Java-mennesket, 2

Jeg omtalte i mit sidste indlæg Cremo og Thompsons gennemgang af Java-mennesket, der repræsenterer en meget betydningsfuld hændelse i palæoantropologiens historie i slutningen af 1800-tallet. Her fortsætter de med nogle betragtninger over Dubois’ fund i 1891 og 1892, og hvad der videre skete.

***

“Den dag i dag opregner antropologerne rutinemæssigt et evolutionært forløb af hominide kranier, der vokser i størrelse med tiden, fra Australopithecus fra Nedre Pleistocæn (først opdaget i 1924) til Java-mennesket (nu kendt som Homo erectus) til Homo sapiens sapiens fra Øvre Pleistocæn. Men denne rækkefølge kan kun opretholdes ved at udelukke fund, der ellers ville bringe uorden i den. For eksempel er Castenedolo-kraniet,  ældre end Java-mennesket, men har en større hjernevolumen. Ja, det er fuldstændigt menneskeligt i størrelse og morfologi. Selv én sådan undtagelse er nok til at gøre hele den foreslåede evolutionære rækkefølge usandsynlig.

Dubois lagde mærke til, at skønt Trinil-skallen var abelignende i nogle af sine træk såsom de udstående øjenbrynsbuer, var lårknoglen næsten menneskelig. Det viste, hævdede han, at Pithecanthropus havde gået oprejst, hvorfor den fik artsnavnet erectus. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at lårknoglen blev fundet hele 15 meter fra hovedskallen i et lag, der indeholdt hundredvis af andre dyreknogler. Det gør det usikkert, at lårknoglen og kranieskallen skulle være fra samme individ eller sågar samme art.

Da nyheden om Dubois’ fund nåede Europa, vakte de stor opmærksomhed. Haeckel var naturligvis blandt dem, der priste Pithecanthropus som det stærkeste bevis til dato for menneskets evolution.

“Nu er situationen i denne store kamp for sandhed blev radikalt ændret af Eugene Dubois’ fund af den fossile Pithecanthropus erectus,” erklærede den triumferende Haeckel. “Han har faktisk givet os knoglerne af det abemenneske, jeg havde postuleret. Dette fund er mere betydningsfuldt for antropologien end den meget berømmede opdagelse af røntgenstrålerne var for fysikken.”

Der er en næsten religiøs overtone af profeti og fuldbyrdelse i Haeckels ord. Men det skal tages med i betragtning, at Haeckel havde et ry for at overdrive de fysiske beviser for at støtte evolutionsdoktrinen. En akademisk domstol på Jenas Universitet havde sågar dømt ham skyldig i at have forfalsket tegninger af forskellige dyrefostre for at bevise hans bestemte version af arternes oprindelse.

I 1895 vendte Dubois tilbage til Europa for at udstille sin Pithecanthropus for det videnskabelige publikum, som han var sikker på ville beundre ham og støtte ham. Kort efter sin tilbagekomst præsenterede han sine fund og nogle afhandlinger over dem på Den tredje Internationale Zoologiske Kongres i Leyden, Holland. Men selv om nogle af kongressens deltagere ligesom Haeckel ivrigt bakkede op om fundet som et fossilt abemenneske, mente andre, at det blot var en abe, og andre bestred, at knoglerne kom fra samme individ.

Dubois udstillede sine elskede knogler i Paris, London og Berlin. I december 1895 samledes eksperter fra hele verden i Berlins Selskab for Antropologi, Etnologi og Forhistorie for at tage stilling til Dubois’ fund. Præsidenten for selskabet, Dr. Virchow, nægtede at lede mødet. I den efterfølgende polemikfyldte diskussion erklærede den schweiziske anatom Kollman, at individet var en abe. Virchow selv mente, at lårknoglen var fuldstændig menneskelig, og tilføjede: ”Hovedskallen har en dyb sutur [en sammenstødslinie imellem to knogler] imellem øjenhulernes lave hvælving og øvre kanter. En sådan sutur finder man kun hos aber, ikke hos mennesker. Derfor må skallen tilhøre en abe. Efter min opfattelse var skabningen et dyr, i virkeligheden en kæmpegibbon. Lårknoglen har ikke den mindste sammenhæng med hovedskallen.” Denne opfattelse stod i skarp kontrast til Haeckel og andre, der fortsat var overbeviste om, at Dubois’ Java-menneske var en ægte menneskelig forfader.

Selenka-ekspeditionen

For at få svar på nogle af spørgsmålene omkring Pithecanthropus-fossilerne og deres opdagelse organiserede Emil Selenka, professor i zoologi ved Münchens Universitet, en omfattende ekspedition til Java, men døde, før den kom af sted. Hans hustru, Professor Lenore Selenka, overtog ledelsen af ekspeditionen og stod i årene 1907–1908 for udgravninger i Trinil med 75 arbejdere i jagten på flere fossiler af Pithecanthropus erectus. Selv om Selenkas hold af geologer og palæontologer sendte 43 solide paller med fossiler tilbage til Europa, indeholdt de ikke et eneste stykke af Pithecanthropus. Ekspeditionen fandt imidlertid spor af menneskelig tilstedeværelse i Trinil-aflejringen – spaltede dyreknogler, trækul og ildsteder. Lenore Selenka konkluderede derfor, at mennesker og Pithecanthropus erectus var samtidige. Implikationerne af alt dette var og er stadigvæk et problem for en evolutionær tolkning af Dubois’ fund af Pithecanthropus.

Desuden skrev George Grant MacCurdy, en professor i antropologi fra Yale, i 1924 i sin bog Human Origins: “Selenka-ekspeditionen fra 1907–1908 … fandt en tand, som ifølge Walkoff helt sikkert er fra et menneske. Det er en kindtand nr. 3, der kom fra en nærliggende aquatisk aflejring, der er ældre (Pliocæn) end dem, som Pithecanthropus erectus blev fundet i.”

Dubois trækker sig fra kampen

Dubois’ abemenneske forblev kontroversielt. I en oversigt over de forskellige meninger om Pithecanthropus samlede den berlinske zoolog Wilhelm Dames udtalelser fra forskellige videnskabsmænd: Ifølge tre af dem var Pithecanthropus en abe, fem mente, at det var et menneske, seks, at det var et abemenneske, seks, at det var en mellemform, og to, at det var et led imellem den manglende mellemform og mennesket.

Men imens mange videnskabsmænd fastholdt deres tvivl, fulgte andre Haeckel og lovpriste Java-mennesket som et fantastisk bevis for Darwins teori. Nogle brugte Java-mennesket til at miskreditere beviserne for mennesker i Tertiærtiden.

Dubois var dybt skuffet over den blandede modtagelse, som Pithecanthropus fik i det videnskabelige samfund. På et tidspunkt holdt han op med at udstille sine fund. Nogle siger, at han gemte dem under gulvbrædderne i sit hus. Under alle omstændigheder var de skjult for offentligheden i ca. 25 år indtil 1932.

Striden om Pithecanthropus fortsatte dog uanfægtet. Marcellin Boule, direktør for Instituttet for Human Palæontologi i Paris, gjorde som andre videnskabsmænd opmærksom på, at det lag, hvori kranieskallen og lårknoglen fra Pithecanthropus var fundet, indeholdt talrige fossile knogler af fisk, krybdyr og pattedyr. Hvorfor skulle man tro, at kranieskallen og lårknoglen kom fra samme individ eller selv fra samme art? Boule mente ligesom Virchow, at lårknoglen var identisk med et moderne menneskes, imens kranieskallen mindede om en abe, muligvis en stor gibbon. I 1941 skrev Dr. F. Weidenreich, direktør for Kænozoisk Forskningslaboratorium på Beijings Medicinske Universitet, at der var ingen grund til at henføre lårknoglen og kranieskallen til samme individ. Lårknoglen var ifølge Weidenreich identisk med et moderne menneskes, og dens oprindelige position i aflejringen var ikke fastslået med sikkerhed. Moderne forskere har forsøgt sig med kemiske dateringsteknikker for at få fastslået, hvorvidt den oprindelige kranieskal og lårknogle fra Pithecanthropus begge var samtidige med Trinils Mellem Pleistocæne fauna, men uden resultat. (Fortsættes)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s.153 ff.