Musefælden

Dette er sjette del af Michael Behes artikel om irreducibel kompleksitet og implikationerne for intelligent design. De første fire  dele blev bragt her, her, her, her og her. I dette afsnit diskuterer Behe en kritikken af hans musefælde et pædagogisk eksempel på irreducibel kompleksitet.

***

Det andet modargument imod irreducibilitet, jeg vil diskutere her, er ikke et biologisk, men et begrebsmæssigt eksempel. I Darwin’s Black Box gav jeg en almindelig mekanisk musefælde som et eksempel på irreducibel kompleksitet. Næsten med det samme efter bogens udgivelse begyndte nogle darwinister at foreslå måder, hvorpå musefælden kunne bygges skridt for skridt. Et af forslagene, der har fået en del omtale og er blevet bakket op af nogle prominente videnskabsmænd, blev fremsat af John McDonald, en biologiprofessor fra University of Delaware. Hans forslag kan læses på hans hjemmeside. Hans serier af musefælder vises herunder. McDonalds hovedpointe var, at fælden, jeg afbildede i min bog, bestod af fem dele, men han kunne bygge en fælde med færre dele.

Det er jeg enig i, og jeg skrev faktisk det samme i min bog:

“Vi er nødt til at skelne imellem en fysisk forløber og en begrebsmæssig forløber. Fælden beskrevet ovenfor er ikke det eneste system, der kan uskadeliggøre en mus. Ved andre lejligheder har min familie brugt en limfælde. I det mindste kan man i teorien bruge en kasse, der holdes oppe med en pind. Eller man simpelthen skyde musen med en pistol. Men disse er ikke fysiske forløbere til den almindelige musefælde, siden de ikke kan forvandles, skridt-for-darwinistisk-skridt, til en fælde med platform, hammer, fjeder, krog og stang.” (Behe 1996, 43).

Derfor er pointen ikke, at musefælder ikke kan konstrueres på forskellige måder med et forskelligt antal dele (mine børn har et spil, der hedder Musefælde, som har mange, mange dele og ser helt anderledes ud end en almindelig mekanisk fælde). Selvfølgelig kan de det. Det eneste spørgsmål er, hvorvidt en bestemt fælde kan bygges via ”talrige, på hinanden følgende, små modifikationer” fra et simpelt startpunkt – uden en intelligens’ indgriben – som Darwin insisterede på, at hans teori forlangte det.

Det kan McDonalds fælder ikke. Til venstre på skitsen ses den første fælde, der består af én del, og derefter hans fælde med to dele. Den anden fældes struktur er imidlertid ikke et enkelt, lille, tilfældigt skridt fra den første. Bemærk først, at enkeltdelsfælden ikke bare er en fjeder, men en fjeder, der er formet på en helt speciel måde. Formen blev med overlæg valgt af en intelligens, John McDonald, så den kunne agere som fælde. Godt, man skal jo starte et sted. Men hvis musefældeserien overhovedet skal have nogen relevans til darwinistisk evolution, kan intelligens ikke være involveret på noget senere tidspunkt.

Hele serien er imidlertid gennemsyret af intelligens. Tænk over, hvad der kræves for at lave enkeltdelsfælden om til fælden med to dele. Man kan ikke blot anbringe den første fælde på et simpelt stykke træ og få den til at virke, som den anden fælde gør det. Snarere må fjederens to fremstikkende ender begge først indstilles rigtigt. Hvad mere er, er der tilføjet to kramper for at holde fjederen fast på platformen, så den kan være spændt i todelsfælden. Så vi er ikke gået fra en enkeltdels til en todelsfælde, men fra en enkeltdelsfælde til en firedelsfælde. Bemærk også, at placeringen af kramperne i forhold til platformens kant er afgørende. Hvis kramperne blev flyttet en halv centimeter fra der, hvor de nu er, virkede fælden ikke. Og tænk så endelig på, at for at have en virkelig analogi til cellens robotprocesser, kan vi ikke have, at et menneske stiller fælden. Den første fælde skulle stilles af en eller anden ubevidst opladningsmekanisme. Så selv når delene er blevet omarrangeret, skulle ladningsmekanismen ændres til den anden fælde.

Det er let for os intelligente væsener at overse vores rolle i styringen af et systems konstruktion, men naturen kan ikke tillade sig at overse et eneste skridt, så McDonalds musefældeserie falder helt igennem som en analogi til darwinistisk evolution. Ja, den anden fælde kan bedst forstås ikke som en darwinistisk efterkommer af den første, men som en helt ny slags fælde, der er udtænkt af en intelligens med måske en omdannet del eller to fra den første fælde.

Hvert af de følgende skridt i serien lider af tilsvarende problemer, som jeg har diskuteret andetsteds (se Behe, M.J. “A Mousetrap Defended: Response to Critics,” http://www.crsc.org).

I sin billigelse af McDonalds musefældeserie skrev Kenneth Miller: “Hvis enklere versioner af denne mekaniske anordning kan vises at virke, kan enklere versioner af biokemiske maskiner lige så godt fungere … og dette betyder, at de komplekse biokemiske maskiner faktisk godt kan have haft funktionelle forløbere.” [her linker Behe til http://biocrs.biomed.brown.edu/Darwin/DI/Mousetrap.html, der dog ikke længere er tilgængeligt]. Men det er præcis, hvad musefældeserien ikke viser, hvis med ”forløber” Miller mener “darwinistisk forløber”. Tværtimod viser McDonalds musefældeserie, at selv om man kan udtænke et enklere system, der kan udføre en bestemt funktion, giver det os ingen grund til at tro, at et mere komplekst system, der udfører samme funktion, kunne frembringes af en darwinistisk proces, der starter med det enklere system. Snarere giver vanskeligheden ved at gøre dette med en simpel musefælde os tvingende grund til at tro, at det ikke kan gøres med komplekse molekylære maskiner.

***

Behe,M.J. 1996. Darwin’s black box :the biochemical challenge to evolution. New York: The Free Press.