Jægere i England for over to millioner år siden?

I min lille serie om nu ukendte arkæologiske fund (se f.eks. her, her og her), der tyder på eksistensen af Homo sapiens i tider, hvor nutidige palæoantropologer ikke er parate til at acceptere eksistensen af mennesker som os, er her et par eksempler mere fra England, sådan som Cremo og Thompson beskriver dem i deres Forbudt Arkæologi (se nederst).

Benredskaber fra The Red Crag

I begyndelsen af det 20. århundrede beskrev J. Reid Moir, finderen af mange kontroversielt gamle flinteredskaber, “en række mineraliserede primitive benredskaber, der kom fra nedenunder basis af The Red Crag og The Coralline Crag ved Suffolk.” Man mener nu, at den øverste del af The Red Crag i East Anglia markerer grænsen imellem Pliocæn og Pleistocæn med en alder på 2,0–2,5 millioner år. Det ældre Coralline Crag er fra Øvre Pliocæn og således mindst 2,5–3,0 millioner år gammelt. Residuallagene [residuallag: aflejring med forvitret materiale fra ældre borteroderede aflejringer] under The Red Crag og The Coralline Crag indeholder materiale fra Pliocæn til Eocæn. Ting derfra kan være fra 2 millioner til 55 millioner år gamle.

Nogle af Moirs redskaber var trekantede. I sin redegørelse forklarede Moir:

“Disse er alle fremstillet fra brede, flade, tynde stykker knogle, sandsynligvis fra store ribben, der er brækket på en måde, så de har en bestemt form. Denne trekantede form er i hvert af tilfældene blevet frembragt af brud på tværs af knoglens ’årer’.”

Moir lavede eksperimenter på knoglen og sluttede, at hans fund ”utvivlsomt var menneskers værk.” Ifølge Moir kunne de trekantede stykker af fossil hvalknogle have været brugt som spydspidser. Moir fandt også hvalribben, der var lavet til tilspidsede redskaber.

Moir og andre fandt ligeledes knogler med skæremærker og andre benredskaber på forskellige steder i Cromer-lagene. Det yngste Cromer-lag er 0,4 millioner år gammelt, imens det ældste er mindst 0,8 millioner år. Dog hævder nogle moderne eksperter, at lagene kan være så meget som 1,75 millioner år.

Moir beskrev også en knogle, der var fundet af Mr. Whincopp fra Woodbridge i Suffolk. Han havde i sin private samling ”et stykke fossilt ribben, der var delvist savet over i begge ender.” Denne genstand kom fra residuallaget under The Red Crag og blev, skrev Moir, “af både opdageren og den afdøde pastor Osmond Fisher anset for tegn på menneskers værk.” Spor af savning på en fossilknogle af denne alder er ret uventet.

Et stykke savet træ blev fundet af S. A. Notcutt i Cromer-laget ved Mundesley. De fleste af Mundesley-lagene er 4-500.00 år gamle.

I sine notater til det savede træstykke skrev Moir: “Den flade ende ser ud til være dannet ved savning med et skarpt stykke flint, og på et sted ser det ud til, at savsnittet er afrettet [figur 2.5], som det ofte er nødvendigt, når man begynder at save i træ med en moderne sav.” Moir bemærkede endvidere: “Den spidse ende er lidt tilsodet som af ild, og det er muligt, at eksemplaret er en primitiv gravestok, der brugtes til at grave rødder op med.”

Imens man ikke helt kan udelukke, at Homo erectus kan have levet i England under Cromer-tiden, peger det teknologiske niveau, som dette tilsavede træredskab antyder, mere i retning af Homo sapiens. Ja, det er vanskeligt at se, hvordan en sådan savning skulle være sket med stenredskaber. F.eks. kan små flintflækker, der er sat fast på et træskaft, ikke have lavet det pæne snit, som tydeligt ses på eksemplaret. Træskaftet ville være bredere end flintetakkerne, og derfor kan man ikke save en smal fure med et sådant redskab. Et savblad af sten ville også have været meget skrøbeligt og ikke holdt længe nok til at gennemføre savningen. Ligeledes ville det være noget af en præstation at lave sådan en stensav. Det ser ud til, at kun en metalsav kan have frembragt denne savning. En metalsav for 4–500.000 år siden er naturligvis lidt af en sensation.

Det er bemærkelsesværdigt, at de mærkede knogler, stenredskaber og andre effekter fra The Red Crag og Cromer-lagene så godt som ikke nævnes i gængse lærebøger og henvisninger, specielt når det gælder fundene fra Cromer-lagene, der for de flestes vedkommende nærmer sig noget, som den moderne palæoantropologiske opfattelse kan acceptere.

Elefantgrav fra Dewlish, England

Geologen Osmond Fisher opdagede noget interessant i Dorsetshires landskab: en elefantgrav ved Dewlish. Fisher skrev i The Geological Magazine (1912):

“Denne grav var udgravet i en kalkaflejring og 12 fod dyb [ca. fire meter] og af en sådan bredde, at et menneske lige netop kunne gå i den. Den følger ingen naturlig brudlinie, og flintlagene på begge sider svarer til hinanden. Bunden er af uforstyrret kalk, og den ene ende er lodret ligesom siderne. I den anden ende åbner den skråt op til en dals stejle sider. Graven indeholdt betragtelige rester af Elephas meridionalis, men ingen andre fossiler . . . .  Denne grav blev efter min opfattelse udgravet af mennesker i Øvre Pliocæn som en faldgrube til at fange elefanter i.”

Elephas meridionalis eller ’sydlig elefant’ levede i Europa for 1,2 til 3,5 millioner år siden. Knoglerne i graven ved Dewlish kan muligvis være fra Nedre Pleistocæn, men også fra Øvre Pliocæn.

Fotografier viser, at gravens lodrette vægge var omhyggeligt udhugget som med en stor mejsel. Fisher refererede til beskrivelser af, hvordan primitive jægere i nutiden anvender lignende faldgruber. Det ville sikkert være umagen værd at undersøge elefantknoglerne fra graven for tegn på skæremærker.

Fisher gjorde et andet interessant fund. I 1912 skrev han:

“Imens jeg gravede efter fossiler fra Eocæn på Barton Cliff, fandt jeg et stykke gagat på 9½ tomme i kvadratet og 2¼ tomme tyk  . .  . Det havde i det mindste på den ene side, hvad der syntes at være mærker fra den tilhugning, der havde formet det til dets præcise kvadratiske form. Eksemplaret er nu i Sedgwick Museum, Cambridge.”

Gagat er et kompakt fløjsagtigt sort kul, der kan poleres til en flot glans og ofte bruges som smykker. Eocæn varede fra 55 millioner år indtil for 38 millioner år siden.

Afsluttende ord

Det er påfaldende, at så mange anerkendte videnskabsmænd i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede uafhængigt af hinanden indberettede, hvordan mærker på knogler og skaller fra Miocæn, Pliocæn og Nedre Pleistocæn var tegn på menneskers værk. Blandt disse forskere var Desnoyers, de Quatrefages, Ramorino, Bourgeois, Delaunay, Bertrand, Laussedat, Garrigou, Filhol, von Dücker, Owen, Collyer, Calvert, Capellini, Broca, Ferretti, Bellucci, Stopes, Moir, Fisher og Keith.

Var det en særlig form for mental vildfarelse, der hærgede sidst i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede? Eller havde de ret i, at der findes mange beviser for eksistensen af primitive jægere i faunaen fra Pliocæn og tidligere perioder?

***

Baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 25-28.