Aimé Rutots fund, Belgien, ca. 1907

Jeg skrev for et par uger siden om Carlos Ribeiros fund i Portugal omkring 1880. Et tilsvarende tilfælde kommer fra Belgien, hvor Professor Aimé Rutot, konservator på Bruxelles’ Kongelige Naturhistoriske Museum, i begyndelsen af det 20. århundrede gjorde en række fund, der igen bragte kontroversielt gamle stenredskaber frem i forreste linie. De fleste af Rutots fund var fra Nedre Pleistocæn. Men i 1907 førte hans løbende undersøgelser til en række overraskende fund i nogle grusgrave nær Boncelles i Ardennerne i Belgien. Aflejringerne, hvori fundene blev gjort, var fra Oligocæn, hvilket giver dem en alder på 25 til 38 millioner år.

I sin gennemgang af de fundne redskaber skrev Georg Schweinfurth i Zeitschrift für Ethnologie: “Blandt dem var økser, slagsten, knive, skrabere, bor og slyngsten, der alle havde tydelige tegn på forsætlig tilvirkning, der havde resulteret i former, der var fortræffeligt tilpasset den menneskelige hånd … den heldige opdager havde fornøjelsen af at vise lokaliteten til 34 belgiske geologer og forhistorikere. De måtte alle indrømme, at der ingen tvivl var om fundenes [geologiske] placering.”

Rutots afhandling om fundene fra Boncelles blev trykt i bulletinen for det Belgiske Selskab for Geologi, Palæontologi og Hydrologi. Rutot bemærkede også, at der var fundet tilsvarende stenredskaber i aflejringer fra Oligocæn i Baraque Michel og i en hule i Bay Bonnet. Ved Rosart på venstre side af floden Meuse var der også fundet stenredskaber fra Mellem Pliocæn.

“Nu ser det ud til,” skrev Rutot, “at menneskets eksistens i Oligocæn … er fastslået så eftertrykkeligt og så grundigt, at intet kan indvendes derimod.” Rutot bemærkede, at Oligocæn-redskaberne fra Boncelles næsten til fuldkommenhed mindede om redskaber, der er fremstillet af indfødte på Tasmanien inden for de seneste århundreder.

Rutot beskrev derefter i detaljer forskellige slags redskaber fra Boncelles. Han startede med percuteurs (økser): simple økser, tilskærpede økser og tilspidsede økser. Alle kategorier af percuteurs var tilhuggede, så redskaberne var nemme at have i hånden, og de havde tegn på slid på arbejdskanterne.

Rutot beskrev dernæst nogle redskaber, han kaldte couteaux, der kan oversættes som knive. “Man kan se,” skrev han, ”at couteaux’erne er lavet af relativt lange flinteflækker, der er sløve på den ene side og skarpe på den anden.”

En anden slags redskaber var racloir eller skrabere. Racloir’erne var for det meste lavet af et ovalt afslag, hvor den ene kant var stump og den modsatte skarp. Med en retouche var der lavet et passende greb til hånden i den stumpe ende, der lå i håndfladen, og redskabets skarpe side blev ført hen over det, der skulle skrabes. Under denne skrabning var små spåner fra redskabets skærekant blevet slået af, og slidmærker derfra kunne ses på mange af eksemplarerne.

Rutot beskrev derefter andre typer skrabere: konkave skrabere, der sandsynligvis blev brugt til at skrabe lange, runde genstande med, og dobbelt–skrabere med to skarpe kanter. Nogle af dobbelt-skraberne lignede tilspidsede redskaber fra Mousterien i Øvre Pleistocæn.

Rutot beskrev også en særlig kategori af værktøj, som han kaldte blandede redskaber, for de så ud til at kunne have været brugt på mere end en måde. Rutot skrev: “På den skarpe kant er de tilbøjelige til at have en retoucheret spids, der sidder, hvor to lige kanter eller oftere to indskæringer mødes.”

Den næste slags redskaber, som Rutot diskuterede, var grattoir, en anden slags skraber. Han beskrev også perçoir, der kan oversættes som syle eller bor. Rutot havde også fundet genstande, der så ud til at være slyngsten. Han sluttede af med, at nogle af flintestykkerne, der havde mærker fra gentagne slag, kunne være brugt til at lave ild med. Sådanne sten støder man også på i fund fra Øvre Pleistocæn.

Rutot opsummerede i 1907 problemstillingen, hans fund udgjorde: “Vi står over for et alvorligt problem – eksistensen i Oligocæn af skabninger, der var intelligente nok til at fremstille og anvende forskellige slags deciderede redskaber. Hvem var disse intelligente skabninger? Var det blot en forløber til mennesket, eller var det allerede et menneske? Dette er et alvorligt problem – en ide, der ikke kan andet end forbløffe os og tiltrække opmærksomheden og interessen fra alle dem, der gør videnskaben om mennesket til genstand for deres undersøgelser og meditation.”

Det kommer måske som et chok for mange med en videnskabelig baggrund, at en udtalelse som denne kunne forekomme i et videnskabeligt tidsskrift i det 20. århundrede. I dag vil  ingen inden for den førende videnskabelige retning overhovedet overveje muligheden af en menneskelig eller selv før-menneskelig tilstedeværelse i Oligocæn for 25-38 millioner år siden. Der må være mindst to grunde til dette: For det første er ingen bekendte med fysiske beviser af den slags, som Rutot gjorde, og for det andet end en betingelsesløs og blind tro på de nuværende accepterede ideer om menneskets oprindelse og alder.

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 68-70.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det herfra i en højopløst pdf: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf