Hop til indhold

Java-mennesket

Jeg har over det sidste år givet mere end 25 eksempler på glemte og tilsidesatte arkæologiske fund, der tyder en langt højere alder for mennesket (Homo sapoiens) på mange millioner år i kontrast til den nuværende accepterede alder på 100-200.000 år. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor disse fund ikke er kendte og tilsyneladende tilsidesættes og ignoreres, når de bliver bragt på bane.

I den forbindelse er det nyttigt med et kig på en meget betydningsfuld hændelse i palæoantropologiens historie i slutningen af 1800-tallet: fundet af Java-mennesket. Cremo og Thompson giver en længere redegørelse for dette fund, som jeg vil citere her over nogle gange.

***

“I slutningen af det 19. århundrede mente en indflydelsesrig del af det videnskabelige samfund, at moderne mennesker havde eksisteret så langt tilbage som i Pliocæn, Miocæn og måske endog tidligere.

Antropologen Frank Spencer skrev i 1984: “På basis af skeletfund så det ud til, at det moderne menneskeskelet gik langt tilbage i tiden, en tilsyneladende kendsgerning, der fik mange forskere til enten at opgive eller ændre deres opfattelse af menneskets evolution. En sådan apostat eller frafalden var Alfred Russell Wallace (1823–1913).” Wallace deler sammen med Darwin æren for at have formuleret teorien om evolution igennem naturlig udvælgelse.

I Darwins øjne begik Wallace kætteri af den værste slags. Men Spencer bemærkede, at Wallaces udfordring af den evolutionære doktrin “mistede noget af sin kraft såvel som nogle af sine tilhængere, da nyheden spredtes om fundet af et bemærkelsesværdigt hominidt fossil på Java.” I betragtning af, hvordan Java-mennesket blev brugt til at miskreditere og undertrykke ideen om en høj alder for det moderne menneske, er det nærliggende at se på hele denne historie.

Eugene Dubois og Pithecanthropus

Eugene Dubois (1858-1940)

En af vejene igennem den javanesiske landsby Trinil ender på den anden side af byen på en højtliggende brink med udsigt over floden Solo. Her finder man et lille stenmonument, hvorpå en pil peger imod en sandgrav på den modsatte bred. Monumentet bærer en gådefuld inskription på tysk: P.e. 175 m ONO 1891/93. Inskriptionen angiver, at Pithecanthropus erectus blev fundet 175 meter østnordøst fra dette sted i årene 1891–1893.

Pithecanthropus erectus’ opdager var Eugene Dubois, der fødtes i Eijsden, Holland, i 1858, året før Darwin udgav Arternes Oprindelse. Selv om han var søn af fromme hollandske katolikker, blev han grebet af evolutionsteorien, specielt i relation til menneskets oprindelse.

Efter at have studeret medicin og naturhistorie på Amsterdams Universitet blev Dubois lektor i anatomi på den Kongelige Normalskole i 1886, men hans virkelige kærlighed forblev evolutionsteorien. Dubois vidste, at Darwins modstandere uafladeligt påpegede den næsten fuldstændige mangel på fossilbeviser for menneskets udvikling. Han studerede omhyggeligt det dengang vigtigste tilgængelige fund, knoglerne af en neandertaler. De fleste eksperter såsom Thomas Huxley anså dette fossil for at være for tæt på den moderne type til at være en ægte mellemform imellem fossile aber og moderne mennesker. Den tyske videnskabsmand Ernst Haeckel havde imidlertid forudsagt, at knoglerne fra en virkelig mellemform en dag ville blive fundet. Haeckel bestilte sågar et maleri af skabningen, som han kaldte Pithecanthropus (fra græsk pitheko, abe, og anthropus, menneske). Under indflydelse af Haeckel satte Dubois sig for en dag at finde abemenneskets knogler.

Darwins hypotese om, at menneskets forfædre havde levet i ’et eller andet varmt, skovklædt land’, overbeviste Dubois om, at Pithecanthropus skulle findes i Afrika eller Ostindien [ i dag Indonesien]. Fordi det var nemmere for ham at komme til Ostindien, der dengang var under hollandsk styre, besluttede han sig for at begynde sin efterforskning der. Han ansøgte først private filantroper og derefter regeringen om finansiering af en videnskabelig ekspedition, men fik afslag. Som en sidste mulighed lod han sig ansætte som militærlæge på Sumatra. Han opgav sin bekvemme position som universitetslektor (hans venner troede, han var gået fra forstanden), og i december 1887 sejlede han sammen med sin unge hustru til Ostindien på S. S. Princess Amalie.

På den måde blev Dubois i 1888 udstationeret på et lille militærhospital i det indre af Sumatra. Han brugte sin fritid og sine egne midler til at undersøge nogle huler på Sumatra og fandt der fossiler af næsehorn, elefanter og tænder fra en orangutang, men ingen hominider.

Efter et malariaanfald i 1890 fik Dubois sygeorlov og blev overført til Java, hvor klimaet var tørrere og sundere. Han og hans hustru slog sig ned i Tulungagung på Javas sydøstlige kyst.

Hovedskal fundet af Eugene Dubois i 1891.

I den tørre årstid i 1891 foretog Dubois udgravninger på bredden af floden Solo i det centrale Java nær landsbyen Trinil. Hans arbejdsfolk gravede mange fossile dyreknogler frem. I september fandt de noget interessant – en primattand, tilsyneladende kindtand nr. 3 i højre overkæbe eller en visdomstand. Dubois mente, at hans arbejdere var faldet over resterne af en uddød kæmpechimpanse, og gav dem ordre til at koncentrere sig om stedet, hvor tanden var fundet. I oktober fandt de, hvad der først lignede et skildpaddeskjold, men da Dubois undersøgte det, så han, at det i virkeligheden var den øverste del af et kranie. Hovedskallen var stærkt fossilliseret og havde samme farve som den vulkanske jord. Fundets mest iøjnefaldende træk, de store, fremstikkende øjenbrynsbuer over øjenhulerne, fik Dubois til at antage, at der var tale om en abe. Regntiden satte en stopper for flere udgravninger det år. I en redegørelse i regeringens minetidsskrift antydede Dubois ikke, at hans fossil stammede fra en overgangsform til mennesker.

Menneskelig lårknogle fundet af Eugene Dubois i 1892.

I august 1892 vendte Dubois tilbage Trinil, og blandt knogler af hjorte, næsehorn, hyæner, krokodiller, svin, tigre og uddøde elefanter fandt han en fossil menneskelig lårknogle. Denne lårknogle lå omkring 15 meter fra stedet, hvor hovedskallen og kindtanden blev fundet. Senere blev endnu en kindtand fundet ca. 3 meter fra hovedskallen. Dubois mente, at kindtænderne, hovedskallen og lårknoglen alle kom fra samme individ, som han stadig anså for at være en uddød kæmpechimpanse.

I 1963 skrev Richard Carrington i sin bog A Million Years of Man: “Dubois hældede først til, at hovedskallen og tænderne tilhørte en chimpanse til trods for, at man intet bevis havde for, at denne abe eller nogle af dens forfædre nogensinde havde levet i Asien. Men efter flere overvejelser og efter at have korresponderet med den store Ernst Haeckel, professor i zoologi ved universitet i Jena, erklærede han, at de tilhørte en skabning, der passede perfekt til at være ‘the missing link’.”

Vi har ikke kunnet opspore nogen korrespondance imellem Dubois og Haeckel, men hvis en sådan dukkede op, ville den forøge vores viden betragteligt omkring omstændighederne ved Pithecanthropus erectus’ fødsel. Det er indlysende, at både Dubois og Haeckel havde betydelig følelsesmæssig og intellektuel interesse i at finde et eksemplar af et abemenneske. Da Haeckel hørte fra Dubois om hans fund, telegraferede han: “Fra opfinderen af Pithecanthropus til hans lykkelige opdager!”

Først i 1894 offentliggjorde Dubois en fuldstændig redegørelse over sit fund. Han skrev heri: “Pithecanthropus er den overgangsform, som der ifølge evolutionsdoktrinen må have eksisteret imellem mennesket og menneskeaberne.” Vi bider mærke i, at Pithecanthropus erectus selv havde gennemgået et evolutionært forløb i Dubois’ tankegang fra en fossil chimpanse til en overgangsabe.

Hvad andet end påvirkning fra Haeckel kunne have fået Dubois til at slutte, at hans fund var en overgangsform imellem fossile aber og moderne mennesker? Dubois konstaterede, at rumfanget for Pithecanthropus-hovedskallen lå imellem 800–1000 cm3. Nutidige aber har et gennemsnit på 500 cm3, imens moderne menneskekraniers gennemsnit er på 1400 cm3, hvilket anbragte kranieskallen fra Trinil midtvejs imellem dem. Dubois så heri en evolutionær sammenhæng, men logisk set kan man godt have skabninger med forskellige hjernestørrelser uden at antage et evolutionært forløb fra mindre til større. Faktisk var de fleste pattedyr fra Pleistocæn repræsenteret af arter, der er meget større end dem af i dag. Således behøvede Pithecanthropus-skallen ikke at komme fra en overgangsabe, men blot fra en ualmindelig stor gibbonabe fra Mellem Pleistocæn med en hovedskal, der er større end nutidige gibbonabers.” (fortsættes)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s.153 ff.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: