Hop til indhold

Videnskaben bekræfter: Darwinismen er gået i stykker

Følgende er en artikel af Paul Nelson og David Klinghoffer fra den 13. december 2016 om en stor videnskabskonference, der havde fundet sted i The Royal Society i London. Budskabet var utvetydigt: Neo-darwinismen er i stykker.

***

Den darwinistiske teori er i stykker og står muligvis ikke til at reparere. Det var resultatet af et møde, der var arrangeret i sidste måned af verdens mest ansete og historiske videnskabsorganisation, selv om mødet stort set ikke blev omtalt i medierne.

Den tredages konference i The Royal Society i London var bemærkelsesværdig, idet den bekræftede noget, som fortalerne for intelligent design (ID) har sagt i årevis. ID-fortalere henviser til en kløft imellem, hvordan evolutionen og dens beviser bliver præsenteret for offentligheden, og hvordan forskerne selv diskuterer den bag lukkede døre og i faglige publikationer. Denne kløft holdes skjult for lægmænd, og dog stod den klar for enhver, der deltog i konferencen i The Royal Society inklusive et antal ID-venlige forskere.

Måske er denne hemmeligholdelse med til at forklare, hvorfor mødet fik en så afdæmpet dækning i de almindelige medier.

Jo, det blev dækket nogle steder. I the Huffington Post klagede videnskabsjournalist Suzan Mazur over konferencens manglende relevans: ”Netop hvad var pointen med at tiltrække en anset international forsamling, hvis talerne ikke havde ret meget videnskab at præsentere? Hvorfor spilde folks tid og penge?” På den anden side indrømmede en omtale i The Atlantic af Carl Zimmer en følelse af stridighed mellem rivaliserende kliker af evolutionister: ”Begge sider gav deres argumenter og kritik på en høflig måde, men til tider kunne man fornemme spændingen i lokalet – sarkastiske sidebemærkninger, rullen med øjnene og partiske klapsalver.”

Så hvorfor skulle nogen – uagtet de små dramaer – hæfte sig ved det?

En grund er, at The Royal Society, der går tilbage til 1660, er en legende i den videnskabelige verden. Dets grundlæggere indbefattede den betydelige kemiker Robert Boyle, og det blev senere ledt i 24 år (1703-1727) af Isaac Newton, en kendsgerning, man vanskeligt glemmer med Newtons dødsmaske prominent udstillet i en glasmontre. Portrætter af Boyle og Newton kigger ned fra væggene foroven. De historiske forbindelser giver en vis vægt i sig selv.

Det, som imidlertid virkelig er værd at notere, er, at en så gennemgribende traditionel institution så åbent indrømmer problemerne med den ortodokse neo-darwinistiske teori. Faktisk illustrerede mødet med al tydelighed, selv om talerne ignorerede, afviste eller latterliggjorde teorien om intelligent design, en pointe, som blev rejst af vor kollega Stephen Meyer, forfatter af New York Times best-sellereren “Darwin’s Doubt: The Explosive Origin of Animal Life and the Case for Intelligent Design.” Dr Meyer, en Cambridge-uddannet videnskabsfilosof, skriver provokerende i bogens indledning:

”Den faglige biologilitteratur er på nuværende tidspunkt fyldt med biologer, der er i verdensklasse, men alligevel jævnligt udtrykker deres tvivl om forskellige aspekter ved den neo-darwinistiske teori, især omkring dens centrale grundsætning, den påståede skabelseskraftige mekanisme med naturlig udvælgelse og mutationer.

Ikke desto mindre fremturer populære forsvarere af teorien ufortrødent uden i nogen nævneværdig grad at ænse den voksende mængde af kritiske, videnskabelige meninger om teoriens status. Sjældent har der hersket en så åbenlys afgrund mellem den populære opfattelse af teorien og dens egentlige status i relevant peer-reviewed videnskabslitteratur.”

Åbningstalen i The Royal Society blev givet af en af disse biologer i verdensklasse, den østrigske evolutionsteoretiker Gerd Müller, og understregede præcist Meyers påstand. Dr. Müller åbnede mødet med at diskutere adskillige af de grundlæggende ”forklaringsmangler” ved ”den moderne syntese”, dvs. lærebøgernes neo-darwinistiske teori. Ifølge Müller inkluderer de uløste problemer forklaringerne på:

  • Fænotypisk kompleksitet (oprindelsen til øjne, ører, legemsplaner, dvs. de anatomiske og strukturelle træk hos levende væsener).
  • Fænotypisk nye former, dvs. oprindelsen til nye former gennem livets historie (f. eks. pattedyrenes fremkomst for ca. 66 mio. år siden, hvor hoveddelen af pattedyrenes ordener såsom hvaler, flagermus og kødædende dyr dukker op i den fossile historie, og endnu mere dramatisk i den kambriske eksplosion, hvor de fleste dyrs legemsplaner dukker op mere eller mindre uden noget forudgående, der leder frem til dem).
  • Ikke-gradvise former eller typer af overgange, hvor man ser bratte brud i fossilerne mellem forskellige typer.

Som Müller har forklaret sammen med Stuart Newman i en udgivelse fra 2003 (”Om oprindelsen til organiseret form”), at selv om ”det neo-darwinistiske paradigme stadig udgør den centrale forklaringsramme for evolutionen, sådan som det bliver repræsenteret af nutidige lærebøger” har den ”ingen teori om generativitet.” Med andre ord mangler den neo-darwinistiske mekanisme med mutationer og naturlig udvælgelse den skabende kraft til at generere de nye anatomiske træk og livsformer, som er opstået op igennem livets historie. Alligevel bliver den neo-darwinistiske teori, som Müller bemærkede det, stadig præsenteret for offentligheden via lærebøger som den kanoniske forståelse af, hvordan nye livsformer opstod – et slående eksempel på spændingen mellem den ydre opfattelse af teorien og dens egentlige status, sådan som Meyer beskrev det i Darwins Doubt.

Alligevel ligger den vigtigste lære fra konferencen i The Royal Society ikke i dens forsvar af påstande, som vore (ID) forskere er kommet med, selv om dette nok er glædeligt for os, men snarere i definitionen af de nuværende problemer og statussen af forskningen på området. Konferencen havde stort held med at definere de problemer, evolutionsteorien ikke har kunnet løse, men tilbød kun lidt, om noget overhovedet, i retning af nye løsninger på disse langvarige, fundamentale problemer.

Efter Müllers oplæg handlede meget af konferencen om forskellige andre foreslåede evolutionsmekanismer. Ja, hovedkræfterne bag denne Royal Society-begivenhed – Müller, James Shapiro, Denis Noble og Eva Jablonka, der er kendt blandt evolutionsbiologer for The Third Way of Evolution, og som hverken er ID-teoretikere eller ortodokse darwinister – har foreslået en reparation af forklaringshullerne i den moderne syntese ved at fremhæve andre evolutionære mekanismer end tilfældige mutationer og naturlig selektion. Meget af konferencens debat drejede sig om spørgsmålet om, hvorvidt disse nye mekanismer kunne indlemmes i neo-darwinismens grundlæggende befolkningsgenetiske rammer og derved muliggøre en ny ”udvidet” evolutionssyntese, eller om vægten på nye mekanismer til evolutionsmæssige forandringer repræsenterede et radikalt og teoretisk uforeneligt brud med den etablerede teori. Dette til størstedelen semantiske eller klassifikationsmæssige spørgsmål skjulte et dybere anliggende, som få, om nogen, af præsentationerne konfronterede direkte: problemet med oprindelsen til ægte fænotypiske nyheder – det problem, som Müller beskrev i sin åbningstale.

Ja, sidst på mødets tredje dag forekom det mange af vore forskere og andre tilstedeværende, de talte med, at gåden om livets nyskabelser forblev uløst, hvis den i det hele taget var blevet diskuteret. Som en fremtrædende tysk palæontolog i forsamlingen sluttede: ”Ingen af elementerne i den Udvidede Syntese [som blev diskuteret på konferencen] giver nogen tilfredsstillende forklaring på den moderne synteses (også kaldet neo-darwinismens) afgørende forklaringsmangler, der blev belyst under mødets første tale af Gerd Müller.”

I Darwin’s Doubt understregede Meyer f.eks. den åbenlyse vigtighed af genetiske og andre (dvs. epigenetiske) typer af information, når det gælder dannelse af nye fænotypiske træk og livsformer. De nye mekanismer, neo-darwinismens kritikere kom med til konferencen – uanset om de ses som en forlængelse af den neo-darwinistiske syntese eller som basis for en fundamentalt ny evolutionsteori – gjorde ingen forsøg på at forklare, hvordan den påkrævede information til dannelse af ægte nye former kunne være opstået. Tværtimod ville de mekanismer, der blev drøftet, højst kunne danne små mikroevolutionsmæssige forandringer såsom ændringer i farven på sommerfuglevinger eller de berømte polymorfismer på hundestejler.

Endvidere forudsatte de diskuterede mekanismer – nichekonstruktion, fænotypisk plasticitet, naturlig genetisk manipulation osv. – enten en allerede eksisterende nødvendig biologisk information til dannelse af nye former, eller også tog de overhovedet ikke mysteriet med oprindelsen til den information (og de morfologiske nyheder) i betragtning (ikke alle de foreslåede mekanismer var nødvendigvis nye, apropos. Nichekonstruktion og fænotypisk plasticitet har været kendt i lang tid).

Komplekse adfærdsmønstre såsom fuglenes konstruktioner af reder eller bævernes bygning af damme er eksempler på nichekonstruktion, hvor bestemte organismer selv udviser evnen til at ændre deres omgivelser på måder, der kan påvirke optagelsen af senere generationer i disse omgivelser. Alligevel forklarede ingen af mødets fortalere for nichekonstruktion, hvordan evnen til en sådan sammensat adfærd opstod de novo i fortidige bestande, hvilket må have været tilfældet, såfremt den naturalistiske evolutionshistorie er sand.

Snarere blev disse sammensatte adfærdsmønstre opfattet som allerede givne, og således forblev det afgørende spørgsmål om deres oprindelse mere eller mindre uberørt. Mens der er en overflod af beviser for, at dyr kan lære og videregive ny adfærd til deres afkom – f.eks. har japanske krager lært, hvordan man benytter sig af trafiksignalerne til at knække og åbne nødder – forudsætter al sådan evidens den forudgående eksistens af bestemte funktionelle evner, der giver evnen til iagttagelse, indlæring og lignende. Derfor støder de evolutionære redegørelser for teorien om nichekonstruktion gentagne gange ind i en mur med skriften ”OPRINDELIG KOMPLEKS FUNKTIONEL EVNE KRÆVES HER”, uden hvilken eller hinsides hvilken intet interessant kunne observeres.

James Shapiros tale, som tydeligvis var en af de mere interessante til konferencen, kastede lys over denne vanskelighed i dens mest fundamentale form. Shapiro præsenterede fascinerende beviser for kontra-neo-darwinisme, den ikke-tilfældige natur af mange mutationsforløb – forløb, der lader organismer reagere på forskellige miljømæssige udfordringer eller belastninger. De beviser, han fremlagde, peger i retning af, at mange organismer besidder en art forprogrammeret tilpasningsevne – en evne, Shapiro andetsteds har beskrevet som opererende under en ”algoritmisk styring”. Alligevel gjorde hverken Shapiro eller nogen anden forsøg på at forklare, hvordan den iboende information i en sådan algoritmisk kontrol eller forprogrammeret evne kunne være opstået.

Denne samme ”forklaringsmangel” var åbenlys i drøftelserne om de andre mekanismer, selv om vi ikke vil gøre forsøg på at vise dette udtømmende her. Vi kan dog henvise læserne til 15. og 16. kapitel i Darwin’s Doubt, hvor Meyer belyser den måde, hvorpå ikke alene neo-darwinismen, men også nyere evolutionære mekanismer (hvor mange blev diskuteret til konferencen) ikke har held med at besvare spørgsmålet om oprindelsen til den information, der kræves for at danne nye former.

I de kapitler gennemgår Meyer en række foreslåede forsøg til reparation af den Moderne Syntese. Han anerkender og beskriver de forskellige fordele, mange af disse forslag har over neo-darwinismen, men han forklarer også nøje, hvorfor hver af disse mekanismer er utilstrækkelige som forklaring på oprindelsen til den biologiske information, som dannelsen af nye former og dyreliv forudsætter. Han citerer palæontologen Graham Budd, der har observeret: ”Når offentligheden tænker på evolution, tænker de på [ting såsom] oprindelsen til vinger … men disse er ting, evolutionsteorien kun har fortalt os meget lidt om.”

Mange fascinerende taler under konferencen i The Royal Society beskrev et antal evolutionsmekanismer, som det neo-darwinistiske etablissement har gjort kort proces med. Desværre vil konferencen imidlertid mest huskes, som Suzan Mazur lod det forstå i sin dækning, for ikke at være kommet med noget som helst nyt. I særdeleshed mislykkedes den med at komme med nye bud, der kunne hjælpe med at hele den overvældende ”forklaringsmangel” i den neo-darwinistiske syntese – den manglende evne til at forklare oprindelsen til fænotypiske nyheder og navnlig den genetiske og epigenetiske information, der kræves til at danne dem.

Disse udgør stadig problemer, som evolutionsteorien fortæller os meget lidt om, hvilket efter vor vurdering er en opfordring til forskere til at tage intelligent design- alternativet op til overvejelse.

***

Bragt med tilladelse af Paul Nelson. Den oprindelige artikel kan læses her:

https://www.cnsnews.com/commentary/david-klinghoffer/scientists-confirm-darwinism-broken

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: