Hop til indhold

Florentino Ameghinos fund i Argentina

Florentino Ameghino (1853-1911)

Jeg vil over nogle gange i den næste tid omtale en række arkæologiske og palæoantropologiske fund fra Argentina af, hvad der tilsyneladende var spor af avancerede mennesker som os (Homo sapiens) af en alder, der slet ikke passer ind de nutidige gængst accepterede ideer om menneskets oprindelse og evolution. Michael Cremo fortæller om disse fund:

“Sidst i det 19. århundrede kortlagde Florentino Ameghino geologien og de fossile forekomster i Argentinas kystområder, et arbejde, der gjorde ham internationalt kendt. Ameghinos kontroversielle fund af stenredskaber, skårmærkede knogler og andre spor efter mennesker i Pliocæn [2-5 mio. år], Miocæn [5-23 mio. år] og endnu ældre perioder i Argentina gjorde ham kun endnu mere berømt.

I 1887 gjorde Florentino Ameghino vigtige fund på Monte Hermoso på kysten ca. 60 kilometer nordøst for Bahia Blanca. I sin gennemgang af fundene skrev han: “At mennesket eller snarere dets forløber har eksisteret på denne gamle lokalitet, bevises af primitivt bearbejdede flinteredskaber i stil med dem fra Miocæn i Portugal såvel som af skårmærkede knogler, forkullede knogler og gamle ildsteder.” Disse fund blev gjort i Monte Hermosos Pliocæn-formation, der er omkring 3,5 millioner år gammel.

Blandt fundene på Monte Hermoso var en fossil hominid atlas (den øverste halshvirvel ved kraniets basis). Ameghino mente, at den havde primitive træk, men A. Hrdlicka anførte, at den kom fra et moderne menneske. Noget tyder derfor på, at det var moderne mennesker, der havde efterladt kulturgenstandene og ildstederne på Monte Hermoso.

En række europæiske videnskabsmænd blev interesserede i Ameghinos fund. Antropologen Ales Hrdlicka fra Smithsonian Institution i Washington viede dem også megen opmærksomhed, men han afviste dem pure. Hrdlicka var nærmest bestyrtet over den store støtte, som professionelle videnskabsmænd specielt fra Europa gav fundene. Ikke blot modsatte Hrdlicka sig eksistensen af mennesker i Tertiærtiden, men også enhver antydning af, at der havde været mennesker i Amerika i mere end nogle få tusinde år. Hrdlicka var kendt for sin kritik af alle sådanne fund fra Nordamerika og vendte nu sin opmærksomhed imod Florentino Ameghinos meget omtalte sydamerikanske fund. I 1910 besøgte han Argentina og deltog i undersøgelser på Monte Hermoso sammen med Florentino Ameghino. Hrdlicka havde en interessant måde at behandle lokalitetens fund på. I sin bog Early Man in South America (1912) kom Hrdlicka kun kort ind på stenredskaberne og de andre spor af menneskelig beboelse, som Ameghino havde fundet på Monte Hermoso. Sjovt nok bestred han dem ikke direkte. I stedet brugte han snesevis af sider på at kaste tvivl over nogle senere og mindre overbevisende fund, som Ameghino havde gjort i Puelchien, en yngre formation, der ligger hen over Monte Hermosos Pliocæn-formation. Puelchien-formationen er 1–2 millioner år gammel.

Tilsyneladende mente Hrdlicka, at hans omstændelige tilbagevisning af fundene fra Puelchien-formationen var nok til at så tvivl om fundene i de langt ældre aflejringer på samme lokalitet. Denne fremgangsmåde bruges jævnligt til at miskreditere kontroversielle fund. De svageste fund fraPuelchien bliver kritiseret sønder og sammen, imens de mest overbevisende fund ignoreres. Ikke desto mindre tyder meget på, at både Puelchien-fundene og Monte Hermoso-fundene var gode nok.                                                                                                                                                 

På deres fælles ekspedition fandt Hrdlicka og Ameghino hovedsaligt primitivt tilhuggede kvartsitredskaber. Hrdlicka bestred ikke, at selv de mest primitive eksemplarer var lavet af mennesker. Derimod betvivlede han deres alder. Han mente, at aflejringen, der indeholdt dem, var af nyere dato. Dette byggede han til en vis grad på udsagn fra Bailey Willis, en amerikansk geolog, der ledsagede ham.

Aflejringen med redskaberne lå øverst i Puelchien-formationen. Willis accepterede efter en vis tøven Puelchien som mindst Pliocæn i alder. Han skrev, at formationen bestod af “et stratificeret, lettere hærdet, gråt sandlag eller sandsten … karakteriseret af en meget slående krydslejring og ensartede, grå sandkorn.” Willis beskrev det øverste lag, som Ameghino medregnede til Puelchien-formationen, som en 6 til 16 tommer tyk [15-40 cm] stribe, “der var sammensat af gråt sand, kantede stykker af grå sandsten og sten, blandt hvilke nogle var slået i stykker af mennesker.”

Willis bemærkede, at det øverste lag af det grå redskabsindeholdende sand var “identisk i sammensætning” med de lavere lag af Puelchien, men adskilt fra dem af en ”ukonformitetslinie” eller ”erosionsgrænse”. En ukonformitet er et manglende lag imellem to lag og svarer til en periode uden aflejring eller – som i dette tilfælde – med erosion. En måde at fastslå, hvor lang tid der er imellem aflejringerne over og under ukonformitetslinien, er at sammenligne fossiler. Willis omtalte imidlertid ingen fossiler. Det er således usikkert, hvor lang tid ukonformiteten repræsenterer. Det kunne være meget kort tid, hvilket giver de to lag over og under ukonformiteten omtrent samme alder, ca. 1–2 millioner år.

I et forsøg på at udelukke denne mulighed skrev Willis, at “tilhuggede sten i tilknytning til sandaflejringerne må være af nyere dato.” Willis antog, at alle stenredskaber måtte være af nyere dato, og at aflejringerne, de blev fundet i, derfor også måtte være det. Imidlertid ser det ud til, at aflejringerne faktisk tilhørte Puelchien-formationen, som Ameghino mente det, og at stenredskaberne derfra kunne være så meget som 2 millioner år gamle.

Ameghino fandt også stenredskaber, knogler med skårmærker og spor af ild i Argentinas Santacrucien– og Entrerrien-formationer. Santacrucien-formationen er fra Nedre eller Mellem Miocæn, hvilket giver fundene en alder på 15–25 millioner år. Vi har ikke kunnet finde nogen alder på Entrerrien i de bøger, vi har rådført os med, men siden denne formation er ældre end Monte Hermoso-formationen, er den mindst Øvre Miocæn, dvs. over 5 millioner år gammel. Mange steder fandt Ameghino spor af ild med meget højere temperaturer, end bål og græsbrande frembringer. Disse spor omfattede store, tykke stykker af hårdt, brændt ler og slagger. Var disse rester af primitive støberier eller ovne, der blev brugt af Argentinas Pliocæn-mennesker?”

***

Hovedsageligt baseret på Cremo og Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 75-77.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: