Kanam-kæben og hovedskallerne fra Kanjera

I diskussionen om arkæologifund, der sætter spørgsmålstegn ved de gængse ideer om menneskets oprindelse og udvikling, er det svært at komme uden om den engelske antropolog Louis Leakey. Han var allerede i 1920’erne involveret i undersøgelsen af Recks skelet, og i  1932 meldte han om fund af en menneskelig kæbe i Kanam og flere hovedskaller fra Kanjera nær Victoriasøen i det vestlige Kenya. Han mente, at Kanam-kæben og hovedskallerne fra Kanjera var gode beviser på Homo sapiens i Nedre og Mellem Pleistocæn (1-2 mio. år).

Da Leakey besøgte Kanjera i 1932 sammen med Donald MacInnes, fandt de håndøkser af sten, en menneskelig lårknogle og fragmenter af fem menneskelige kranieskaller, der betegnes som Kanjera 1–5. Kanjeras fossilholdige lag svarer til Lag IV i Olduvai-slugten og er 400.000 til 700.000 år gammelt. Kanjera-skallernes morfologi er imidlertid temmelig moderne.

I Kanam fandt Leakey først tænder af Mastodon og en enkelt tand fra en Deinotherium (begge uddøde elefanter) såvel som primitive stenredskaber. Den 29. marts bragte Leakeys samler, Juma Gitau, ham endnu en Deinotherium-tand. Leakey bad Gitau fortsætte med at grave på samme sted. Imens Gitau arbejdede nogle meter fra Leakey, slog han en blok af en slags kildekalk løs og flækkede den med en hakke. Han så en tand stikke frem og viste den til MacInnes, der identificerede tanden som menneskelig. MacInnes kaldte på Leakey.

Da de frigjorde kildekalken, der omgav Gitaus fund, så de den forreste del af en menneskelig underkæbe med to forreste kindtænder. Leakey mente, at kæben fra denne Nedre Pleistocæne Kanam-formation var mere eller mindre Homo sapiens, og han offentliggjorde sit fund i et brev til Nature. Kanams formationer er mindst 2,0 millioner år gamle.

For Leakey viste fossilerne fra Kanam og Kanjera, at en hominid tæt på det moderne menneske levede samtidigt med Java-mennesket og Beijing-mennesket eller tilmed tidligere. Havde han ret, kunne Java-mennesket og Beijing-mennesket (nu Homo erectus) ikke være direkte menneskelige forfædre, ligesom Piltdown-mennesket med sin abelignende kæbe heller ikke kunne være det.

I marts 1933 mødtes Section for Human Biologi på Royal Anthropological Institute i London for at vurdere Leakeys fund i Kanam og Kanjera. Under ledelse af Sir Arthur Smith Woodward diskuterede 28 videnskabsmænd fundet vurderet ud fra fire forskellige perspektiver, nemlig geologisk, palæontologisk, anatomisk og arkæologisk. Geologikomiteen konkluderede, at de humane fossiler fra Kanjera og Kanam var lige så gamle som de aflejringer, de blev fundet i. Palæontologikomiteen erklærede, at Kanam-aflejringerne var fra Nedre Pleistocæn (2 mio. år), imens Kanjera-aflejringerne ikke var yngre end Mellem Pleistocæn (1-1,5 mio. år). Arkæologikomiteen bemærkede tilstedeværelsen i både Kanam og Kanjera af stenredskaber i de samme aflejringer, som de menneskelige fossiler blev fundet i. Anatomikomiteen udtalte, at Kanjera-skallerne ”ikke udviste karakteristika, der var uforenelig med Homo sapiens.” Det samme gjaldt for lårknoglen fra Kanjera. Om Kanam-kæben mente de anatomiske eksperter, at den i nogle henseender var usædvanlig. Trods det var de ”ikke i stand til at pege på nogen særlig detalje, der er uforenelig med, at eksemplaret kunne regnes til typen Homo sapiens.”

Kort efter konferencen i 1933 begyndte geologen Percy Boswell imidlertid at udtrykke tvivl om fossilernes alder. Leakey, der havde oplevet Boswells angreb på Recks skelet, valgte at tage Boswell med til Afrika i håb om at fjerne hans tvivl. Men ikke alt gik, som han havde håbet.

Tilbage i England sendte Boswell Nature en negativ rapport om Kanam og Kanjera: “Desværre viste det sig ikke muligt at finde den nøjagtige lokalitet for nogle af fundene.” Boswell fandt de geologiske omstændigheder på lokaliteterne forvirrende. Han skrev, at “de leragtige aflejringer havde gennemgået megen forstyrrelse på grund af interne sedimentære deformationer.” Boswell sluttede, at de “usikre omstændigheder omkring fundene … tvinger mig til at anbringe Kanam- og Kanjera-mennesket i en ‘uvishedskategori’.”

Som svar på Boswells anklager skrev Leakey, at han havde kunnet vise Boswell lokaliteterne, hvor han havde fundet sine fossiler. Leakey: “I Kanjera viste jeg ham det nøjagtige sted, hvor den resterende bunke fra materialet, hvori Kanjera nr. 3 blev fundet in situ, havde ligget … at jeg faktisk viste Prof. Boswell lokaliteten, bevises af et lille stykke knogle, som blev opsamlet der i 1935 og passer sammen med et af stykkerne fra 1932.”

Med hensyn til stedfæstelsen af Kanam-kæben skrev Leakey: “Vi havde oprindeligt lagt et nivellement over erosionskløfterne i Kanam Vest og kunne derfor stedfæste lokaliteten med nogle fods præcision, hvilket vi rent faktisk gjorde.”

Boswell foreslog, at selv om kæben var fundet i Kanams Nedre Pleistocæne formation (2 mio. år), var den på en eller anden måde endt der fra overliggende lag, måske igennem sedimentære deformationer af lagene eller igennem en sprække. Til dette svarede Leakey senere: “Jeg kan ikke acceptere denne tolkning, som der intet bevis er for. Fossilets bevaringstilstand er i enhver henseende identisk med de Nedre Pleistocæne fossiler, der blev fundet sammen med det.” Leakey bemærkede, at Boswell havde fortalt ham, at han ville have været tilbøjelig til at acceptere Kanam-kæben, hvis den ikke havde haft sådan en menneskelignende hagebygning.

Utroligt nok sejrede Boswells opfattelser. Men i 1968 skrev Philip V. Tobias fra Sydafrika: “Umiddelbart ser der ud til at være god grund til at genåbne sagen om Kanjera.” Og Kanjera-sagen blev faktisk genoptaget. Leakeys levnedsskildrer Sonia Cole skrev: “I september 1969 deltog Louis i en konference, som UNESCO sponsorerede i Paris over temaet om Homo sapiens’ oprindelse … de omkring 300 delegerede accepterede enstemmigt, at Kanjera-skallerne var fra Mellem Pleistocæn (1-1,5 mio. år).”

Om Kanam-kæben bemærkede Tobias: “Intet, som Boswell sagde, så meget som svækkede Leakeys påstand om, at underkæben kom fra det pågældende lag, eller bragte den i miskredit.”

Kanam-kæben med dens moderne hageparti er blevet klassificeret på mange forskellige måder. I 1932 sluttede en engelsk anatomikomité, at der var ingen grund til ikke at anse kæben for at være Homo sapiens. Sir Arthur Keith, en ledende engelsk antropolog, regnede også Kanam-kæben for Homo sapiens. Men i 1940’erne bedømte Keith kæben til højst sandsynligt at være fra en Australopithecus. I 1962 sagde Philip Tobias, at Kanam-kæben mest af alt lignede en sen Mellem Pleistocæn kæbe fra Rabat i Marokko og Øvre Pleistocæne kæber som dem fra Cave of Hearths i Sydafrika og Dire-Dawa i Etiopien. Ifølge Tobias er disse kæber fra neandertalere.

I 1960 skrev Louis Leakey i et tilbagetog fra sin tidligere opfattelse af, at Kanam-kæben var Homo sapiens, at den repræsenterede en kvindelig Zinjanthropus. Leakey havde fundet Zinjanthropus i 1959 i Olduvai-slugten. I en kort periode argumenterede han for dette abelignende væsen som den første redskabsfremstiller og dermed det første virkelige humane væsen. Kort derefter blev der fundet fossiler af Homo habilis i Olduvai. Leakey degraderede hurtigt Zinjanthropus fra dens status som redskabsfremstiller og placerede den blandt de robuste australopitheciner (Australopithecus boisei).

I begyndelsen af 1970’erne fandt Leakeys søn Richard, der stod for udgravninger ved Turkana-søen i Kenya, fossile Homo habilis-kæber, der mindede om Kanam-kæben. Siden Homo habilis-kæberne fra Turkana-søen blev fundet sammen med en fauna, der mindede om Kanam, skiftede Leakey Senior igen mening og sagde, at Kanam-kæben kunne kategoriseres som Homo habilis.

At forskerne igennem årene har klassificeret Kanam-kæben som næsten hver eneste kendt hominid (Australopithecus, Australopithecus boisei, Homo habilis, neandertaler, tidlig Homo sapiens og anatomisk moderne Homo sapiens), vidner om de problemer, der er med at klassificere hominide fossiler.

Tobias’ forslag om, at Kanam-kæben kom fra en varietet af tidlig Homo sapiens med neandertal-træk, har vundet bred accept. Men sammenligner man konturerne af underkæben fra Kanam sammen med andre hominide underkæber, svarer omridset på Kanam-kæbens hageområde til eksemplaret fra Border Cave, der er anerkendt som Homo sapiens sapiens, og til en Sydafrikansk indfødt fra nutiden. Alle tre deler to nøgletræk ved den moderne menneskehage, nemlig en krumning indad foroven og en udbuling forneden.

Selv hvis man accepterer Tobias’ opfattelse af Kanam-kæben som en neandertaler, er det fortsat overraskende at finde neandertalere i Nedre Pleistocæn for over 1,9 millioner år siden. Ifølge de fleste forskere opstod neandertalerne for højst 400.000 år siden og eksisterede indtil for 30.000 eller 40.000 år siden.

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 237 ff.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf