Den fantastiske historie
om menneskets evolution, del 1
Det ligger lidt tyndt med “beviserne” på menneskets evolution. Det kommer nok som en overraskelse for de fleste. Skal man tro medier, lærebøger osv., er der ikke spor at være i tvivl om. I Evolutionens Ikoner kan Jonathan Wells fortælle en noget anden historie.
[En boganmeldelse fortsat fra Tro på sandheden]
Inden vi ser på denne bogs dokumentation, lad os lige kaste os over Wells’ omfattende svar på kritik af samme bog. Den fulde tekst findes på dette site; find afsnit f) Menneskets evolution.
Her følger et resumé af samme tekst for den travle læser:
Forskningen bag
Den forskningsmæssige begrundelse for menneskets evolution må komme fra andre organismer end mennesket selv. Eksperimenter med mutationer og selektion på mennesker må nødvendigvis være praktisk vanskelige og etisk problematiske. [Dvs. Wells’ synspunkt gælder i dag, for i stalintiden havde man ikke den slags moralske kvababbelser. Der har man haft parringsprogrammer mellem sovjetkvinder og menneskeaber på et tidspunkt hvor den politiske darwinisme blev dyrket for fuld udblæsning. – I den forbindelse: Jesper Vind tager i sin bog Intelligent Design fat i nazisternes misbrug af darwinismen. Det er ellers sjældent set. Så hurra for det! Roses hvo som roses bør.]
Der er fundet massevis af fossiler. Derfor er det mere og mere sært at “overgangsformer” til mennesket er så sjældne. De er faktisk så ekstremt sjældne at nye fund hver gang resulterer i de helt store overskrifter og andet mediehype.
Hvad så med “de talrige markante opdagelser”, “de talrige fossiler fra hominider der viser overgangstræk fra abelignende til moderne menneskers” og de andre fund fra skrivebordsskuffen? “De talrige” fylder netop ikke mere end – en skrivebordsskuffe. Og det med “overgangstræk” hører, som vi skal se herunder, til den mere religiøse del af biologien. (Sjovt nok advares der så meget mod “religion” (læs: ID) i biologitimerne; den er der allerede (i form af materialismens altomfattende livssyn).
Wells er derfor ikke den eneste biolog der mener at menneskets evolutionsfortælling er lidt tyndt underbygget, videnskabeligt set:
Henry Gee, evolutionist og chefskribent på Nature, har bemærket:
“At tage en række fossiler og påstå at de repræsenterer et nedstamningsforhold, har ikke meget at gøre med en videnskabelig hypotese der kan testes; det er en påstand af samme validitet som en godnathistorie – underholdende, måske endda lærerig, men videnskabelig, nej!” [Henry Gees In Search of Deep Time: Beyond The Fossil Record to a New History of Life, New York: The Free Press, 1999.]
Wells går derfor skridtet videre og siger at selvom vi skulle stå med en komplet fossilserie, kan den lige så vel tolkes ud fra tanken om ID som om evolution.
Kritik for brugen af ikonet
I forbindelse med menneskets evolution er Wells endvidere blevet kritiseret for forsiden på sin bog. Og kritikken går på at “ingen lærebøger bruger abe til menneske-ikonet fordi de fleste lærebogsforfattere er klar over at det er et falsk ikon.”
Hertil er så at sige at denne påstand dementerer Jesper Vind på smukkeste vis ved netop at bringe dette ikon uden mindste forbehold. Den ledsagende tekst lader formode at Vind tror fuld og fast på ikonet.
Endvidere bringer Illustreret Videnskab (2011, nr. 1) samme ikon i form af et væld af illustrationer + en grafik. (Den historie vender vi stærkt tilbage til.) Så ikonet lever i bedste velgående.
😉 .b
Næste: Den fantastiske historie 2 hvor vi bl.a. ser på Darwins påstand om at menneskeartens oprindelse er foregået på samme måde som enhver anden arts.
Den der har lyst, kan kommentere dette indlæg her. 🙂
Kategorier
You must be logged in to post a comment.