Hop til indhold

Fremtidsudsigter for Intelligent Design-hypotesen

Dette er syvende og sidste del af Michael Behes artikel om irreducibel kompleksitet og implikationerne for intelligent design. De første seks dele blev bragt herherherher, her og her. Her afrunder Behe med nogle betragtninger over fremtiden for hypotesen om intelligent design. Bemærk, at artiklen er skrevet omkring 2004.

***

De forfejlede darwinistiske argumenter, som jeg har gennemgået her, styrker min tro på, at hypotesen om intelligent design er på rette spor. Når det kommer til stykket, har man ret til føle sig sikker på, at en ide er værd at forfølge, hvis velinformerede modstandere af ideen angriber den ved referere til data, der, når disse data bliver studeret objektivt, faktisk viser ideens styrke.

Alligevel er det ikke hovedsageligt manglerne ved darwinisternes respons, der lover godt for design-hypotesen. Snarere bygger styrken ved design hovedsageligt på de fremskridt, som videnskaben gør dag for dag. For at forstå dette er det vigtigt at have i mente, at ideen om intelligent design ikke opstod som resultat af nogen enkeltpersons forskning, men udsprang af biologernes samlede forskningsresultater, specielt over de sidste 50 år. For 50 år siden syntes cellen at være meget enklere, og i vores naivitet var det dengang meget lettere at tro, at darwinistiske processer kunne gøre rede for den. Men i takt med biologiens fremskridt, og fordi den enkelhed, man forestillede sig, er forsvundet, har ideen om design trængt sig mere og mere på. Den tendens fortsætter ubønhørligt. Cellen bliver ikke enklere. Tværtimod viser den sig at være mere og mere kompleks. Jeg vil slutte dette kapitel med at anføre blot ét eksempel fra det relativt nye felt, der kaldes proteomik.

Med den vellykkede afkodning af sekvenser på hele genomer hos snesevis af mikroorganismer og ét hvirveldyr (os), er man nu blevet ansporet til at studere det større samspil i cellen imellem de proteiner, som genomerne koder for. Der er allerede sket betydelige fremskridt. I begyndelsen af 2002 blev der offentliggjort et omfattende studie af de proteiner, som udgør gærs proteom. Blandt andre spørgsmål undersøgte forskerne, hvor stor en del af gærproteinerne arbejder i grupper. De opdagede, at næsten 50 procent af proteinerne arbejder i komplekser på seks eller flere og mange gange i komplekser på over ti (Gavin et al. 2002).

Det er slet ikke, hvad darwinisterne forventede. Som Bruce Alberts skrev tidligere i artiklen “The Cell as a Collection of Protein Machines” [Cellen som en samling af proteinmaskiner]:

 Vi har altid undervurderet celler. Utvivlsomt gør vi det stadigvæk. Men i det mindste er vi ikke længere så naive, som dengang jeg gik på universitetet i 1960’erne. Dengang opfattede de fleste af os celler som et gigantisk sæt af sekundære reaktioner….

Men som det viste sig, kan vi gå og tale, fordi den kemi, der gør livet muligt, er meget mere detaljeret og sofistikeret end noget, som vi som studerende nogensinde havde forestillet os. Proteiner udgør det meste af cellens tørstof. Men i stedet for at finde en celle, der er domineret af tilfældigt sammenstødende proteinmolekyler, ved vi nu, at næsten hver eneste større proces i en celle udføres af samlinger på 10 eller flere proteinmolekyler. Og som hvert af disse proteinkomplekser udfører sine biologiske funktioner, indgår det igen i samspil med flere andre store komplekser af proteiner. Ja, hele cellen kan betragtes som en fabrik med et omstændeligt netværk af sammenhængende samlebånd, der hver især består af en samling af store proteinmaskiner (Alberts 1998).

Hovedpointen for teorien om intelligent design er her, at de molekylære maskiner ikke begrænser sig til den håndfuld eksempler, jeg diskuterede i Darwin’s Black Box. Snarere indgår de fleste proteiner som komponenter i komplicerede molekylemaskiner. Dermed strækker designet sig måske til størstedelen af cellen og måske ud over cellen til de højere biologiske niveauer.

Det 20. århundredes fremskridt har ledt os til designhypotesen. Jeg forventer, at det 21. århundredes fremskridt kommer til at bekræfte den og udvide den.

***

Alberts,B. 1998. The cell as a collection of protein machines: preparing the next generation of molecular biologists. Cell 92: 291-294.

Behe,M.J. 1996. Darwin’s black box :the biochemical challenge to evolution. New York: The Free Press.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

<span>%d</span> bloggers like this: