15-20 millioner år gamle stenredskaber fra Portugal?

For en måned siden skrev jeg i indlægget ’Jægere i England for over to millioner år siden?’ om det påfaldende i, hvordan så mange anerkendte videnskabsmænd i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede uafhængigt af hinanden indberettede, hvordan mærker på knogler og skaller fra Miocæn, Pliocæn og Nedre Pleistocæn var tegn på menneskers værk. Var det en særlig form for mental vildfarelse, der hærgede sidst i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, eller havde de ret i, at der findes mange beviser for eksistensen af mennesker i faunaen fra Pliocæn og tidligere perioder, hvor de accepterede ideer om menneskets evolution i dag ikke har plads til, at der kan have levet mennesker?

Endnu et interessant eksempel på en række sådanne fund kommer fra perioden 1860-1880 i Portugal, hvor landets førende geolog, Professor Carlos Ribeiro, fandt hele samlinger af stenredskaber, der tilsyneladende kom fra den geologiske periode Miocæn for 15-20 millioner år siden.

I 1857 blev Carlos Ribeiro udnævnt til chef for Portugals Geologiske Undersøgelser såvel som medlem af det Portugisiske Videnskabsakademi. I årene 1860-63 stod han for undersøgelser af stenredskaber fra Kvartærtiden. 1800-tallets geologer inddelte de geologiske perioder i fire hovedgrupper: (1) Primærtiden, der gik fra Prækambrium til og med Perm; (2) Sekundærtiden fra Trias til og med Kridttiden; (3) Tertiærtiden fra Palæocæn til og med Pliocæn; (4) Kvartærtiden, der omfatter Pleistocæn inklusive nyere tid.

På et tidspunkt kom det Ribeiro for øre, at der var fundet flint med tegn på menneskelig bearbejdning i aflejringer fra Tertiærtiden imellem Canergado og Alemquer, to landsbyer i Tagus-flodens dal nordøst for Lissabon. Ribeiro iværksatte omgående sine egne udgravninger og fandt mange bearbejdede afslag af flint og kvartsit i Tertiære aflejringer. Men Ribeiro lå alligevel delvist under for det dengang (og fortsat) herskende dogme om, at der kun har levet mennesker i Kvartærtiden. På Portugals officielle geologiske kort fra 1866 gav han modvilligt Kvartær-aldre til nogle af de aflejringer, hvor fundene var gjort.

Den franske geolog Edouard de Verneuil protesterede imidlertid, da han så disse kort, og gjorde opmærksom på, at de såkaldte Kvartære aflejringer afgjort var fra Pliocæn eller Miocæn. I mellemtiden havde Abbé Louis Bourgeois offentliggjort sine fund af stenredskaber i Tertiær-lag (se her). Under påvirkning af de Verneuils kritik og Bourgeois’ fund bekendtgjorde Ribeiro, at der var fundet redskaber i aflejringer fra Pliocæn og Miocæn i Portugal.

I 1871 fremlagde Ribeiro en samling af flinte- og kvartsitredskaber fra Tagus-dalens Tertiær-formationer for det Portugisiske Videnskabsakademi i Lissabon. I 1872 mødtes Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi i Bruxelles, hvor Ribeiro præsenterede en række af sine fund, hovedsageligt tilspidsede flinteflækker. Den videnskabelige opfattelse af fundene var delt.

På en udstilling i Paris i 1878 udstillede Ribeiro 95 flinteredskaber fra Tertiærtiden. Den indflydelsesrige franske antropolog Gabriel de Mortillet gennemgik Ribeiros fund og konkluderede, at 22 af eksemplarerne havde sikre tegn på menneskelig bearbejdning. Sammen med sin ven og kollega Emile Cartailhac fik de Mortillet andre videnskabsmænd til at se på Ribeiros fund. De var alle enige i, at en stor del af flinteafslagene med sikkerhed bar tegn på menneskelig bearbejdning.

De Mortillet skrev: ”Den tilsigtede bearbejdning bevises af ikke blot den generelle form, der kan snyde, men mere afgørende af tydelige slagflader og åbenbare slagbuler.” På nogle af slagbulerne kunne man se eraillures, små splinter, som slagene havde fjernet, og på nogle af flækkeblokkene kunne man se, hvordan der var fjernet lange flækker i parallelle spor.

Leland W. Patterson, en nutidig specialist i stenredskaber, nævner, at slagbulen er det vigtigste tegn på tilsigtet arbejde på et flinteredskab. Hvis afslaget også har en slagflade, kan man være endnu mere sikker på, at det er hugget af en flækkeblok og ikke er et naturligt knækket stykke flint, der blot minder om et redskab eller et våben.

De Mortillet bemærkede videre: ”På samme side som slagbulen har mange af eksemplarerne fordybninger med spor og fragmenter af fastsiddende sandsten, hvilket beviser deres oprindelige position i aflejringen.” Men nogle videnskabsmænd tvivlede stadigvæk. I 1880 på Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi, der fandt sted på Ribeiros hjemmebane i Lissabon, Portugal, udstillede han flere redskaber fra Miocæn. I sit foredrag nævnte Ribeiro:

”(1) De blev fundet som integrerede dele af selve lagene. (2) De havde skarpe, velbevarede kanter, hvilket viser, at de ikke var transporteret over nogen stor afstand. (3) De havde en ir, hvis farve svarede til aflejringerne, hvori de blev fundet.”

Specielt det andet punkt er vigtigt. Nogle geologer hævdede, at oversvømmelser og regnskyl havde ført flinteredskaber fra Pleistocæn ned i aflejringer fra Miocæn igennem revner i jorden. Men hvis flinteredskaberne var transporteret på denne måde, ville de skarpe kanter sandsynligvis være slået af, hvilket de ikke var.

Kongressen udpegede en særlig kommission til at undersøge redskaberne og lokaliteterne. Den 22. september 1880 rejste kommissionens medlemmer med tog nordpå fra Lissabon igennem Tagus-flodens dal, hvor de beundrede de gamle borge på bjergtoppene og betragtede landskaber fra Jura-, Kridt- og Tertiær-tiderne. De stod af toget i Carregado, fortsatte til nærliggende Otta, og to kilometer fra Otta kom de til bjerget Monte Redondo. Her spredtes forskerne ind i forskellige kløfter i jagt på flinteredskaber.

I sin bog Le Prehistorique omtaler Gabriel de Mortillet forskernes dag på Monte Redondo:

”Kongressens medlemmer ankom til Otta. Byen ligger midt i en stor ferskvandsformation, der var bunden af en fortidig sø med sand og ler i midten og sand og sten på bredderne. Det er på bredderne, at intelligente væsener ville have efterladt deres redskaber, og det er på bredderne af den sø, der engang skyllede ved foden af Monte Redondo, at jagten fandt sted. Jagten blev kronet med held. Monsieur Bellucci, den dygtige videnskabsmand fra Umbria [Italien], fandt et stykke flint in situ med ubestridelige tegn på tilsigtet bearbejdning. Før han frigjorde det, viste han det til nogle af sine kolleger. Flintestykket sad fast indkapslet i klippen, og han måtte bruge en hammer for at få det frit. Det er helt sikkert lige så gammelt som aflejringerne. I stedet for at ligge vandret på en overflade, som det sekundært kunne være kittet sammen med på et meget senere tidspunkt, blev det fundet in situ på undersiden af en fremspringende klippeafsats, der hang ud over et område, der var fjernet af erosion. Det er umuligt at ønske sig en mere fuldendt demonstration af flintens position i dens strata.”

Nyere eksperter anser konglomeraterne ved Otta for at være Nedre Miocæn, omkring 15-20 millioner år gamle. Umiddelbart skulle man mene, at Ribeiros fund fortjener seriøs opmærksomhed, selv i dag.

***

Hovedsageligt baseret på Cremo og Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 55-58.

Læs eventuelt en uddybende artikel af Michael Cremo, THE DISCOVERIES OF CARLOS RIBEIRO: A CONTROVERSIAL EPISODE IN NINETEENTH-CENTURY EUROPEAN ARCHAEOLOGY.