Hop til indhold

Irreducibel kompleksitet: Et problem for darwinistisk evolution, 4

Dette er fjerde del af Michael Behes artikel om irreducibel kompleksitet og implikationerne for intelligent design. De første tre dele blev bragt her, her og her. Behe går nu over til at besvare nogle af de indvendinger, der er blevet rejst imod hans argument om irreducibel kompleksitet og intelligent design.

***

Et andet problem, nogle har, drejer sig om spørgsmålet om, hvordan biokemiske systemer skulle kunne være designet. En almindelig misforståelse er, at designede systemer absolut må være skabt ud af ingenting i en røgsky. Men sådan behøver det ikke nødvendigvist at være. Designprocessen kan have været meget mere usynlig. Ja, den behøver slet ikke at have overtrådt nogle af naturlovene. Lad os se på bare én mulighed. Lad os antage, at designeren er Gud, som de fleste har en mistanke om. Jamen, da, som Kenneth Miller påpeger det i sin bog Finding Darwin’s God:

Den ubestemte natur af kvantehændelser ville give en dygtig og subtil Gud mulighed for at påvirke hændelser på måder, der er dybtgående, men ikke kan spores videnskabeligt af os. Disse hændelser kunne omfatte fremkomsten af mutationer … og selv overlevelsen af individuelle celler og organismer, der påvirkes af de tilfældige hændelser af radioaktivt henfald. (Miller 1999, 241)

Miller mener ikke, at der er brug for en vis styring i evolutionen, men hvis der ikke desto mindre er det, som jeg mener det, står der alligevel en vej åben for en subtil Gud til at designe livet uden at tilsidesætte naturlovene. Hvis kvantehændelser såsom radioaktivt henfald ikke styres af årsagsbestemte love, bryder det ingen naturlov at påvirke sådanne hændelser. For mig, der er teist, ligesom Miller er det, virker dette fuldstændigt muligt. Men jeg skal tilføje, at en sådan proces er en form for intelligent design og ikke en darwinistisk evolution. Og selv om vi måske ikke kan påvise selve kvantemanipulationerne, kan vi med sikkerhed slutte, at den endelige struktur blev designet.

Misforståelser om påståede forklaringer af biokemiske systemers irreducible natur

Lad os tage et hypotetisk eksempel, hvor proteiner, der er homologe til alle dele af en irreducibel kompleks molekylemaskine, først hver især havde deres individuelle funktioner i cellen. Kan det irreducibelt komplekse system da være blevet sat sammen af individuelle komponenter, der oprindeligt gjorde noget andet, som nogle darwinister har foreslået det? Desværre oversimplificerer dette billede voldsomt det problem, som jeg har diskuteret i Darwin’s Black Box (Behe 1996, 53). Her bryder analogien med musefælder sammen i en vis grad, for delene i et molekylærsystem skal selv finde hinanden automatisk i cellen. Der er ingen intelligent person til at samle dem, som en musefælde har det. For at finde hinanden i cellen må dele, der hører sammen, have deres overflader formet på en måde, så de passer meget nøje til hinanden. Men oprindeligt kan hver enkelt af de individuelle komponenter ikke have haft komplementære overflader. Alle de vekselvirkende overflader på alle komponenterne skulle først tilpasses, før de kunne fungere sammen. Og kun da ville den nye funktion af det samlede system kunne opstå. Derfor har vi stadig, hvilket jeg stærkt understreger, problemet med irreducibilitet, selv hvis de individuelle proteiner, der er homologe til systemet, oprindeligt hver især havde andre funktioner.

En anden ting, man nøje skal bemærke, er, at nogle systemer med ekstra eller overflødige komponenter kan have en irreducibelt kompleks kerne. For eksempel kan en bil med fire tændrør måske klare sig med to eller tre, men den kan helt sikkert ikke køre uden nogen. Rottefælder har ofte to fjedre for at gøre dem ekstra stærke. Fælden kan stadig virke, hvis man fjerner den ene fjeder, men ikke, hvis begge fjernes. Hvis vi derfor forsøger at forestille os, hvordan en rottefælde opstod på darwinistisk vis, har vi stadig alle de problemer, vi havde med en musefælde. Et eksempel fra cellen på noget, der er overflødigt, er det enormt komplekse eukaryotiske cilium, der indeholder omkring 250 forskellige proteindele (Dutcher 1995). Ciliet har mangfoldige kopier af flere af komponenterne inklusive flere mikrotubuli og dynein-arme. Ikke desto mindre har et fungerende cilium brug for i det mindste et eksemplar af hver af dem for at kunne virke, sådan som jeg illustrerede det i min bog (Behe 1996, 60). Derfor fortsætter dens gradvise darwinistiske skabelse ligesom en rottefælde med at være vanskelig at forestille sig. Kenneth Miller har brugt ciliets overflødighed som et modeksempel til min påstand om dets irreducible natur (Miller 1999, 140-143). Men at nogle elementer findes i ekstra kopier, udskyder kun det irreducible problem og eliminerer det ikke.

 

Ordkløveri og letkøbte forklaringer

Endelig håber nogle darwinister, at i stedet for at vise, hvordan deres teori kan klare problemet, kan de slippe uden om irreducibel kompleksitet ved hjælp af ordkløveri. I en debat, der var sponsoreret af The American Museum of Natural History i April 2002 mellem fortalere og modstandere af intelligent design, hævdede Kenneth Miller faktisk (en afskrift kan læses på National Center for Science Educations hjemmeside), at en musefælde ikke er irreducibelt kompleks, fordi undersystemer af en musefælde og selv hver enkelt del kan stadig ”fungere” hver for sig. Miller bemærkede, at tværstangen i en musefælde kan bruges som tandstik, så den har stadig en ”funktion” uden for musefælden. Enhver af fældens dele kan bruges som papirvægt, fortsatte han, så de har alle ”funktioner”. Og siden enhver genstand, der har masse, kan bruges som papirvægt, har enhver del af hvad som helst sin egen funktion. Voila, der er ingen irreducibel kompleksitet! Dermed bortforklares let og elegant det presserende problem, som ethvert barn ellers kan se, at en gradvis udvikling har med systemer som musefælden.

Hele denne letkøbte forklaring bygger på en åbenlys fejlslutning, en fræk og skamløs spidsfindighed. Miller bruger ordet ”funktion” i to forskellige betydninger. Husk, at definitionen på irreducibel kompleksitet er, at fjernelse af en del ”bevirker, at systemet effektivt ophører med at fungere.” Uden at nævne det flytter Miller i sin redegørelse fokus fra det intakte systems særskilte funktion til spørgsmålet, om vi kan finde en anden anvendelse (eller ”funktion”) for nogle af delene. Men hvis man fjerner en del fra musefælden, jeg afbildede, kan den ikke længere fange mus. Systemet er så afgjort holdt op med at fungere, så systemet er irreducibelt komplekst, præcist som jeg beskrev det. Hvad mere er, har de funktioner, som Miller mundrapt tilskriver delene – papirvægt, tandstik, nøglering osv. – kun lidt eller intet at gøre med den funktion, der hedder at fange mus, så de giver os intet fingerpeg om, hvordan systemets funktion kunne opstå gradvist. Miller forklarede præcist ingenting.

Med musefældeproblemet bag sig gik Miller videre til bakterieflagellen og greb igen til den samme fejlslutning. Om intet andet må man beundre hans lamslående frækhed med verbalt at forsøge at vende endnu et alvorligt problem for darwinismen til et fortrin. Inden for de senere år er det blevet vist, at bakterieflagellen er et endnu mere raffineret system, end man havde troet. Ikke blot fungerer den som en roterende fremdrivningsmekanisme, men den indeholder i sig også en elegant mekanisme til at transportere de proteiner, der udgør den ydre del af maskinen, fra cellens indre del til udenfor (Aizawa 1996). Uden at blinke påstod Miller, at flagellen er ikke irreducibelt kompleks, for nogle proteiner kan undværes i flagellen, og resten kan stadig transportere proteiner (nogle tilsvarende, men ikke identiske proteiner til dem, der findes i flagellen, forekommer i type III sekretionssystemet hos nogle bakterier. Se Hueck 1998). Igen gik han udenom og flyttede fokus fra systemets funktion som en roterende fremdrivende maskine til et undersystems evne til at transportere proteiner igennem en membran. Men hvis man fjerner flagellens dele, ødelægger man afgjort systemets evne til at agere som en roterende fremdrivende maskine, sådan som jeg har hævdet det. Derfor er flagellen, stik imod Miller, irreducibel kompleks. Hvad mere er, har funktionen med at transportere proteiner lige så lidt direkte at gøre med funktionen som en roterende fremdrivningsanordning, som en tandstik har at gøre med en musefælde. At opdage den understøttende funktion med at transportere proteiner fortæller absolut ingenting om, hvordan darwinistiske processer kunne have samlet en roterende fremdrivningsmaskine. (Fortsættes)

***

Aizawa, S. I. Flagellar 1996. Assembly in Salmonella Typhimurium. Molecular Microbiology 19: 1-5.

Behe,M.J. 1996. Darwin’s black box :the biochemical challenge to evolution. New York: The Free Press.

Dutcher, S.K. 1995. Flagellar assembly in two hundred and fifty easy-to-follow steps. Trends in Genetics 11: 398-404.

Hueck, C. J. 1998. Type III Protein Secretion Systems in Bacterial Pathogens of Animals and Plants. Microbiology and Molecular Biology Reviews 62: 379-433.

Miller, K.R. 1999. Finding Darwin’s God: a scientist’s search for common ground between God and evolution. New York: Cliff Street Books.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: