systemer. Hvad er det for et princip? Det kommer han ikke nærmere ind på, men jeg tror, at princippet kan koges ned til følgende: Design synes stærkt at pege på noget bag naturen. Det har filosofiske og teologiske undertoner, og det gør mange folk utrygge. De tror, at videnskaben skal undgå en ide, der peger så stærkt på noget bag naturen, og derfor vil de fuldstændigt udelukke intelligent design lige fra starten af.

Jeg er fuldstændig uenig med denne opfattelse og synes, at den er fej. Jeg mener, at videnskaben skal følge beviserne, uanset hvor de synes at lede os hen. Det er den eneste måde at gøre fremskridt på. Ydermere gælder dette ikke kun intelligent design. Enhver teori, der hævder at forklare, hvordan livet skete, har filosofiske og teologiske konnotationer. For eksempel er Oxford-biologen Richard Dawkins berømt for at have udtalt: ”Darwin gjorde det intellektuelt muligt at være ateist.” (Dawkins 1986, 6) Lidt mindre kendt er det, at Kenneth Miller skrev: ”[Gud] brugte evolutionen til at gøre os frie.” (Miller 1999, 253) Stuart Kauffman, en ledende kompleksitetsteoretiker, mener, at darwinismen ikke kan forklare hele biologien: “Darwinisme er ikke nok …  [N]aturlig selektion kan ikke være den eneste kilde til den orden, vi ser i verden.” (Kauffman 1995, viii) Men han tror, at hans egen teori på en eller anden måde vil vise, at vi ”hører hjemme i universet”. Pointen er her, at alle teorier om livets oprindelse har filosofiske og teologiske implikationer. Det er umuligt at undgå det i en forklaring af livet.

***

Fodnoter:

^[1]For eksempel udtalte mikrobiologen James Shapiro fra University of Chicago i National Review: “Der er ingen detaljerede darwinistiske redegørelser for evolutionen af noget biokemisk eller cellulært system, kun forskellige ønskespekulationer.” (Shapiro 1996) I Nature skrev biologen Jerry Coyne fra University of Chicago: “Der er ingen tvivl om, at de evolutionsbaner, Behe har beskrevet, er skræmmende komplekse, og deres evolution vil være vanskelig at få opklaret … [V]i vil måske for altid være ude af stand til at danne os et billede af de første protobaner.” (Coyne 1996) I en ellers sønderlemmede kritik i Trends in Ecology and Evolution skrev evolutionsbiologen Tom Cavalier-Smith ikke desto mindre: “For ingen af de tilfælde, som Behe er inde på, er der endnu en tilbundsgående og detaljeret forklaring af de sandsynlige skridt i evolutionen af den observerede kompleksitet. Problemerne er i virkeligheden blevet himmelråbende tilsidesat – selv om Behe gentagne gange går over stregen med overdrivelser som ’en uhyggelig og fuldstændig tavshed’.” (Cavalier-Smith 1997) Evolutionsbiologen Andrew Pomiankowski gav ham ret i dette i New Scientist: “Slå op i en hvilken som helst lærebog i biokemi, og måske er der to eller tre henvisninger til evolution. Følger man op på en af disse, skal man være heldig for at finde noget bedre end ’evolutionen udvælger de bedst egnede molekyler med henblik på deres biologiske funktion.’” (Pomiankowski 1996) I American Scientist forsikrede molekylærbiologen Robert Dorit fra Yale: “I en snæver forstand har Behe ret, når han hævder, at vi endnu ikke til fulde forstår evolutionen af flagelmotoren eller blodstørkningskaskaden.” (Dorit 1997)

^[2]Et godt eksempel kan man finde på hjemmesiden “World of Richard Dawkins”, som Dawkins-fan John Catalano står for på http://www.world‑of‑dawkins.com/Catalano/box/published.htm. Det er denne hjemmeside, som den fysiske kemiker Peter Atkins fra Oxford refererede til, da han i en anmeldelse af Darwin’s Black Box for ateisternes hjemmeside skrev: “Dr. Behe hævder, at videnskaben i det store hele er tavs med hensyn til detaljerne i den molekylære evolution eller fremkomsten af komplekse biokemiske veje og processer, der ligger til grund for de mere traditionelle manifestationer af evolution på organismeniveau. Bavl! Der er hundredvis, måske tusindvis, af videnskabelige afhandlinger, der beskæftiger sig med netop dette emne. For en indførsel i dette vigtige og blomstrende felt og en ide om den omfattende videnskabelige forskning, som de repræsenterer (se ovenstående link).” (Atkins 1998)

***

Atkins,P.W. 1998. Review of Michael Behe’s Darwin’s Black Box. http://www.infidels.org/library/modern/peter_atkins/behe.html.

Behe,M.J. 1996. Darwin’s black box :the biochemical challenge to evolution. New York: The Free Press.

Cavalier-Smith,T. 1997. The blind biochemist. Trends in Ecology and Evolution 12: 162-163.

Coyne, J.A. 1996. God in the details. Nature 383: 227-228.

Dawkins, R. 1986. The Blind Watchmaker. New York: Norton.

Dorit, R. 1997. Molecular evolution and scientific inquiry, misperceived. American Scientist 85: 474-475.

Harold, F.M. 2001. The Way of the Cell. Oxford: Oxford University Press.

Kauffman,S.A. 1995. At home in the universe: the search for laws of self-organization and complexity. New York: Oxford University Press.

Miller, K.R. 1999. Finding Darwin’s God: a scientist’s search for common ground between God and evolution. New York: Cliff Street Books.

Pomiankowski, A. The God of the tiny gaps. New Scientist Sept 14, 1996, s. 44-45.

Shapiro, J. In the details … what? National Review Sept 16, 1996, s. 62-65.