Hop til indhold

Liv i et reagensglas – Virkeligt?

Jeg begyndte i går at skrive om, hvad jeg kaldte ‘Evolutionsteoriens falske beviser’. I virkeligheden er det en gennemgang af nogle af de anomalier, som især biologen Dr. Jonathan Wells har gjort opmærksom på findes i de fleste biologibøger, som vores skolebørn undervises efter. Wells giver i sin bog Icons of Evolution (på dansk Evolutionens Ikoner) en række eksempler på ‘falske beviser’ for evolutionsteorien og påviser dels, hvor misvisende de er, dels hvor tynd det bevismæssige grundlag for evolution må være, hvis disse falske beviser er det bedste, som evolutionisterne kan byde på i deres argumentation for deres teori.

I det følgende giver Wells et eksempel, der handler om livets start og oprindelse. Sandheden er, at den moderne biologi er lige så langt fra at forstå livets oprindelse, som Charles Darwin var det for over 150 år siden. Trods det kan man læse i biologibøger, hvor tæt videnskaben er på at løse gåden om livets tilblivelse, og hvordan man har fundet “livets byggesten”:

“Alle, der var gamle nok i 1953 til at forstå betydningen af nyheden, husker, hvor chokerende og for mange berusende det var. Det var lykkedes for videnskabsmændene Stanley Miller og Harold Urey at skabe livets ”byggesten” i et reagensglas. Miller og Urey havde sendt elektriske gnister igennem en efterligning af, hvad de mente var Jordens oprindelige atmosfære, hvorved det var lykkedes dem at danne nogle simple aminosyrer. Eftersom aminosyrer er livets ”byggesten”, blev det anset for blot et spørgsmål om tid, før videnskabsmændene selv kunne skabe levende organismer. På den tid blev det set som en dramatisk bekræftelse af evolutionsteorien. Liv var ikke et ”mirakel”. Intet udefrakommende og ingen guddommelig intelligens var nødvendig. Bland de rigtige luftarter, tilføj elektricitet, og liv vil nødvendigvis opstå. Det er noget helt almindeligt. Carl Sagan kunne således med sindsro forudse på fjernsynet, at alle de planeter, der kredser omkring de ”milllliarder og millllliarder” af stjerner derude måtte myldre med liv.

Men der var problemer. Videnskabsfolkene kunne aldrig komme længere end til de simpleste aminosyrer i deres fingerede urmiljøer, og skabelsen af proteiner begyndte at ligne ikke et lille skridt eller et par skridt, men en stor og måske uoverstigelig kløft. Det virkelige knæk fik Miller-Urey-eksperimentet dog i 1970’erne, da videnskabsmænd konkluderede, at Jordens tidlige atmosfære på ingen måde lignede den blanding af luftarter, som Miller og Urey havde anvendt. I stedet for at være, hvad videnskabsmænd kalder et ”reducerende” (iltfrit) og brintrigt miljø, bestod Jordens tidlige atmosfære sandsynligvis af gasser fra vulkaner. I dag er der så godt som enighed blandt geokemikerne om dette. Men kommer man disse gasser i Miller-Ureys apparat, virker eksperimentet ikke – der opstår ingen af ”livets byggesten” med andre ord.

Hvad stiller lærebøgerne op med denne ubekvemme kendsgerning? I det store hele ignorerer de den og fortsætter med at bruge Miller-Urey-eksperimentet for at overbevise skoleelever om, at videnskabsfolkene har demonstreret et vigtigt første skridt i livets oprindelse. Dette omfatter ovennævnte Molecular Biology of the Cell. De fleste lærebøger fortsætter også med at fortælle de studerende, at videnskabsmændene, der forsker i livets oprindelse, har fundet et væld af andre beviser, der forklarer, hvordan livet opstod spontant, men de fortæller ikke de studerende, at forskerne selv nu indrømmer, at forklaringen stadig ikke er til at få øje på.”

One thought on “Liv i et reagensglas – Virkeligt? Skriv en kommentar

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: