Giraffen spøger igen

Vi har tidligere flere gange skrevet om mysteriet om giraffer, og hvad forklaringen på deres unikke anatomi kan være. Vi har også givet eksempler på, hvordan evolutionister ukritisk gentager for længst modbeviste skrøner om, at giraffer blev langhalsede, fordi de var bedre end så mange andre arter til at strække halsen. F.eks. skrev Karsten Pultz om giraffens lange hals den 10.4.2020 (se her), og jeg skrev den 13.4.2020 om en giraf, der fik en lang næse (se her).

Jeg nævner dette, fordi en af vores egne danske såkaldte evolutionsforskere, professor Rasmus Heller fra Københavns Universitet, er ude med ny forskning i giraffens genom, der ifølge The Scientist ‘reveals clues’ om evolutionen af giraffens besynderlige anatomi (betyder det, at evolutionsforskerne indtil nu ingen ‘clue’ havde om, hvordan giraffer er opstået og har udviklet sig?).

Som det var at forvente, er der intet i Hellers forskning, der ændrer sig fra al anden evolutionær historiefortælling, som vi er så vant til. Det konkrete videnskab ser ud til at være, at 500 gener viser sig at være unikke for giraffen. Så hatten af for Heller for at have afdækket dette. Men hvad med spørgsmålet om, hvad sandsynligheden er for, at de opstod ved tilfældige samtidige mutationer? Det nævnes sjovt nok ikke. En anden ting: Hvad udviklede sig først, giraffens høje blodtryk eller dens lange hals? Det nævnes heller ikke.

Læs under alle omstændigheder omtalen af Hellers girafforskning i The Scientist: Genome Reveals Clues to Giraffes’ “Blatantly Strange” Body Shape.

Sammenhold artiklen med vores to ovennævnte artikler: Giraffens lange hals og Giraffen, der fik en lang næse.