Flere 1800-tals spor af moderne mennesker i fjerne fortider

Jeg har allerede skrevet et par gange om spor af mennesker i meget fjerne fortider, spor, som fuldstændigt modsiger den standardopfattelse af menneskets evolution og forhistorie, vi normalt præsenteres for. Jeg skrev f.eks. om fund af mærkede knogler fra St. Prest i Frankrig i 1863. Dette fund står langt fra alene. Her er endnu tre eksempler, der er hentet fra Michael Cremo og Richard Thompsons Forbudt Arkæologi, som jeg havde æren af at få lov til at oversætte i 2006.

Mærkede knogler fra Italien

Knogler med samme slags skæremærker som knoglerne fra St. Prest blev fundet af J.­­ ­Desnoyers i en samling knogler fra Arno-flodens dal (Val d’ Arno) i Italien. De mærkede knogler var fra samme arter dyr, der blev fundet ved St. Prest, inklusive Elephas meridionalis og Rhinoceros etruscus. De kom fra den Pliocæn-periode, der kaldes Astien, hvilket giver dem en alder på 3–4 millioner år. Knoglerne er i hvert fald mindst 1,3 millioner år, som er det tidspunkt, da Elephas meriodionalis uddøde i Europa.

Mærkede knogler blev også fundet andre steder i Italien. På et møde i Det Italienske Selskab for Naturvidenskaber i Spezzia den 20. september 1865 fremviste Professor Ramorino nogle knogler af uddøde arter af røde hjorte og næsehorn, der efter hans mening havde menneskeskabte skæremærker. Disse eksemplarer blev fundet ved San Giovanni i nærheden af Siena, og ligesom knoglerne fra Val d’Arno skulle de være fra Astien-perioden i Pliocæn. De Mortillet stod fast på sin sædvanlige negative opfattelse og kommenterede, at mærkerne sandsynligvis var fra de redskaber, arbejderne havde brugt, da de udgravede knoglerne.

Næsehorn fra Billy, Frankrig

Den 13. april 1868 meddelte A. Laussedat Det Franske Videnskabsakademi, at P. Bertrand havde sendt ham to stykker af en underkæbe fra et næsehorn. De kom fra en grube nær Billy, Frankrig. På et af stykkerne var der fire dybe mærker. Disse korte furer, der sad på knoglens nederste del, var praktisk taget parallelle. Ifølge Laussedat lignede disse mærker i tværsnit mærkerne fra et øksehug på et stykke hårdt træ, og derfor mente han, at mærkerne var lavet på samme måde, da knoglen var frisk, altså med et håndholdt huggeredskab af sten. Laussedat så det som tegn på, at der havde levet mennesker samtidigt med det fossile næsehorn i en geologisk fjern tid. Nøjagtigt hvor gammel viser den kendsgerning, at kæbeknoglen blev fundet i en 15 millioner år gammel aflejring fra Mellem Miocæn.

Skyldtes mærkerne på knoglen virkeligt mennesker? De Mortillet mente det ikke. Efter at have udelukket rovdyr skrev han: “De er blot geologiske mærker.” Om de Mortillet havde ret, ved vi ikke, for han gav ingen dokumentation for sin opfattelse.

En kendt nutidig ekspert i mærkede knogler er antropologen Lewis R. Binford fra Albuquerques Universitet, New Mexico. I sin bog Bones: Ancient Men and Modern Myths skrev Binford: “Mærker fra stenredskaber er tilbøjelige til at være korte og forekomme i grupper af parallelle mærker.” Mærkerne, som Laussedat beskrev, svarer til denne beskrivelse.

Colline de Sansan, Frankrig

Det Franske Videnskabsakademis aprilreferat fra 1868 indeholder denne redegørelse fra F. Garrigou og H. Filhol: “Vi har nu tilstrækkelig dokumentation til at kunne sige, at samtidigheden af mennesker og Miocæn-pattedyr er bevist.” Deres beviser for dette var en samling pattedyrknogler, der tilsyneladende forsætligt var brækket i stykker, fra Sansan, Frankrig. Specielt værd at bemærke var nogle brækkede knogler fra en lille hjort, Dicrocerus elegans. Moderne forskere anser de knoglebærende lag ved Sansan for at være fra Mellem Miocæn. Alle kan forestille sig den ødelæggende virkning, tilstedeværelsen af mennesker for omkring 15 millioner år siden ville have på moderne udviklingsdoktriner.

De Mortillet bemærkede som sædvanligt, at nogle af Sansan-knoglerne var spaltet af naturlige kræfter under fossildannelsen, måske på grund af udtørring, og andre senere på grund af bevægelser i jordlagene.

Garrigou holdt imidlertid fast på, at knoglerne fra Sansan var spaltet af mennesker for at få marven ud. Han argumenterede for dette i 1871 på et møde i Bologna, Italien, på Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi. Garrigou præsenterede først kongressen for en række nyere knogler med ubestridte mærker fra slagtning og spaltning. Til sammenligning viste han derefter knoglerne fra den lille hjort (Dicrocerus elegans) fra Sansan. Mærkerne på disse knogler var mage til mærkerne på de moderne knogler.

Garrigou viste også, at mange af knoglestykkerne havde meget fine skrabemærker, som man også finder på spaltede marvknogler fra Øvre Pleistocæn. Ifølge Binford er det første, man gør med marvknoglerne, at fjerne fedtvævslaget på knoglernes overflade ved at skrabe det af med et stenredskab.

***

Forbudt Arkæologi er udsolgt fra forlaget. Men jeg har stadig nogle eksemplarer liggende, som jeg kan tilbyde til 250 kr. pr. eksemplar inklusive forsendelse. Bogen kan bestilles via min email: asmark<snabel-a>iskcon.dk.