Hop til indhold

Piltdown: Bedraget afsløres

Her følger anden del af fortællingen om Piltdownbedrageriet. Første del kan læses her.

En engelsk tandlæge ved navn Alvan Marston blev ved med at plage de engelske videnskabsmand med, at der var noget galt med Piltdownfossilerne. I 1935 fandt Marston et menneskekranie ved Swanscombe sammen med fossile knogler fra 26 slags dyr fra Mellem Pleistocæn. Ud fra ønsket om at kunne kalde sit fund for ’den ældste englænder’ bestred Marston Piltdownfossilernes alder.

I 1949 fik Marston overtalt Kenneth P. Oakley fra British Museum til at teste både Swanscombe- og Piltdown-fossilerne med den nyligt udviklede fluorindholdsmetode. Kraniet fra Swanscombe havde samme fluorindhold som de fossile dyreknogler, det var fundet sammen med, hvilket bekræftede dets Mellem Pleistocæne alder (fra for 465.000 til for 850.000 år siden). Resultaterne for Piltdownfossilerne var mere uklare.

Her skal det nævnes, at Oakley tilsyneladende selv havde sine mistanker til Piltdown-mennesket. Oakley og Hoskins, der sammen forfattede den skriftlige redegørelse for fluorindholdstesten fra 1950, skrev, at “de anatomiske træk ved Eoanthropus (hvis vi antager, at emnerne repræsenterer samme individ) står i fuldstændig modsætning til, hvad fund i Fjernøsten og Afrika har ledt os til at forvente ved en hominid fra Nedre Pleistocæn.”

Oakley testede Piltdownfossilerne for at finde ud af, om kranieskallen og kæben fra Piltdown-mennesket virkeligt hørte sammen. Fluorindholdet i de fire oprindelige kranieknogler varierede fra 0,1 til 0,4 procent. Kæben havde et fluorindhold på 0,2 procent, hvilket godt kunne tyde på, at den hørte sammen med kranieskallen. Knoglerne fra den anden Piltdownlokalitet gav lignende resultater. Oakley sluttede, at Piltdown-knoglerne var fra mellemistiden Riss-Würm, hvilket gav dem en alder imellem 75.000 og 125.000 år. Det er en del yngre end den Nedre Pleistocæne alder (1, 2-1,4 mio. år), som Piltdownfossilerne oprindeligt blev givet, men det er stadigt afvigende gammelt for et fuldstændigt moderne menneskekranie i England.

Oakleys redegørelse tilfredsstillede ikke Marston, der var overbevist om, at kæben og kranieskallen fra Piltdown kom fra to forskellige individer. Ud fra sit kendskab til lægevidenskab og tandanatomi sluttede Marston, at kraniet med sine lukkede suturer var fra et voksent menneske, imens kæben med sine ufuldstændigt udviklede kindtænder var fra en umoden abe. Han mente også, at knoglernes mørke farve, der blev set som tegn på en høj alder, skyldtes, at Dawson havde lagt dem i en opløsning af kaliumdikromat for at fiksere dem.

Marstons løbende kampagne imod Piltdownfossilerne blev til sidst bemærket af J. S. Weiner, en antropolog ved Oxford. Weiner blev hurtigt overbevist om, at noget var galt med Piltdownfossilerne. Han gik videre med sin mistanke til W. E. Le Gros Clark, lederen af antropologinstituttet på universitetet i Oxford. Le Gros Clark var skeptisk til at begynde med. Den 5. august 1953 mødtes Weiner og Oakley med Le Gros Clark på British Museum, hvor Oakley hentede de faktiske Piltdowneksamplarer frem fra et pengeskab, så de sammen kunne undersøge de kontroversielle relikvier. Weiner viste på dette tidspunkt Le Gros Clark en chimpansetand, som han havde taget fra en museumssamling og tilfilet og bejdset. Ligheden med Piltdownkindtanden var så slående, at Le Gros Clark satte en fuldstændig undersøgelse i gang af alle Piltdownfossilerne.

En ny fluorindholdstest med en ny teknik blev anvendt på Piltdownfossilerne. Tre stykker fra Piltdownkraniet gav nu et fluorindhold på 0,1 procent. Men kæben og tanden havde et meget lavere fluorindhold på 0,01–0,04 procent. Fordi fluorindholdet vokser med tiden, angav resultaterne en meget højere alder for kranieskallen end for kæben og tænderne. Det betød, at de ikke tilhørte samme individ.

Der blev også foretaget prøver for kvælstofindhold. Weiner kom frem til, at kranieknoglerne indeholdt 0,6–1,4 procent kvælstof, imens kæben indeholdt 3,9 procent, og tanddelene på samme indeholdt 4,2–5,1 procent. Prøveresultaterne viste derfor, at kranieknoglerne var ældre end kæben og tænderne og kom fra forskellige individer. Friske knogler indeholder omkring 4–5 procent kvælstof, der aftager med tiden. Efter alt at dømme var kæben og tænderne ret nye af alder, imens kraniet var ældre.

Resultaterne af fluor- og kvælstofprøverne udelukkede stadigvæk ikke, at kraniet kom fra gruslagene ved Piltdown. Men til sidst kom selv kraniefragmenterne under mistanke. Redegørelsen fra British Museum forklarede: “Dr. G. F. Claringbull foretog en røntgenkrystallografisk analyse af disse knogler og fandt, at deres vigtigste mineralindhold, hydroxy-apatit, var delvist erstattet af gips. Undersøgelser af de kemiske omstændigheder i Piltdowns undergrund og grundvand viste, at en sådan usædvanlig forandring ikke kunne være sket naturligt i Piltdowngruset. Dr. M. H. Hey demonstrerede derpå, at når underjordiske fossiler farves ved at neddyppe dem i en stærk jernsulfatopløsning, sker denne forandring. Således er det nu klart, at kranieknoglerne er blevet kunstigt farvet for at få dem til at passe til gruslaget og ’anbragt’ på stedet sammen med alle de andre fund.”

På trods af konklusionen i rapporten fra British Museum kan det dog stadigvæk ikke udelukkes, at kraniet oprindeligt kom fra Piltdowns grusaflejring. Alle kranieknoglerne var mørkt jernfarvede hele vejen igennem, imens kæbeknoglen kun var farvet i overfladen. Ydermere viste en kemisk analyse af de første kraniefragmenter, som Dawson fandt, at de havde et meget højt jernindhold på 8 procent i sammenligning med kun 2–3 procent for kæben. Det tyder på, at kraniestykkerne havde fået deres jernfarve fra lang tids ophold i Piltdowns jernholdige grusaflejring. Den overfladisk farvede kæbe ser med sit væsentligt mindre jernindhold ud til at være kommet andetsteds fra.

Hvis kraniestykkerne kom fra Piltdowns grusaflejring, som foreslået af Weiner og hans kolleger, og ikke var kunstigt farvet, hvordan vil man da forklare tilstedeværelsen af gips (kalciumsulfat) i kraniestykkerne? En mulighed er, at Dawson brugte sulfatforbindelser (sammen med eller i tillæg til kaliumdikromat), da han behandlede knoglerne kemisk for at fiksere dem efter deres udgravning, hvorved en del af knoglernes hydroxy-apatit blev forvandlet til gips.

En anden mulighed er, at gipsen blev dannet, imens kraniet lå i Piltdown-aflejringen. Videnskabsmændene fra British Museum hævdede, at koncentrationen af sulfater i Piltdown var for lav til, at dette kunne være sket. Men M. Bowden fandt, at der var sulfater i områdets grundvand i en koncentration af 63 dele per million, og at Piltdown-gruset havde et sulfatindhold på 3,9 milligram per 100 gram. Bowden indrømmede, at disse koncentrationer ikke var store, men han bemærkede, at de kunne have været væsentligt større i fortiden. (Vi noterer os her, at Oakley henviste til fortidige højere fluorkoncentrationer i grundvandet for at forklare et abnormt højt fluorindhold i menneskeskeletterne fra Castenedolo.)

Meget sigende indeholdt Piltdownkæben intet gips. At der var gips i alle kraniestykkerne, men ikke i kæben, stemmer overens med hypotesen om, at kraniestykkerne oprindeligt kom fra Piltdownaflejringen, imens kæben ikke gjorde det.

Der var krom i de fem kraniestykker, som Dawson fandt alene, før Woodward gjorde ham selskab. Det kan forklares af det kendte faktum, at Dawson dyppede stykkerne i kaliumdikromat for at fiksere dem, efter at de var gravet frem. De øvrige kraniestykker, som Dawson og Woodward fandt sammen, indeholdt intet krom.

Kæben indeholdt krom, tilsyneladende som resultat af en jernfarvningsteknik, hvor der blev anvendt en jernforbindelse og kaliumdikromat.

Sammenfattet kan det siges, at måske kom kranieskallen fra Piltdown-aflejringen og blev gennemtrængt af jern over et langt tidsrum. I samme tidsrum blev noget af kalciumfosfatet omdannet til kalciumsulfat (gips) under indvirkning af sulfater i gruset og grundvandet. Nogle af kraniestykkerne blev lagt i kaliumdikromat af Dawson. Det kan forklare, hvorfor de indeholdt krom. Fragmenterne, som Dawson og Woodward senere var sammen om at finde, blev ikke dyppet i kaliumdikromat og indeholdt derfor ikke krom. Kæben var på den anden siden kunstigt jernfarvet, hvilket kun resulterede i en overfladisk farvning. Farveteknikken omfattede anvendelse af en kromforbindelse, der forklarer tilstedeværelsen af krom i kæben, men ikke gips, da farveteknikken ikke dannede gips.

Hvis man på den anden side antager, at kraniestykkerne såvel som kæben var forfalskede, må man forklare, hvorfor bedrageren brugte tre forskellige farvningsteknikker: (1) Ifølge British Museums videnskabsmænd blev der ved den primære farvningsteknik anvendt en jernsulfatopløsning med kaliumdikromat som oxydant, hvilket som biprodukt dannede gips (kalciumsulfat). Det forklarer tilstedeværelsen af gips og krom i de fem jernfarvede kraniefragmenter, der først blev fundet af Dawson. (2) De fire kraniefragmenter, som Dawson og Woodward fandt sammen, indeholdt gips, men ikke krom. Her kunne der ikke have været anvendt kaliumdikromat ved farvningsteknikken. (3) Kæben, der indeholdt krom, men ikke gips, må være farvet af en tredje metode, der omfattede anvendelse af jern- og kromforbindelser, men ikke dannede gips. Det er vanskeligt at se, hvorfor en bedrager skulle have anvendt tre forskellige metoder, når en havde været nok. Vi må også spørge os selv, hvorfor bedrageren farvede kæben så meget mindre end kranieskallen med større risiko for at blive opdaget.

Ydermere tyder flere øjenvidneskildringer på, at kraniet faktisk kom fra Piltdownaflejringen. Et af øjenvidnerne var Mabel Kenward, datter af Robert Kenward, ejeren af Barkham Manor. Den 23. februar 1955 bragte The Telegraph et brev fra Mabel Kenward med denne udtalelse: “En dag, da de gravede i gruset, der ikke var fjernet, så en af arbejdsmændene, hvad han kaldte en kokosnød. Han slog den i stykker med sin hakke, beholdt et stykke og kastede resten væk.” Specielt betydningsfuldt var udsagnet om, at gruset ikke var fjernet.

Selv Weiner skrev: “Det er ikke nemt at afvise historien om grusarbejderne og deres ’kokosnød’ som rent opspind og en plausibel løgnehistorie, der blev fundet på for at have en tilfredsstillende historie som forklaring på stykkerne…Hvis vi så indrømmer muligheden af, at arbejdsmændene virkelig fandt et stykke af et kranium, kan man stadigvæk forestille sig, at det, de fandt, ikke var den halvforstenede Eoanthropus, men noget fra en nylig og helt almindelig begravelse.” Weiner foreslog, at bedrageren, hvem han end måtte have været, kunne have erstattet de faktisk fundne kraniestykker med nogle behandlede stykker. Men hvor var resten af ligets knogler, hvis arbejdsmændene fandt “noget fra en nylig og helt almindelig begravelse”? Til sidst foreslog Weiner, at en hel falsk kranieskal var anbragt der, og arbejdsmændene fandt den. Men overfladen, hvor arbejderne begyndte at grave, var ifølge Mabel Kenward urørt.

Robert Essex, en fysiklærer, der personligt kendte Dawson fra 1912 til 1915, kom med et interessant vidneudsagn om Piltdownkæben eller rettere kæberne. Essex skrev i 1955: “En anden kæbe, der ikke nævnes af Dr. Weiner, kom fra Piltdown og var meget mere menneskelig end abekæben og tilhørte derfor med større sandsynlighed delene fra Piltdown-kraniet, som utvivlsomt er menneskelige. Jeg så og rørte ved denne kæbe og ved, i hvis sæk den ankom til Dawsons kontor.”

Essex gav herefter flere detaljer. På det tidspunkt havde han været fysiklærer på en lokal latinskole, der lå i nærheden af Dawsons kontor. Essex skrev: “En dag, da jeg kom gående forbi, blev jeg vinket ind af en af kontormændene, som jeg kendte. Han havde kaldt på mig for at vise mig en fossil halvkæbe, der var meget mere som et menneskes kæbe end en abes kæbe og havde tre kindtænder solidt plantet i sig. Da jeg spurgte, hvor den kom fra, fik jeg svaret ‘Piltdown’. Ifølge kontormanden var den blevet afleveret af en af ’graverne’, der, da han kom på besøg og spurgte efter Mr. Dawson, bar på en sæk som dem, man bruger til at have redskaber i. Da han fik at vide, at Mr. Dawson havde travlt i retten, sagde han, at han ville efterlade sækken og komme tilbage. Da han var gået, åbnede kontormanden sækken og så denne kæbe. Da han så mig gå forbi, kaldte han på mig. Jeg sagde til ham, at vi hellere måtte lægge den tilbage, og at Mr. Dawson ville blive rasende, hvis han fik det at vide. Jeg fandt bagefter ud af, at da ’graveren’ kom tilbage, var Mr. Dawson stadig travlt optaget i retten, så han tog sin sæk og gik.” Essex så senere fotografier af Piltdown-kæben. Da han lagde mærke til, at kæben ikke var den samme, som han havde set i Dawsons kontor, meddelte han det til British Museum.

Fundet af en human kæbe ser ud til at bekræfte opfattelsen af, at den humane kranieskal, der blev fundet i Piltdown, hørte til i aflejringerne. Selv hvis vi antager, at samtlige andre knogler i forbindelse med Piltdown var falsknerier, står vi med, hvad der kunne være endnu et tilfælde af Homo sapiens sapiens fra Mellem Pleistocæn eller tidlig Øvre Pleistocæn (for 380.000-130.00 år siden)under forudsætning af, at kraniet blev fundet in situ.

(Fortsættes)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s. 175 ff.

Læs også vores nye ID-informations- og undervisningshæfte, der ligger frit tilgængeligt for alle. Hent det gerne herfra i en højopløst pdf til print: https://intelligentdesigndk.files.wordpress.com/2020/08/intelligent-design_2020_high_res.pdf

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: