Skeletterne fra Castenedolo, Italien,

I diskussionen af menneskets oprindelse og muligheden af, at forudfattede ideer har farvet den generelle opfattelse, har jeg de sidste par gange (se her og her) set på to arkæologiske fund, der kan tolkes som eksistensen af moderne mennesker for omkring en halv million år siden. Hvad med længere tilbage i Pliocæn (den geologiske periode fra 2,5 mio. til for 5,3 mio. år siden; udtales ‘pliosæn’)? Ifølge standardopfattelsen skulle Pliocæn have været tiden for Australopithicus og Homo habilis, imens det moderne menneske, Homo sapiens, først dukker op tidligt to millioner år senere. Men nogle arkæologiske fund kan godt tolkes på en måde og pege på, at måske var Homo sapiens tidligere på banen end generelt antaget.

Et interessant eksempel er fra Norditalien. For millioner af år siden i Pliocæn lå der et varmt hav syd for Alperne, hvori der aflejredes lag med koraller og bløddyr. Sidst på sommeren i 1860 rejste Professor i geologi Dr. Giuseppe Ragazzoni fra Brescias Tekniske Institut til Castenedolo cirka 10 kilometer sydøst for Brescia for at indsamle fossile skaller i disse Pliocæn-lag, efter at de var blottet i en udgravning ved foden af et lille bjerg, Colle de Vento.

Ragazzoni berettede: ”Imens jeg søgte efter skaller langs en koralbanke, fik min hånd fat i den øverste del af et kranie. Det var fuldstændigt fyldt med koralstykker, som var sammenkittet med det blågrønne ler, der er karakteristisk for den formation. Ret forbløffet fortsatte jeg mine undersøgelser. Ud over den øverste del af kraniet fandt jeg knogler fra brystkassen og benene, der helt tydeligt tilhørte et individ af den menneskelige art.”

Ragazzoni viste knoglerne til geologerne A. Stoppani og G. Curioni. Ifølge Ragazzoni var deres reaktion negativ: ”Uden at fæste megen lid til omstændighederne ved fundet afsagde de deres mening, at i stedet for at komme fra et menneske fra meget gamle tider stammede knoglerne fra en grav i nyere tid.”

”Jeg smed så knoglerne væk,” skrev Ragazzoni, ”ikke uden beklagelse, for jeg fandt dem liggende imellem koraller og skaller, hvilket på trods af de to dygtige videnskabsmænds opfattelser får det til at se ud, som om de var ført med af havets bølger og dækket til med koraller, skaller og ler.”

Det var ikke enden på historien. Ragazzoni kunne ikke lade være med at tænke på, om knoglerne var fra et menneske, der havde levet i Pliocæn. ”Derfor vendte jeg tilbage til stedet lidt senere, og det lykkedes mig at finde flere knoglestykker i samme tilstand som dem, jeg først fandt.”

I 1875 købte Carlo Germani på Ragazzonis råd jord ved Castenedolo for at udvinde det fosfatrige skalbærende ler til gødning. Ragazzoni oplyste: ”Jeg fortalte Germani om de knogler, jeg havde fundet, og bad ham holde øjnene åbne under sine udgravninger og vise mig ethvert levn af mennesker.”

I december 1879 bemærkede Germani nogle knogler ca. 15 meter fra det sted, hvor de første menneskeknogler var fundet. Den 2. januar 1880 sendte Germani besked til Ragazzoni om fundene.

Ragazzoni: ”Den næste dag tog jeg dertil sammen med min assistent Vincenzo Fracassi for at grave knoglerne ud med mine egne hænder.” Knoglerne omfattede dele af et kranie, nogle tænder og dele af rygrad, ribben, arme, ben og fødder.

Flere fund fulgte. Den 25. januar kom Germani med nogle kæbestumper og tænder til Ragazzoni. De var fundet ca. to meter fra de knogler, der var afdækket tidligere i januar. Ragazzoni tog tilbage til Castenedolo og fandt flere fragmenter af kranie, kæbe, rygrad og ribben såvel som løse tænder. ”Alle var de,” berettede Ragazzoni, ”fuldstændigt belagt med og fyldt af ler og små stykker af koral og skaller, hvilket udelukkede enhver tvivl om, at knoglerne kom fra personer, der var lagt i grave, men tværtimod bekræftede, at de var ført dertil af havets bølger.”

Den 16. februar sendte Germani bud til Ragazzoni om, at nu var der fundet et fuldstændigt skelet. Ragazzoni rejste igen til stedet og overvågede udgravningen. Skelettet, der var indhyllet i en masse af blågrønt ler, viste sig at være fra en anatomisk moderne kvinde.

”Det komplette skelet,” skrev Ragazzoni, ”blev fundet midt i det blå lerlag, der er over en meter tykt og har bevaret sin gennemgående lagdeling og synes at være intakt.” Han tilføjede: ”Skelettet blev sandsynligvis aflejret i marint mudder og ikke begravet på et senere tidspunkt, for i så fald ville man have kunnet konstatere spor af det overliggende gule sand og det jernrøde ler, der kaldes ferretto.”

Enhver form for begravelse ville have medført en mærkbar blanding af forskelligt farvede emner i det ellers urørte blå lerlag. Den professionelle geolog Ragazzoni så ingen tegn på en sådan opblanding. Det blå lers egen lagdeling var også intakt.

Ragazzoni overvejede også en anden mulighed. Måske havde et vandløb fjernet lagene over det blå ler og delvist trængt ned i selve det blå ler. Menneskeknoglerne kunne da være blevet skyllet ned i disse fordybninger og nyt materiale have aflejret sig over dem. Dette kunne forklare, hvorfor der ikke var tegn på nogen form for grav. Men Ragazzoni skrev, at det var usandsynligt, at menneskefossilerne var skyllet ned i nyere tid i de aflejringer, hvori de blev fundet: ”Fossilresterne, der blev opdaget den 2. januar og den 25. januar, lå i en dybde på omkring to meter. Knoglerne befandt sig på grænsen imellem banken af skaller og koraller og det overliggende blå ler. De lå spredt, som om de var blevet splittet af bølgerne imellem havskallerne. Måden, de lå på, udelukker enhver senere form for sammenblanding med eller forstyrrelse af jordlagene.”

Ragazzoni oplyste endvidere: ”Det skelet, der blev fundet den 16. februar, befandt sig i en dybde på over en meter i det blå ler og ser ud til at være blevet tildækket af efterfølgende aflejringer.” Den langsomme sedimentation af det lagdelte ler udelukkede, at skelettet kunne være ført ned i det blå ler af et strømmende vandløb i nyere tid, bemærkede Ragazzoni.

Nutidige geologer daterer de blå lerlag ved Castenedolo til Astien i Mellem Pliocæn, hvilket giver fundene en alder på 3-4 millioner år.

I 1883 undersøgte Professor Giuseppe Sergi, der var anatom ved Roms Universitet, menneskeknoglerne og fastslog, at de tilhørte fire personer – en voksen mand, en voksen kvinde og to børn.

Sergi besøgte også lokaliteten ved Castenedolo og skrev: ”Jeg tog dertil den 14. april i selskab med Ragazzoni. Renden, der var udgravet i 1880, var der stadig, og den geologiske lagdeling kunne tydeligt ses.”

Sergi tilføjede: ”Hvis man [i en senere tid] havde lavet en fordybning til en begravelse, havde man ikke kunnet fylde den op på nøjagtigt samme måde igen. Ler fra det overliggende lag, der er tydeligt genkendeligt på sin stærke røde farve, havde i så fald været iblandet. En sådan misfarvning og forstyrrelse af lagene kunne ikke have undsluppet selv en lægmands opmærksomhed for slet ikke at tale om en uddannet geologs.” Sergi gjorde også opmærksom på, at bortset fra det næsten fuldstændige kvindeskelet lå de fleste af knoglerne spredt imellem havskallerne og korallerne under det blå ler, som om de lå hen over en enkelt vandret overflade. Dette støttede opfattelsen af, at disse lig havde lagt sig til hvile på en lavvandet havbund. Efter bløddelene var rådnet op, var knoglerne blevet spredt af vandets bevægelser. ”Det næsten fuldstændigt bevarede kvindeskelet vidnede ikke om en normal begravelse, men lå omdrejet,” skrev Sergi,

Sergi var overbevist om, at skeletterne fra Castenedolo var fra mennesker, der havde levet i Pliocæn. Om andres opfattelser skrev han: ”Jeg mener, at tilbøjeligheden til at forkaste ethvert vidnesbyrd om en menneskelig tilstedeværelse i Tertiærtiden ud fra forudfattede teoretiske opfattelser er en slags videnskabelig fordom. Sådanne fordomme burde afskaffes inden for naturvidenskaben.” Sergi skrev videre: ”På grund af videnskabeligt despoti – kald det, hvad man vil – er enhver konstatering af spor af mennesker i Pliocæn bragt i miskredit.”

Sergi stod ikke alene med sin accept af Ragazzonis fund i Castenedolo. Armand de Quatrefages accepterede dem også. Med hensyn til det kvindelige skelet fra Castenedolo skrev han i Races Humaines: ”Der findes ingen virkelig grund til at betvivle M. Ragazzonis fund, og … hvis de var gjort i et lag fra Kvartærtiden, havde ingen bestridt deres ægthed. Intet kan derfor siges imod dem ud over forudfattede teoretiske indvendinger.”

I 1889 blev der fundet endnu et menneskeskelet i Castenedolo. Dette fund førte til nogen forvirring omkring fundene fra 1880. Ragazzoni bad G. Sergi og A. Issel undersøge det nye skelet, der var fundet i en fortidig østersaflejring. Sergi meldte tilbage, at både han og Issel mente, at dette nye skelet fra 1889 var fra en grav, der i nyere tid var gravet ned i Pliocæn-lagene, for det næsten intakte skelet lå på ryggen i en revne i østerslaget og viste tegn på at være gravlagt.

Men Issel gik i sin redegørelse et skridt videre og hævdede, at fundene fra 1880 også var fra nyere grave. I en fodnote hævdede Issel, at Sergi gav ham ret i, at ingen af skeletterne fra Castenedolo var fra Pliocæn. For det videnskabelige samfund løste dette tilsyneladende den igangværende strid.

Sergi korrigerede imidlertid Issel og skrev, at han måtte have misforstået ham. Selv om han mente, at skelettet fra 1889 var af nyere dato, havde han aldrig opgivet sin overbevisning om, at fundene fra 1880 var fra Pliocæn. Men skaden var sket, og Sergi var ikke belavet på at udkæmpe endnu en kamp for at give fundene fra 1880 oprejsning. Fra da af blev tavshed eller latterliggørelse standardsvaret på Castenedolo.

Et eksempel på den muligvis urimelige behandling, som Castenedolo-fundene har fået, findes i Professor R. A. S. Macalisters Textbook of European Archaeology fra 1921. Macalister indrømmede, at Castenedolo-fundene ”må tages alvorligt, hvad end vi mener om dem.” Han bemærkede, at de ”blev bragt for dagen af en kvalificeret geolog, Ragazzoni … og undersøgt af en kvalificeret anatom, Sergi.” Alligevel kunne han ikke acceptere deres Pliocæn-alder og gjorde gældende, at ”der må være et eller andet galt.” For det første var knoglerne helt nutidige. ”Hvis de virkelig tilhørte det lag, hvori de blev fundet,” skrev Macalister, ”ville dette indebære en usædvanlig lang stilstand for evolutionen. Det er meget mere sandsynligt, at der er et eller andet galt med observationerne.” Macalister skrev også: ”Accept af en Pliocæn-alder for Castenedolo-skeletterne fremkalder så mange uløselige problemer, at valget imellem at tilslutte os eller forkaste deres autenticitet ikke er svært.” Det er naturligt at spørge her, om dette er objektiv videnskab, eller et eksempel på, hvordan en forskers forudindtagede ideer om evolutionen får ham til at afvise ellers førsteklasses fossilbeviser.

Et andet eksempel på den uretfærdige behandling af Castenedolo-fundene findes i Fossil Men af Boule og Vallois, der skrev: “Det ser ud til at være sikkert, at ved Castenedolo … har vi at gøre med grave fra nyere tid.” Men i Fossil Men brugte Boule og Vallois kun et enkelt afsnit på Castenedolo og omtalte ikke de uforstyrrede lag, der lå over skeletterne eller nogle af skeletternes spredte og ufuldstændige tilstand, hvilket alt sammen ser ud til at udelukke, at der var tale om nyere grave.

Tilfældet med Castenedolo demonstrerer svaghederne ved palæoantropologernes metoder. Den første angivelse af en Pliocæn-alder for fundene fra 1860 og 1880 virker velbegrundet. Fundene blev gjort af Dr. Ragazzoni, en professionel geolog, der omhyggeligt optegnede lokalitetens stratigrafi. Han søgte især efter tegn på, om der var tale om yngre gravsteder, og fandt ingen. Han rapporterede på behørig vis sine fund i videnskabelige tidsskrifter, men fordi fundene var morfologisk moderne, blev de udsat for en voldsom negativ kritik. Som Macalister formulerede det, måtte der være et eller andet galt. Spørgsmålet er derfor: “Var der virkelig noget galt, eller strider disse fund blot imod en forudfattet evolutionær opfattelse af en ung alder for Homo sapiens?”

***

Baseret på Forbudt Arkæologi af Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson, Skou & Asmark 2006, s. 113-119.