Hop til indhold

Java-mennesket, 3

Jeg  har for nylig over to omgange (se her og her) skrevet om Java-mennesket, en ide om en menneskelig stamfader baseret på en række javanesiske fund fra slutningen af 1800-tallet og op igennem det 20. århundrede. Det er relevant læsning på grund af den historiske betydning, disse fund fik i det gængse videnskabelige samfunds dannelse af ideerne om menneskets oprindelse og relativt unge alder.

Det hele er baseret på en gennemgang, som Michael Cremo og Richard Thompson skrev i begyndelsen af 1990’erne. Her ser vi nærmere på Dubois’ efterfølger, Heinrich von Königswald, og hans arbejde i 1920’erne og 1930’erne.

 

Von Königswalds fund på java

I 1929 blev der fundet en anden menneskelig forfader, denne gang i Kina. I sidste instans grupperede videnskabsmændene Java-mennesket, Heidelberg-mennesket og Beijing-mennesket sammen som eksempler på Homo erectus, den direkte forfader til Homo sapiens. Men til at begynde med var fællestrækkene og den evolutionære status for de indonesiske, kinesiske og tyske fossiler ikke åbenlyse, og palæoantropologerne fandt det specielt påkrævet at få afklaret Java-mennesket.

I 1930 blev Gustav Heinrich Ralph von Königswald fra De Geologiske Undersøgelser for Hollandsk Ostindien sendt til Java. I sin bog Meeting Prehistoric Man skrev von Königswald: På trods af fundet af Peking-mennesket var det fortsat nødvendigt at finde endnu en Pithecanthropus, der var tilstrækkelig fuldstændig til at godtgøre den menneskelige natur af dette omstridte fossil.”

Von Königswald ankom til Java i januar 1931. I august samme år fandt en af von Königswalds kolleger nogle hominide fossiler i Ngandong ved Solo-floden. Von Königswald klassificerede dette fund som en javanesisk varietet af neandertaleren, der er noget yngre end Pithecanthropus erectus.

I 1934 rejste von Königswald til Sangiran, en lokalitet vest for Trinil ved Solo-floden. Han havde adskillige javanesiske arbejdere med sig inklusive sin uddannede indsamler, Atma, der også gjorde tjeneste som hans kok og vaskemand.

Von Königswald skrev: “Der var stor jubel og glæde i kampong’en over vores ankomst. Mændene samlede alle de kæber og tænder, de kunne få fat på, og tilbød at sælge dem til os. Selv kvinderne og pigerne, der normalt er så tilbageholdende, tog del.I betragtning af, at de fleste fund, der tilskrives von Königswald, i virkeligheden blev gjort af lokale landsbyfolk eller indfødte samlere, der blev betalt stykvis for hvert fund, kan den beskrevne scene ikke andet end give os en vis grad af bange anelser.

Sidst i 1935 midt under den verdensomspændende økonomiske depression blev von Königswald afskediget fra Javas Geologiske Undersøgelser, men han lod ufortrødent sin tjener Atma og andre fortsætte med arbejdet i Sangiran og finansierede deres aktiviteter med private midler fra sin hustru og kolleger på Java.

I denne periode blev der fundet, hvad der syntes at være den forstenede højre halvdel af en overkæbe fra en voksen Pithecanthropus erectus. Ved en gennemgang af mange af von Königswalds redegørelser er det ikke lykkedes at finde nogen nøjagtig beskrivelse af, hvordan dette eksemplar blev fundet. Men i 1975 kommenterede den britiske forsker K. P. Oakley og hans kolleger, at fossilet blev fundet i 1936 på overfladen af blotlagte søaflejringer øst for Kalijoso i det centrale Java af indsamlere, der var ansat af Königswald. Som alle overfladefund er kæbens alder usikker.

Måske vil en antropolog her hævde, at da dette kæbefragment viser trækkene fra Homo erectus, som Pithecanthropus erectus nu kaldes, må det mindst være aflejret for flere hundrede tusinde år siden, selv om det blev fundet på overfladen. Men hvad nu, hvis der i geologisk nyere tid eller tilmed i vore dage eksisterede en sjælden art af hominider, der har fysiske træk i stil med Homo erectus [som fundet i nyere tid af den meget yngre ‘Hobbit’ på Flores viser, kan denne mulighed slet ikke udelukkes]? Da kan man ikke automatisk give en bestemt knogle en alder ud fra knoglens fysiske træk.

I 1936, endnu et vanskeligt år under depressionen, fik den arbejdsløse von Königswald en usædvanlig gæst – Pierre Teilhard de Chardin, som von Königswald selv havde indbudt til at besigtige fundene på Java. Teilhard de Chardin, en verdenskendt arkæolog og jesuiterpræst, havde deltaget i udgravningerne af Beijing-mennesket ved Zhoukoudian.

Under sit besøg på Java rådede Teilhard de Chardin von Königswald til at skrive til John C. Merriam, præsident for The Carnegie Institution. Von Königswald fulgte rådet og skrev til Merriam, at efter hans opfattelse ville han i nær fremtid kunne gøre nye vigtige fund af Pithecanthropus. Merriam svarede imødekommende og indbød von Königswald til Philadelphia i marts 1937 som deltager i Symposium of Early Man, der blev sponsoreret af Carnegie-stiftelsen. Der mødte von Königswald mange af verdens ledende videnskabsmænd indenfor studiet af menneskets forhistorie.

Et af mødets centrale formål var at danne et forretningsudvalg, der skulle bestyre Carnegie-stiftelsens finansiering af palæantropologisk forskning. I den forbindelse blev den noget forarmede von Königswald udnævnt til forskningsmedarbejder ved Carnegie-stiftelsen og fik stillet et stort budget til rådighed.

 

Tilbage til Java

Bevæbnet med Carnegie-stiftelsens penge vendte von Königswald tilbage til Java i juni 1937. Med det samme ansatte han flere hundrede indfødte og sendte dem ud på jagt efter fossiler. Og flere fossiler blev der fundet, men næsten alle var kæbe- og kraniefragmenter fra dårligt definerede overfladelokaliteter nær Sangiran. Det gør det vanskeligt at fastslå deres alder.

I den periode, hvor de fleste af Sangiran-fundene blev gjort, opholdt von Königswald sig 300 kilometer derfra i Bandung, selv om han engang imellem rejste til fossillagene efter at være blevet underrettet om et fund.

I efteråret 1937 indleverede en af von Königswalds samlere et tindingeben, der tilsyneladende tilhørte et tykt, fossilt hominid-kranie. Dette skulle være fundet nær bredden af floden Kali Tjemoro på det sted, hvor den bryder igennem Kabuh-formationens sandsten ved Sangiran.

Von Königswald tog nattoget og ankom til stedet den næste morgen. “Vi mobiliserede så mange samlere som muligt,” skrev han. “Jeg havde fragmentet med mig tilbage. Jeg viste det frem og lovede 10 cent for hver eneste yderligere stykke, der tilhørte kraniet. Det var mange penge, for en normal tand gav kun en halv eller en hel cent. Vi måtte holde prisen så lav, da vi var tvunget til at betale kontant for hvert eneste fund. Når en javaneser har fundet tre tænder, samler han simpelthen ikke mere, før disse tre tænder er solgt. Følgelig blev vi tvunget til at købe en enorm mængde af brækkede og værdiløse tandrester og kaste dem bort i Bandung – hvis vi havde efterladt dem i Sangiran, var de blevet solgt til os endnu engang.”

Det stærkt motiverede mandskab fandt hurtigt de ønskede kraniefragmenter. Von Königswald mindedes senere: Der, på bredden af en lille flod, der næsten var udtørret på den årstid, lå stumperne af et kranie, der var vasket ud af sandstenene og konglomeratet med Trinil-faunaen. Sammen med en hel flok spændte indfødte kravlede vi op ad bjergsiden og indsamlede hvert eneste knoglefragment, vi kunne finde. Jeg havde lovet en sum på ti cent for hvert fragment fra dette menneskekranie. Men jeg havde undervurderet mine brune samleres forretningssans. Resultatet var forfærdeligt! Bag min ryg brækkede de større stykker i mindre stykker for at forøge det solgte antal! … Vi indsamlede omkring 40 stumper, blandt hvilke 30 tilhørte kraniet … De dannede en fin, næsten fuldstændig Pithecanthropus-kranieskal. Nu havde vi ham omsider!”

Hvordan vidste von Königswald, at stumperne, der blev fundet på overfladen af en bjergside, virkeligt kom fra Mellem Pleistocæns Kabuh-formation? Er det ikke en lige så sandsynlig mulighed, at de indfødte samlere havde fundet et kranie et andet sted og slået det i stykker, hvorefter de sendte ét stykke til von Königswald og spredte resten ud på bredden af Kali Tjemoro?

Von Königswald stykkede et kranie sammen fra de 30 stumper, han havde indsamlet. Han kaldte det Pithecanthropus II og sendte en foreløbig redegørelse til Dubois. Kraniet var meget mere fuldstændigt end den oprindelige hovedskal, som Dubois havde fundet i Trinil. Von Königswald havde altid ment, at Dubois havde rekonstrueret sin Pithecanthropus-hovedskal med for lav en profil, og mente, at de kraniefragmenter af Pithecanthropus, han netop havde fundet, mere tillod en fortolkning i retning af et menneske. Dubois, der på det tidspunkt blot så sin oprindelige Pithecanthropus som en fossil abe, var uenig med von Königswalds rekonstruktion og beskyldte ham offentligt for at have forfalsket den. Han trak senere sin anklage tilbage og bemærkede, at de fejl, han kunne se i von Königswalds rekonstruktion, sandsynligvis ikke var tilsigtede.

Men von Königswalds position vandt støtte. I 1938 skrev Franz Weidenreich, tilsynsførende med udgravningen af Beijing-mennesket i Zhoukoudia­n, i det ansete tidsskrift Nature, at von Königswalds nye fund med sikkerhed havde etableret Pithecanthropus som en menneskelig forfader og ikke en gibbonabe som hævdet af Dubois.

I 1941 sendte en af von Königswalds indfødte samlere fra Sangiran ham et stykke af en enorm underkæbe. Ifølge von Königswald havde den umiskendelige tegn på at være en menneskelig kæbe. Han gav kæbens ejermand navnet Meganthropus palaeojavanicus (kæmpemennesket fra fortidens Java), for kæben var dobbelt så stor som en typisk moderne menneskekæbe.

En omhyggelig gennemgang af de originale redegørelser har ikke kunnet afsløre det nøjagtige sted, hvor denne kæbe var fundet, eller hvem der fandt den. Hvis von Königswald har indberettet de nøjagtige omstændigheder omkring dette fund, er det i givet fald en velbevaret hemmelighed. Han diskuterede Meganthropus i mindst tre afhandlinger, men i ingen af dem gav han nærmere detaljer om fossilets oprindelige lokalitet. Han skrev kun uden yderligere oplysninger, at det kom fra Putjangan-formationen. Derfor er alt, vi ved, at en ikke navngivet indsamler sendte et kæbestykke til von Königswald. Videnskabeligt set er dets alder ukendt.

Meganthropus var efter von Königswalds opfattelse en gigantisk udløber fra den menneskelige evolutions hovedlinie. Von Königswald havde også fundet nogle store menneskelignende fossiltænder, som han tilskrev et endnu større væsen ved navn Gigantopithecus. Ifølge von Königswald var Gigantopithecus en stor abe fra relativt nyere tid. Men efter at have undersøgt Meganthropus-kæben og Gigantopithecus-tænderne kom Weidenreich med en anden teori. Han foreslog, at begge skabninger var direkte forfædre til mennesket. Ifølge Weidenreich udviklede Homo sapiens sig over Gigantopithecus fra Meganthropus og Pithecanthropus. Hver art var mindre end den næste. De fleste eksperter i dag anser imidlertid Gigantopithecus for at være en abe, der levede i Nedre til Mellem Pleistocæn og ikke er direkte i slægt med mennesker. Meganthropus-kæben regnes nu for at være meget mere i stil med Java-mennesket (Homo erectus), end von Königswald oprindeligt troede. I 1973 foreslog T. Jacob, at Meganthropus-fossilerne kan klassificeres som Australopithecus. Det er interessant, for ifølge den gængse opfattelse forlod Australopithecus aldrig sit afrikanske hjemland. (Fortsættes)

***

Baseret på Michael Cremo og Richard Thompson, Forbudt Arkæologi, Skou & Asmark 2006, s.153 ff.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: