Undertiden er det som man ikke tør tro på sandheden når den afsløres for en. Når man fx i årevis er blevet bundet en historie på ærmet, kan det være hårdt nok at skulle indrømme over for sig selv (og især over for andre) at man i den grad har ladet sig tage ved næsen.

En eller anden har sagt: Sandheden skal frigøre jer!

Det gælder også den videnskabelige sandhed. Hvis man kender den, vil den også have en befriende virkning.

Nu véd jeg godt at man ikke opererer med et direkte “sandhedsbegreb” inden for moderne forskning, i sidste ende kun med sandsynligheder. Men sådan til hverdag regner vi almindeligvis med at forskere udtaler sig “sandt” om deres lille bid af sandheden når de bliver spurgt. Bl.a. har forskningen medvirket til at udrydde megen overtro blandt folk. Og tak & lov for det!

Spøgelser

“Forvå’r dæ, forvå’r dæ, der kommer en busserømand å tå’r dæ!” Sådan lød det til vendsysselbørn i gamle dage. Når det så gik op for disse børn at der ikke findes en busserømand, gik de nok lidt mere let om hjertet ned i den mørke cykelkælder om aftenen.

Men der findes andre gengangere der hjemsøger mennesker selv i dag: En ofte set busserømand er fortællingen om at mennesket kun er et dyr. Mange har i tidens løb ladet sig bilde ind (undertegnede inkluderet) at denne fortælling beror på hvad forskningen har fundet ud af. Så hvis de kunne blive oplyst om at denne vidt udbredte fortælling ikke har sin rod i videnskab, men tværtimod i en materialistisk-ateistisk filosofi, vil det måske også frigøre noget i dem. Om ikke andet så dog dette faktum: De der tror de véd, kan også af og til ligge under for voldsomme gengangerbedrag.

Et sådant bedrag er hvad Jonathan Wells i sin bog Evolutionens Ikoner kalder »Det ultimative Ikon«, og det handler i evolutionsfortællingen om menneskets tilknytning til dyrene.

Boganmeldelsen fortsat

Om dette skriver Jesper Vind i sin bog Intelligent Design (der som nævnt ikke handler så meget om ID at det gør noget):

I 1859 udgav Darwin en bog med sin evolutionsteori om hvordan alle levende organismer havde udviklet sig fra en fælles stamform. […] Selv om det ikke stod direkte i bogen at også mennesket havde udviklet sig fra samme stamform som dyr og planter, var det tydeligt at Darwin mente at det var sådan. Mennesket var altså ikke skabt direkte af Gud, men havde samme forfader som fx chimpansen og gorillaen.

Folk blev chokerede. Tænk at foreslå at mennesker og aber var beslægtede med hinanden! Det var en meget provokerende tanke fordi de fleste anså mennesket som noget helt særligt, skabt i Guds billede.

Lige siden har der bølget en diskussion frem og tilbage om evolutionslæren. Langt de fleste naturvidenskabsfolk er i dag ganske sikre på at store dele af Darwins teori om evolutionen grundlæggende er korrekt, og naturvidenskabelig[e] data der er indsamlet de sidste 150 år, støtter evolutionsteorien.

Som Vind fremstiller sagen her (for værgeløse unger i folkeskolen), påstår han faktisk

1. at Darwin var den første der mente at mennesket og dyrene er biologisk forbundne
2. at tanken om den fælles forfader ikke burde være så provokerende fordi mennesket jo ikke er noget særligt, i hvert fald ikke skabt i Guds billede [hvad der så end menes med dette billedsprog]!
3. at langt de fleste forskere i dag er sikre på mennesket er udsprunget af dyrene, gennem en evolutionsproces.

Og så gentager han en direkte usandhed, nemlig at data indsamlet de seneste 150 år skulle støtte teorien. Vind (og desværre mange med ham) har tydeligvis ikke fulgt med i timen i mikrobiologi og informationsteori i dette århundrede. For her er det blevet mere og mere tydeligt at “Darwins forklaringer” ikke hænger sammen. Her er netop masser af data der ikke støtter teorien: At programmering (i DNA’et) skulle kunne opstå af sig selv, lidt efter lidt, over lange tidsforløb. Det er tydeligt selv for korrekt oplyste lægfolk.

Ad 3) “Sikre på” må være en påstand om at der ligger en eller anden form for viden bag. Wells viser i sine skrifter at dét vi kan være sikre på, er at der hersker stor usikkerhed på området. Der mangler for det første en mekanisme. De sædvanlige af “Darwins forklaringer” dur ikke. Darwin blev selv mere og mere bevidst om at hans stærkt opreklamerede naturlige selektion ikke kan dét han så brændende ønskede sig. (Se Darwinbogen for nærmere forklaring.) Derfor indførte han en form for lamarckisme i “sin ligning”, nemlig brug eller ikke-brug af et organ. En forestilling der i dag findes i uhæmmet omfang i fortællingen om menneskets evolution. “Hvis man hopper ned af træerne, får man en opret gang og en større hjerne.” – “Hvis man begynder at bruge redskaber, får man en større hjerne” et cetera ad absurdum. – Sjovt nok har dét dyr der er bedst til at bruge redskaber, nemlig ravnen, vist ikke opnået den store hjerneudvidelse ad den vej! (Så i forbindelse med menneskets evolution er nedarvede egenskaber pludselig tilladt selvom Mendel med sin arvelighedslære har påvist at det er noget sludder.)

Ad 1) Det er ganske enkelt ikke sandt at Darwin skulle være den første der skulle have fået tanken om at mennesket er forbundet med resten af dyreriget. Thomas Aquinas og Carl von Linné står som lysende dementier af denne påstand.

Ad 2) At mennesket ikke skulle være noget særligt, kræver nok en lille ekstraovervejelse. Vi kan jo begynde med at stille et par meget simple spørgsmål:

Hvor mange dyr

• kan køre bil?
• flyve et jetfly?
• kan udvikle et forståeligt sprog med udtale af forskellige ord, med sætningsopbygning, “korrekt” grammatik osv.?

Jeg kan godt tale med min kones kat. Den svarer også, når den gider, hvis jeg spørger om den vil ud ad fordøren frem for ad vinduet, men alligevel. – Ja, hvor mange dyreunger kan finde på

• ord der aldrig i livet før er blevet udtalt
• sætninger der aldrig før er blevet sagt
• tanker der ikke tidligere er blevet tænkt?

Disse ting, som ethvert forældrepar må opleve med både fryd og forbavselse, gør i allerhøjeste grad menneskebarnet til noget helt særligt! Der findes ikke et væsen i skaberværket med et sådant kreativt potentiale – ud over det tænkende menneske, homo sapiens.

Det er selvfølgelig en trossag hvad man lægger i metaforen “skabt i Guds billede”, men bare det at antyde at mennesket ikke skulle være noget særligt, er at tale mod bedrevidende!

Mennesket er – rent biologisk – absolut noget særligt. Det kan enhver der gider, konstatere så let som ingenting.

I øvrigt skal der ikke mange ugers fosterudvikling til før det afsløres. Og det sker langt under den nuværende abortgrænse (med et apropos hertil og et til). Og gad vide om det ikke også er mod bedrevidende at Vind taler om enighed blandt forskerne i anknytning til menneskets evolution. Mon der alligevel ikke er en lille tvivl der har sneget sig ind hos ham? Hans sætningskonstruktion med ikke mindre end 4 forbehold tyder på det. Vi gentager den lige, med mine fremhævelser:

Langt de fleste naturvidenskabsfolk er i dag ganske sikre på at store dele af Darwins teori om evolutionen grundlæggende er korrekt.

Det er vist en ganske korrekt beskrivelse af den sandhed der lyder at i dag er flere og flere forskere kommet i tvivl om hovedpåstandene i Darwins teori.

Som Wells siger det: Spørger man fagfolk, er det nærmest som om de siger: “Ja, lige inden for mit felt er der ikke meget vi kan bruge evolutionsteorien til i praksis, men andre faggrene har jo (vistnok) vist …”

Og det tilføjede “vistnok” har en vis tendens til at gro sig større og større.

Denne konstatering og om denne stigende faglige kontrovers kan man læse i Jonathan Wells’ bog Evolutionens Ikoner. Og i sit 11. kapitel gennemgår han “det ultimative ikon”, menneskets evolution. Resumé følger snarest.

Wells har også givet et udmærket resumé af sine opdagelser (på engelsk i.e.) i Asmarks interessante bog Rethinking Darwin.

Som sagt, der er noget frigørende over at komme til at kende sandheden, så det kan absolut anbefales at følge de anførte henvisninger – og blive klogere!

Sjov nok er Vind kommet til at illustrere problemet selv i sin brug af det ultimative ikon: På siderne 4-5 breder dette ikon sig i al sin misvisende magt og vælde – med følgende lille, afslørende illustrationstekst (og da den måske er lidt svær at se på billedet, gentager vi den lige her) {citat}:

Ifølge naturvidenskaben eksisterede chimpansens og menneskets fælles forfader for knap 7 millioner år siden. Siden udviklede abemennesket evnen til at gå på to ben, hjernen blev større, og det begyndte at bruge redskaber. For 200.000 år siden havde det udviklet sig til nutidsmennesket, som vi kalder homo sapiens. {citat slut}

Med visse sandhedskorrigerende sproglige opstramninger står de “sorte sætninger” her for hvad forskningen kan stå inde for. De grønne er til gengæld fri fantasi. Hvordan? Jo, ingen véd at det er foregået sådan. Man antager at det er sket, men man har intet empirisk belæg for (i daglig tale “bevis for”) at det forholder sig sådan.

Nu har ID-kritikere, herunder Vind, jo så travlt med at ID-forskningens resultater ikke er videnskab. Hvordan ligger det lige med “de grønne sætninger” han selv har brugt her?! Kan de på nogen måde underkastes “den videnskabelige metode” han selv fremhæver (p.11)? Det kunne være interessant at høre hvordan de passer med hans definition:

Videnskabsfolk får bl.a. deres viden ved at indsamle data, måle, veje og studere naturen. […] det vigtigste i naturvidenskab er at man forsøger at modbevise en teori – fx ved at lave eksperimenter […]

Det må vist siges at være et eklatant eksempel på “dobbelt standard” (for nu at bruge en anglicisme som Vind tydeligvis er så glad for). ID er altså tro, ikke videnskab fordi man ikke kan eksperimentere med Designeren. (Og så springer vi let og elegant over at design kan erkendes intuitivt af ethvert fornuftigt menneske. Spørg blot en arkæolog hvordan han ser forskel på et flintredskab og en tilfældig sten.)

Men fortællingen om menneskets evolution er altså ikke tro, men videnskab selvom man hverken kan måle, veje eller eksperimentere med processen. På dansk kaldes sådan noget vist dobbeltmoral. Eller skal vi nøjes med betegnelsen vejrhane-argumentation …

Og så mangler der oven i købet de sproglige opstramninger i “de sorte sætninger”. Hvis vi skulle gengive Vinds fremstilling så den fortæller sandheden om de faktiske forhold, skulle hans illustrationstekst (i denne Gyldendal VIDEN-bog [hic!]) have lydt sådan:

Mange forskere forestiller sig at der har eksisteret en fælles forfader til chimpansen og mennesket for knap 7 millioner år siden. Man er dog ikke enige om hvem kandidaten til denne forfader i så fald skulle være. Forskerne tror så at abemennesket siden har udviklet evnen til at gå på to ben, at hjernen er blevet større, og at fortidsmennesket er begyndt at bruge redskaber; for hvis man bliver bedre til at bruge ben, hænder og hoved, nedarves det til ungerne. For 200.000 år siden står nutidsmennesket, som vi kalder homo sapiens, fuldt færdigt på scenen.

Dette hul i beretningen mellem de 7 mio. og de 200.000 år kalder overlæge Peter K. A. Jensen (en af de største kapaciteter i humanevolution i Danmark) for en tidstunnel. Og vel at mærke en tidstunnel hvor vi ikke har nogen anelse om hvad der er foregået (se Menneskets oprindelse er noget af et mysterium, Origo 103). Og det lamarckistiske element i fortællingen har vi allerede kommenteret.

Ergo, der er altså, lige så lidt i dag som på Darwins tid, nogen som helst videnskabelig grund til at forkaste tanken om at mennesket “er skabt i Guds billede”. Så det behøver Vind altså ikke argumentere imod.

Sandheden er at påstanden om at mennesket kun er et tilfældigt fnug mellem tilfældige kloder i et meningsløst univers, mere er filosofi end det er videnskab. Og påstanden rangerer i sandhedsværdi på linje med enhver anden eventyrlig skabelsesberetning.

Materialister (og med dem ateister som Huxley) har bare fået det til at lyde som om de snakker videnskab. Dét det i virkeligheden har drejet sig om, er salg af deres egen verdensanskuelse. En verdensanskuelse som på forhånd (a priori) går ud fra at der ingen intelligens findes bag, intet formål er med skaberværket. Og i dag hvor mere og mere viser at det modsatte er tilfældet, komme den frigørende sandhed for en dag:

Materialister har ikke eneret på at drive sand forskning. Det er fuldstændigt legitimt at søge efter (og finde) formål i skaberværket, herunder især i biologien. En vinge og et øje har fx hver for sig et ganske bestemt formål.

At benægte sådanne organers formålsbestemte natur, er at have et noget lottoagtigt forhold til sin videnskab!

Hvorfor er mennesket blevet til? – Materialistens “videnskabelige” svar lyder: »Fordi en fuldstændig tilfældig evolution har skabt dette meningsløse væsen!«

En helt anden historie

Mens jeg har arbejdet på dette indlæg, er der dukket endnu et interessant aspekt op. Nemlig at folk der har læst Forbudt Arkæologi, opdager at det nok er værd at tænke nærmere over de sædvanlige forklaringer om menneskets evolution. Måske findes der er bredere perspektiv? Måske en helt anden tilgang? 

😉 .b

Diskussion her

NÆSTE: Den fantastiske historie om menneskets evolution.